Så er det vist ved at være på tide med en liveanmeldelse. Fik lige kigget i arkiverne og det er over to år siden at der sidst var en, så her kommer mine indtryk fra Charles Bradley koncerten i Lille VEGA.

Så kom dagen endelig, hvor “The Screaming Eagle of Soul” endnu engang kom til vores breddegrader.
Det er tredje gang på tre år, at Charles Bradley gæster Danmark. Første gang var til en nu, nærmest legendarisk koncert på Roskilde festival anno 2011. Året efter kom han så stærkt tilbage i lille VEGA, og i går kom han så til selvsamme spillested.
Forskellen fra de to tidligere koncerter i Danmark var dog, at denne gang havde han sit andet album med i bagagen, kaldet “Victim of Love”der bød på en lidt mere psykedelisk rock inspireret lyd end hvad man kunne høre på debuten. Ergo var han tilbage med endnu mere materiale og en lidt mere varieret lyd.

Jeg har desværre aldrig haft chancen for at opleve ham live, før i går og efter hvad jeg har læst og hørt fra folk der har været inde og se ham, havde jeg rigtig store forventninger.
Manden er indbegrebet af den klassiske soul som det lød i de gode gamle dage og man er ikke i tvivl om at James Brown er hans helt store idol.

Showet startede da Charles Bradleys band “His Extraordinaires” entrerede scenen og gav sig til at spille et par super funky instrumentale numre, blandt andet The Lovin’ Spoonfuls 1966 klassiker, “Summer in the City”. Det fungerede super godt som en lille opvarming inden the main man kom på scenen.
Efter små 10 minutter kom han så endelig på scenen.
Det er imponerende at se den 65-årige amerikaner optræde. Han havde funky dansemoves i tråd med James Brown, der var en Soul Train optræden værdig og han var meget livlig på scenen. Hans stemme kan der heller ikke sættes en finger på: Klar, kraftfuld og virkelig intens. Når han synger om sit liv, så kan man se på ham, at der er tale om virkelige historier fra et langt og hårdt liv der har formet ham som menneske og som musiker.
Man kan se på ham, når han står der på scenen, at han elsker hvad han gør og samtidig står han der med en utrolig respekt. Både for musikken og over for sit publikum. Han er rørt over at publikum har betalt penge for at få lov til at se ham spille, og han proklamerede flere gange under showet “I love you” og i modsætning til mange andre kunsterne der slynger denne bemærkning ud i flæng, er jeg ikke i tvivl om, at den gode Bradley virkelig mener det.
Selve koncerten var som den slags koncerter skal være. Der var masser af kærlighed i luften, stemningen var i top og musikken var fantastisk.
Der blev spillet numre fra begge albums og højdepunkterne var blandt andet “World Is Going Up in Flames”, “Strictly Reserved for You” og “Victim of Love”.
Hans backingband var hamrende tight og selvom alle seks medlemmer var hvide, kunne man både se og høre at de i den grad havde soul.
Charles Bradley var ligeledes i god form og leverede en smuk og intens præstation, der efterlod et indtryk af en rigtig talentfuld og meget ydmyg kunstner.
Efter omkring halvanden time blev showet rundet af med den flotte “Why Is It So Hard” hvorefter Bradley gik ned blandt publikum til håndtryk og krammere blandt det taknemmelige publikum.

Der er ikke mange musikere der oplever deres gennembrud efter de er rundet de 60 år, men det uden tvivl fortjent at Bradley endelig kan få den anerkendelse og ros som han har fortjent, for han er bestemt et unikt talent der formår at skabe en stemning, både live og på plade, som det lød dengang i 60’erne og 70’erne og han minder mig endnu engang om hvorfor jeg elsker soulmusikken, da den har en nerve og musikalitet som ingen andre genre kan matche.

Alt i alt, en rigtig dejlig koncert hvor man konstant var lige dele godt underholdt og vildt imponeret over Charles Bradleys evner som performer og sanger.
Det er bestemt ikke sidste gang at jeg skal se ham live.