Så er Vanguard Festival endnu engang slut og endnu engang var det en overvejende succes.
De forskellige kunstnere gik (næsten alle sammen) på til tiden, der var ingen aflysninger til lørdagens program, som det desværre var tilfældet dagen før og alle kunstnerne lod til at have en god dag/aften.

Vanguard skal også have ros for de interssant konstellationer i form af DJ Noize til at bakke R.A. the Rugged Man op, Lord Finesse & Large Pro var ligeledes en kombination der aldrig var set før, og så den afsluttende koncert med The Roots featuring en meget hyped Yasiin Bey, var en helt fantastisk overraskelse, selvom jeg ikke tror at Vanguard havde en finger med der.
En ting der dog ærgrede mig, var den manglende fokus på danske/skandinaviske navne. Kidd kunne uden problemer være erstattet med et meget mere passende navn i form af Suspekt, Hefty & Jøden, Pede B, Tudsegammelt eller svenske Timbuktu der alle er kendt for at levere virkelig gode liveshows, samtidig med at de passer rigtig fint ind i Vanguard-segmentet.

Man kan altid brokke sig over line-uppet til den her slags festivaler, men jeg er overordnet godt tilfreds, men jeg synes dog også, at det ville klæde festivalen primært at fokusere på hiphoppen, da jeg hørte flere udtale at fredagens program ikke havde været super interessant. Der var dog også klart flere mennesker til lørdagens program, så jeg tænker at det taler sit tydelige sprog.

I fremtiden ville jeg elske at se store kunstnere som Dilated Peoples, Jurassic 5, Cypress Hill, Nas og Common, samt mere fokus på undergrundsnavne, såsom Atmosphere, Brother Ali, Sage Francis eller Run the Jewels.

Men det er jo også ønsketænkning, og så længe Vanguard kører videre i den her stil, så har jeg tænkt mig at dukke op, for jeg synes virkelig at det er værd at støtte op om en hiphopfestival her i København

Så endnu engang skal der lyde et “Tillykke med festivalen – ses til hiphop i 2015” for Vanguard er bestemt kommet for at blive!

Som afslutning på årets Vanguard Festival, var det tid til at se det nok mest live hiphop-band i verden, nemlig The Legendary Roots Crew, anført af trommeslageren Questlove og rapperen Black Thought. 

Der var lagt op til et brag af en afslutning, men publikum fik lige pludselig meget mere end de havde regnet med, da Yasiin Bey pludselig dukkede op på den store scene. Han havde åbentbart ikke fået nok af at optræde, så han brugte således det meste af tiden på scenen under koncerten, hvor han rappede et par numre og ellers bare dansede og stod og rockede med.
Det var en unik oplevelse og en oplevelse som de færreste har haft fornøjelsen af at opleve. Det var netop den slags ting som jeg savnede ved sidste års festival. Der manglende simpelthen en interaktion, kunstnerne imellem, så det var en ren fornøjelse at se Yasiin på samme scene som The Roots.

Det fantastiske ved The Roots er at alle i bandet er hamrende dygtige musikere, lige fra guitaristen “Captain” Kirk Douglas til Tuba Gooding, Jr. der gav den gas på sousafonen. Deres sammenspil er virkelig imponerende og de formåede at lade hele koncerten fungere som ét langt nummer, uden en eneste pause. Virkelig imponerende og samtidig medvirkende til, at det aldrig blev en kedelig oplevelse. Når det er sagt, så var der dog passager der var mere interessante end andre, og der var visse jam-passager, der var lige i overkanten.

Jeg vil bestemt ikke kalde mig selv for en hardcore Roots fan, så jeg kendte langt fra alle numrene, men det gjorde heller ikke noget. Der skete altid noget og musikken var svingende som bare pokker.
Jeg fik dog fornøjelsen af klassikere som “Break You Off”, “Mellow My man”, “Thought @ Work” og naturligvis også deres første store gennembrudshit “You Got Me” der blev leveret så den sad lige i skabet.
Ligesom Yasiin Bey koncerten, blev der her plads til et par covernumre, og her fungerede det væsentligt bedre. The Roots var ikke for fine til at bevæge sig ud i en herlig version af Guns N Roses-klassikeren “Sweet Child og Mine” og vi fik også Kool and the Gangs “Jungle Boogie”.
Koncerten blev rundet af med deres største hit, i form af “The Seed 2.0” der blev serveret i en lidt mere chillet udgave end hvad man kender, hvilket fungerede rigtig godt. Bedst som man troede koncerten var slut, blev The Roots bare ved og ved. De gav alt hvad de havde i sig og det skinnede virkelig igennem, således at de sørgede for at lukke årets Vanguard Festival på den bedste måde man kunne forestille sig.

