Jeg må indrømme, at jeg altid har haft et lidt ambivalent forhold til Pede B som kunstner. Jeg har altid haft en dyb respekt for hans kæmpe talent, for hverken tekster, rim, flow eller levering kan man sætte en finger på. Han har lavet en god håndfuld numre, der er niveauer over hvad mange andre danske rappere kun tør drømme om at kunne levere, og han har rent faktisk lavet et af mine absolutte favoritnumre i dansk rap.

Jeg har dog haft det anderledes svært med hans albums, da jeg synes, de har været noget af en blandet fornøjelse. De har ofte været for lange, plaget af for meget fyld, og haft en del mindre interessante numre, der desværre trak det overordnede niveau en del ned.
Men er dette også tilfældet på dette 6. album fra den flinkeste rapper, der kan tæve dig? Lad os dykke ned i det og finde ud af det.

Hvad vil du? Hvad kan du? Hvad er du? 

Det nye album har fået titlen “Byggesten”, hvilket refererer til de erfaringer, man gør sig som menneske, og som i sidste ende udgør, hvem man er som person. Pede har selv udtalt, at dette er hans mest personlige album til dato, og man skal ikke høre ret meget af pladen, før man får det bekræftet. På pladen kommer vi nemlig forbi Pedes op- og nedture i de forgangne år, og der bliver bliver fortalt historier i både den lette, men bestemt også i den tunge ende af skalaen.
Størstedelen af pladen holder sig tematisk til emnet byggesten, men der er dog også blevet plads til et par afstikkere i løbet af det omkring 50 minutter lange album. Pede er en rapper med ernormt meget på hjerte, men heldigvis er albummet holdt i en fornuftig længde, hvilket gør, at man ikke når at kede sig undervejs. Alt det unødvendige, der fyldte for meget på de to “Over Askeskyen” plader er skåret væk, hvilket har givet en mere fokuseret plade med et imponerende højt bundniveau.

 

Tre mand og en ung pige

På den musikalske side er Pede B som sædvanlig i ganske godt selskab. Han har for fjerde gang, allieret sig med DJ Noize samtidig med den gamle partner in crime, Adam Sampler, også er hevet ind i producerstolen. Albummet er derfor eksklusivt produceret af de to, hvilket giver en god balance mellem de forskellige musikalske universer, som de hver især står for.
Det er desuden ikke længere et rent mandeprojekt, som Pede her har gang i. Ud over de tre herrer, så fylder den blot 17-årige sangerinde, Emilie Moldow, en hel del på pladen. Hun er med til at give hele albummet et drys finhed og femininitet. Det kommer blandt andet til udtryk i omkvæd og små sangdele, der står i god kontrast til resten af pladen. Det fungerer upåklageligt, uden at det på noget tidspunkt fremstår poppet eller fortænkt.
Stort set alle produktionerne er af virkelig højt niveau, og her fortjener blandt andet “Hey Pede” at blive fremhævet. Det er en lækker produktion med sprøde trommer og handclaps, der giver en funky vibe tilsat masser af små musikalske elementer, der er med til at skabe en helhed, der fungerer vildt godt. DJ Noize har endda også sluppet sampleren og pladespillerne for en kort bemærkning, og han gør det overraskende godt på introen, hvor der bliver sunget og ikke scratchet, som han ellers er vant til.
Altså sørger de to erfarne herrer – DJ Noize og Adam Sampler – for en omgang virkelig helstøbte produktioner, der skaber en tydelig rød tråd igennem hele albummet og derved er med at skabe de perfekte rammer for Pedes fortællinger.

 

Noget på hjerte

Netop historiefortællingerne fylder meget i Pede Bs univers og det er bestemt også tilfældet på “Byggesten”. Det lader til, at han har en uudtømmelig kilde af interessante historier at fortælle, der aldrig kommer til at fremstå hverken påtagede eller ligegyldige.
Det er netop dét, der er med til at adskille Pede B fra mange andre rappere derude. Han har rent faktisk har noget på hjerte og det er interessante holdninger, erfaringer og oplevelser fra en mand, der har oplevet lidt af hvert. Fra de helt store opture som de tre sejre i MC’s Fight Night og den nyerhvervede rolle som far, til de tragiske episoder, som vennen der OD’er og sine egne psykiske problemer.
Pede B formår at tage alle disse erfaringer og koge dem sammen til virkelig stærk og autentisk musik, der fanger lytteren og ikke giver slip før pladen er slut.
Når det er sagt, må man naturligvis ikke glemme, at man ikke kan sætte en finger på hverken rimene, der som altid er gennemarbejdede, eller flowet, der på denne udgivelser virker mere varieret og legesygt, hvilket er en sand fornøjelse at høre på.

 

Usikkerhed og kunstpauser

Der er virkelig mange stærke numre på dette album: Det svingende og humoristiske anti-danse-anthem “Danser Ikk”, åbningsnummeret “Jeg Sværger”, der er et løfte om ikke at gå imod sine principper og være tro mod sig selv og den evigt aktuelle “Tilbage Til Start”, der handler om Pedes italienske onkels udfordringer med fordomme i lille Danmark.
De helt store højdepunkter skal dog findes på de stærkt personlige numre, der præger albummet. Numre som “Byggesten” og “Ens Død” viser, hvorfor Pede B er en af de dygtigste historiefortællere, vi har her i landet. “Ens Død” trækker i øvrigt en rigtig fin linje tilbage til nummeret “Efter i Morgen” fra “Over Askeskyen 2”, hvor Pede B kort nævner, at hans fætter venter på at få en ny nyre. På det nye nummer bliver der fulgt op og fortalt uddybende om netop denne historie. Dette er blot én af mange referencer til det efterhånden ret omfattende bagkatalog. Er man en af de mange hardcore Pede B fans derude, så er der altså masser af detaljer at fange.
Som nævnt tidligere er der også blevet plads til et par tematiske afbræk på pladen. Her er jeg nødt til at fremhæve nummeret “Kunstpause”, der uden tvivl er en af mine absolutte favoritter på pladen. Nummeret er svøbt ind i sindsygt lækkert lydtæppe, der produktionsmæssigt minder meget om Benals tunge, dystre og elektroniske univers. Det er da også gæstet af netop Benals alt-mulig-mand, LuXx på et mega dope omkvæd. Man får derfor meget nemt associationer til Benals univers, hvilket bestemt ikke gør noget. Det er et fuldstændigt bims nummer og fungerer vildt godt som et afbræk fra resten af pladen.
Albummet bliver dog rundet af i den yderst personlige ende, i form af den hudløst ærlige “Del Af Mig”. Pede B er ikke den første rapper, der reflekterer over det at blive far, men hans vinkel på nummeret er virkelig interessant og fornemmelsen af tvivl og usikkerhed skinner igennem, når Pede blotter sig og viser sig fra sin mest sårbare side.
Samtidig fungerer nummeret også som en meget fin afslutning på pladen, da det viser, at de byggesten du selv er gjort af, vil være med til at påvirke de børn, du selv sætter i verden og derved er med til at udforme deres byggesten.
En smuk og meget vigtig pointe at lukke og slukke med.

 

Byggesten skaber højt niveau

Jeg har sagt det mange gang før, men Pede B bliver bedre og bedre for hver udgivelse, han smider på gaden. Man må endnu engang tage hatten af for, hvordan han formår at være så produktiv samtidig med, at han har et så højt et bundniveau. Derudover har Pede B noget på hjerte, der rammer begge ender af det emotionelle spektre.
Derfor kan jeg uden tøven sige, at “Byggesten” klart er Pede B’s bedste album til dato.

 

5