Vi starter månedens playliste med lidt hiphop fra rundt omkring i verden, der er en god håndfuld nye danske og lidt blandet fra the US. Håber i er nede med det.
Du kan som sædvanlig finde playlisten lige her på Spotify.
Husk i øvrigt at du kan subscribe til Det Godt Nok på Spotify, så er du altid sikret dig de nyeste playlister.
Juli måneds liste byder på følgende numre:
Control Machete – Pesada (ft. Maigaz)
Du må virkelig ikke spørge mig om hvad dette nummer handler om, men der er ingen tvivl om at mexicanske Control Machete mener det de rapper og jeg har på fornemmelsen at det er noget temmelig hardcore noget. Men det skal ikke afholde mig fra at anbefale de her gutter, for det er virkelig fedt og en klassiske hiphopbanger i min bog.
Akhenathon – AKH (Version Hostile) ft. Lino, Pit Baccardi & Rohff
Vi tager en tur videre til Frankrig, der har den næststørste hiphopscene i verden, naturligvis kun overgået af USA. Der er så mange kunstnere der er værd at fremhæve, men lige denne gang er valget faldet på Akhenathon fra gruppen IAM. Her er han på et possecut med tre andre franske MC’s, der blandt andet har gang i nogle vilde linjer hvor der beskriver hvad deres navne står for osv. Virkelig dope.
Emmsjé Gauti – Nýju Fötin Keisarans
Island er meget andet end følsomme indiedudes. De kan også rappe deroppe, og her er den unge MC Gauti, en af de nye upcomming kunstnere i islandsk hiphop. Med en moderne elektronisk lyd og et frækt sample af Alicia Keys, rapper Gauti om Kejserens nye klæder og hvordan folk er dobbeltmoralske overfor kendte mennesker.
Redrama – This is what it sounds like
Så tager vi en tur til Finland og møder rapperen Redrama. Tilbage i ’03 udgav han en super fed plade, der hedder “Everyday Soundtrack” der varmt kan anbefales. Her på listen er en af de bedste numre fra netop den plade.
Snook – Kommer Ifrån
Vi slutter denne lille tur hos vores naboer fra Sverige. De har været godt repræsenteret her på listen, og selvfølgelig skal der være plads til dem i denne måned. Snook var en forholdsvis poppet hiphop duo, men hvis man er til den lidt blødere lyd, så er jeg sikker på at man finder det her rigtig fedt.
Pede B – Hvordan (ft. Nixen)
Efter at have været ude i nogle måneder, kom Pede B og DJ Noizes EP “Vi ❤ Alberte” endelig på Spotify. Den er spækket med superfede numre, men jeg har valgt at fremhæve “Hvordan” hvor Nixen som sædvanlig skinner med et dope vers.
Just – ManKanLæreFolkMeget
Sidste måned bød på den anden udgivelse fra Ordet På Gaden, der bød på en godt håndfuld rigtig stærke numre. Et af dem kom fra Just der fortsætter de gode takter fra den første Ordet På Gaden. Denne gang har han dog fået et helt solonummer og det klarer han uden nogen slinger i valsen.
Marwan – Tæt På (ft. Jeppe Rapp)
Dette nummer er også taget på den nyeste Ordet På Gaden udgivelse, og er ligesom det foregående, produceret af Trool.l.s. Hold da op hvor er det fedt at høre nye beats fra ham igen!
Hvis du ikke fik læst min anmeldelse af pladen, kan den læses lige her.
Suspekt – Bollede Hende i Går
Suspekt er så småt ved at være klar med deres femte studiealbum, der kommer til september. 2. singlen er lige droppet, og byder på et solonummer fra Bai-D. Titlen taler vist for sig selv.
F L E M M I N G – Gennemsigtig
Debut EP’en fra københavnske F L E M M I N G var forbi til anmeldelse her på bloggen og det var en udgivelse som jeg rigtig godt kunne lide. Her er vi i en helt anden boldgade end det foregående nummer med Suspekt. Læs eventuelt anmeldelsen her.
Humme & Solo Solito – Amagerpige i Lårkort
Sommeren er efterhånden over os, og det betyder at Amagerpigerne i lårkort er begyndt at dukke op. Det har Humme og Solo Solito lavet et herligt nummer over. Med en super funky sample af Birgit Lysagers “Lone i lårkort”, produceret af ES, er der helt sikkert tale om en sommerklassiker!
Dilated Peoples – Good as Gone
Vi runder månedens liste af, med en håndfuld numre fra USA. Det første er den nye single fra Dilated Peoples nye album der dropper på Rhymesayers i løbet af sommeren. Det er egentlig ikke det bedste nummer de har lavet, men Dilated over et DJ Premier beat er altid interssant. Jeg tror det er sådan et nummer der stille og roligt vokser på mig.
Bubba Sparxxx – Made On McCosh Mill Road (ft. Danny Boone)
Jeg havde egentlig givet totalt op på hillbily-rapperen Bubba Sparxxx. For en god del år siden hoppede han på crunkbølgen, hvilket var synd, da jeg virkelig synes at han havde en original stil. Men nu er han så tilbage med et nyt album og noget tyder på at han har fundet tilbage sin sin gamle stil, hvilket virkelig klæder ham. Så hvis man er til god hiphop med et godt stænk bluegrass og countyfeel, så vil man helt sikkert kunne lide det her.
Talib Kweli – Ghetto Show (ft. Common & Anthony Hamilton)
Den 17. Juli kommer Kweli til DK og giver en koncert i Store Vega (du kan i øvrigt vinde billetter til koncerten lige her) Jeg har aldrig set ham før, så det er klart at jeg ser frem til at opleve ham og hans store bagkatalog. Dette nummer er klassisk Kweli og er i øvrigt hjemsted for de her klassiske linjer:
“If lyrics sold, then truth be told/
I’d probably be just as rich and famous as Jay Z/
Truthfully I wanna rhyme like common sense/
Next best thing I do a record with Common Sense”
Common – (Kingdom) ft. Vince Staples
Vi tager lige endnu en med Common. Han er nemlig også snart aktuel med sit nye album “Nobody’s Smiling” der udkommer den 22. juli. Albummet er, ligesom Commons sidste, udelukkende produceret af Commons gamle partner in crime, No I.D. Den plade var intet mindre end fantastisk, så jeg har høje forventninger til det nye album.
Kommenter