Så blev det endelig tid til dagens ubestridte hovednavn. Jeg var ret meget i tvivl om hvorvidt denne koncert ville blive en succes eller en total fuser, da Wu drengene er kendt for at være ret upålidelige og svingende i deres optrædener. Det skulle dog vise sig at mine bange anelser blev gjort fuldstændig til skamme, for hold da helt kæft hvor var det en magtdemonstation som Wu-Tang leverede lørdag aften på den store Sun Ra scene.
For det første, så var HELE klanen representeret og det var fedt at se, at de rent faktisk så ud til at enes og hygge sig i hinandens selskab og de i fællesskab ville gøre alt for at skabe en fest og en mindeværdig koncert.
Og hvordan gør man så det? Ja man kan jo starte med at spille størstedelen af debuten fra 1993, der i de fleste rapkredse bliver betegnet som ét af de vigtigste hiphop albums nogensinde. De spillede intet mindre end ni (!) numre fra Enter the Wu-Tang. Det var simpelthen for godt til at være sandt. Alle rapperne var tændte, men selvfølgelig var det Method Man der stjal showet. Han har simpelthen så meget karisma og stage presence, at man ikke kan andet end at elske ham. Det giver god mening, at han for 20 år siden blev valgt til at være gruppens frontmand.
Mit personlige højdepunkt var da de spillede hele Triumph, der nok er i min personlige top 5 over bedste rapnumre nogensinde. Det var simpelthen så vildt at høre den fra start til slut.
Derudover fik vi et par numre mere fra Wu-Tang Forever, et par solonumre fra GZAs, Method Mans og Ghostface Killahs debutalbums og et andet højdepunkt var Ice Cream fra Raekwons, Only Built 4 Cuban Linx.
Der var naturligvis også den obligatoriske hyldest til den afdøde Ol’ Dirty Bastard, bestående af Shimmy Shimmy Ya og Got Your Money. De skal simpelthen bare være der. Hold kæft hvor er jeg egentlig ked af at jeg aldrig nåede at se ham live.
Vi fik også den lidt nyere Gravel Pit, der altid er en crowd pleaser.
De eneste minus jeg lige kan komme i tanke om, var den ret unødvendige coverversion af Beatles’ Come Together. Jeg forstod ikke helt hvad den skulle gøre godt for og den var med til at tage momentummet lidt ud af koncerten.
Afslutningsnummeret var desuden Da Rockwilder. Ingen tvivl om at det er et vildt nummer, men lidt underligt at spille det, nu hvor Redman ikke var med, for så bare at lade hans vers spille over højtalerne. Så kunne man snildt have fundet en federe måde at afslutte koncerten på.
Jeg kan konkludere, at Wu-Tang ikke alene levede op til de forventninger jeg ikke turde have. De overgik dem også. Næsten alt gik op i en højere enhed og Wu har sat sig solidt i hukommelsen på de mange fans i lang tid fremover og det var et rigtig stort og flot punktum for Vanguard Festivalen.
5