Efter festen på Sun Ra scenen, var det blevet tid tid at geare lidt ned, i fællesskab med Yasiin Bey aka. the artist formerly known as Mos Def.
Yasiin entrerede scenen med et bundt roser, hvorefter han begyndte at sprede rosenblade ud over scenegulvet. Kontrasten til Rugged Mans kaotiske show tidligere på dagen, kunne ikke have været større.
Yasiin blev kun bakket op af en dj, men mere behøvede han sådan set heller ikke. Igennem den time som koncerten varede, havde han en solid levering og hans evner som MC fejler bestemt ikke noget. Han havde god kontakt med publikum og man fornemmede at han var engageret i sin optræden. Yasiin brød dog flere gange ud i sang, hvilket han bestemt ikke var helt forfærdelig til. Det var bare noget andet end hvad man havde forventet fra den dygtige rapper.

Yasiins valg af numre, var dog ret ujævnt, men publikum fik blandt andet de fremragende “Auditorium” og “UMI Says”, samt numre som “I’m leaving” og “Traveling Man”. Personligt savnede jeg dog nogle numre fra de gamle Black Star dage og den smukke Kanye-producerede “Sunshine” fra The New Danger albummet. Men den største misere var, at hiphopklassikeren “Ms. Fat Booty” totalt blev forbigået. Det havde ellers været en smuk afslutning på koncerten, men den måtte publikum se langt efter. Der blev dog også plads til et par covernumre under koncerten, i form af Biggies “Juicy” og landeplagen “Niggas in Paris”. Biggies gav meget fin mening, idet måde Big og Yasiin er fra Brooklyn, men jeg forstod ikke helt hvad idéen var med den sidstnævnte. Yasiin ændrede dog vistnok teksten hist og her, men jeg fik desværre ikke fat i, om der var en dybere mening med det.

Der er ingen tvivl om at Mos Def er en virkelig dygtig rapper og en yderst sympatisk kunstner der bestemt har noget på hjerte. Det var bare en skam, at de gode intentioner og hans evner bare ikke rakte til at møde de forventninger der var til ham, som én af de absolutte topnavne på årets festival.

Der var ingen tvivl om at, for rigtig mange var den dynamiske duo Method Man & Redman, dagens højdepunkt. De to karismatiske rappere har en betragtelig fanskare rundt om i verden, og her er Danmark bestemt også med. Da The Coups koncert rundede af, var der allerede en betragtelig skare der havde samlet sig foran Vanguards store scene, så de var garanteret det optimale udsyn til den kommende koncert.
Da duoens faste dj, DJ Dice havde varmet publikum op med en håndfuld hiphopklassikere, kom de to rappere på scenen, hvilket resulterede i at publikum gik amok.

Har man oplevet Meth & Red før, så ved man nogenlunde hvad man får, Iikke at det på nogen måde gør oplevelsen ringere. De er nogle af de mest “live” rappere jeg har oplevet, og om de hopper rundt, pjatter med hinanden eller kaster vand ud over publikum, er det altid med smørede smil på læberne, og der er ingen tvivl om at de virkelig elsker at stå på scenen og jo mere energi publikum giver dem, jo mere energi og spas og løjer får publikum tilbage.
Som man kan forvente fra Meth & Red, så var de super tighte på mikrofonerne og alle rim lå lige som de skulle. De to MC’er komplimenterer hinanden super godt, men det er vel også hvad man kan forvente af to rappere der har optrådt så længe sammen, og som de to herrer har.

På den time som koncerten varede, kom de godt rundt i både fælles- og solonumre og det var en fornøjelse at høre ældre numre som Redmans “Time 4 Sum Aksion”, “Pick It Up” og “Let’s Get Dirty” og Method Mans “Bring the Pain”, “All I Need” og naturligvis kom klassikeren “Method Man” også, til publikums store begejstring.
Der blev dog også plads til en håndfuld af duoens fælles numre. Vi fik naturligvis både part 1 og 2 af “How High” samt den lidt kedelige “A-Yo” Fra Blackout 2 og koncerten blev rundet af med überbangeren “Da Rockwilder”.
Dog savnede jeg lidt flere, som for eksempel “Blackout”, “Checka”, “Y.O.U.” og “Fire Ina Hole”, der er en af mine favoritter fra det første Blackout-album.   

Der er ikke en rigtig “Wu-Tang” koncert, uden en O.D.B.R.I.P. tribute, så det blev der naturligvis også plads til. Publikum fik smidt deres W’er op i luften til tonerne af “Shimmy Shimmy Ya” og det er bare sådan det skal være.

Der er ingen tvivl om Meth & Red ved hvordan man holder en fest, og det fik Søndermarken også at mærke i år. Der er ganske få rappere der er ligeså karismatiske som de to herrer, og det er imponerende at se hvordan de får alle blandt publikum til at gå amok. Det er ikke for sjov, at de har så stor en fanskare, for de gør det virkelig godt!