Sidst vi for alvor hørte noget til Kasper Spez, var i 2009 hvor debutalbummet “Fantasten” udkom. Siden da er det ikke meget vi har hørt fra langelænderen. Kun et par enkelte selvstændige numre og et par features hist og her er det blevet til. Jeg tror ikke, at jeg var den eneste, der var begyndt at tvivle på om, jeg nogensinde ville stå med et nyt album fra Kasper Spez i hånden igen. Men nu, seks år efter “Fantasten” og snart 10 år (!) siden “Love Junkie”, er Spez endelig klar med sit andet album, der har fået titlen “Logi”.

Siden sidste udgivelse er Kasper, ligesom så mange andre danske rappere, blevet far. Men modsat en rapper som Jooks, er hovedfokus i teksterne ikke lagt på livet som familiefar. Det er derimod stadig de små og store historier om alt fra angst til kærlighed, der fylder i Kaspers univers. Hvor tematikken på “Fantasten” primært kredsede om bruddet med kæresten og den dertilhørende dominoeffekt af en nedtur der fulgte med, er ansigtet denne gang vendt væk fra afgrunden og kigger nu ind imod byen og alle dens eksistenser. Heldigvis viser det sig da også, at Kasper Spez sagtens kan have et “almindeligt” liv med kæreste og barn og samtidig finde inspiration til at skive ny musik.

 

Kender man til Kasper Spez’ tekstunivers, så ved man, hvad man kan forvente: Her er ingen P3-venlige singler eller leflen for den laveste fællesnævner. Albummet kræver fordybelse, lytterens fulde opmærksomhed og det tager nogle gennemlytninger, før pladen ligeså stille begynder at krybe ind under huden på lytteren. Men når numrene så begynder at gøre det, så vokser albummet støt, og som lytter opdager man hele tiden flere nye facetter af det fængende billedsprog og de stemningsfulde produktioner.

 

De fleste har nok allerede hørt andensinglen “Typer”, hvor der bliver der samplet heftigt fra Trilles nummer “Der hvor lyset findes” fra 1975. Kasper har udtalt, at det krævede mere end en enkelt øl til at få mod til at sende folkesangerinden en mail for at spørge, om han måtte bruge nummeret. Det måtte han heldigvis godt, og det er der kommet et af albummets bedste numre ud af. Nummeret er en smuk blanding af samples, Es’ små genistreger og så lige krydret med en omgang saxofon til at binde det hele sammen.
Et hurtigt blik henover tracklisten viser desuden, at der er en gammel kending af finde på albummet, i form af nummeret “Angst” fra Rødder-projektet. Men hvis man tror, at man får serveret den samme “gamle” version, der er at finde på Rødder, så bliver man positivt overrasket. Jeg var personligt ikke så meget for originalversionen. Teksten var skarp, men produktionen fremstod flad og gjorde ikke meget væsen af sig. Det skal jeg dog love for, at der er blevet gjort noget ved på den nye version. Beatet har fået en gelvaldig overhaling og fremstår nu som et bombastisk monster af blæsere, kontrabas og piano. Små detaljer i lydbilledet gør nu, at beatet matcher lyrikken ypperligt. Ligeledes er Kaspers levering blevet endnu skarpere og fremstår nu mere intens.

 

Størstedelen af numrene på albummet er af skræmmende høj klasse og det eneste nummer, der for mit vedkommende falder lidt igennem, er “Sidste Nadver”, der ikke rigtig siger mig noget. En mindre detalje der i øvrigt er værd at bide mærke i er, at der flere gange i løbet af pladens 12 skæringer bliver refereret til gamle kendinge og linjer, hvilket selvsagt efterlod mig med et stort smil på læben.
Man kan ikke nævne Kasper Spez uden også at næve hans faste producer Es, der på denne plade igen er manden bag knapperne. Dog har Spez selv lavet skitserne til de fleste af numrene på pladen. Es har efterfølgende taget over og finpudset dem, som kun han kan. Endnu en gang viser Es, hvorfor han er en af danmarks bedste producere – ikke beatmaker, men producer. Albummet har en tydelig rød tråd gennem dets produktion. Selvom de fleste numre har været igennem Es’ store maskine, synes jeg dog, at man kan fornemme, at numrene er blevet født i et skur i Spez’ kolonihave, da de til tider har et nærmest klaustrofobisk udtryk over sig.

 

Albummets største musikalske styrke er dog, at Spez og Es har fået ingen ringere end Peder (kendt fra bl.a. Gramsespektrum, Pelding og Xtranaan) til at producere to numre på albummet. Da jeg hørte, at Peder skulle ind over pladen, tænkte jeg, at det var det perfekte match. Har man hørt Peders soloalbums, så ved man, at han om nogen, er manden, der kan matche Spez’ melankoli og tungsind. Man hører tydeligt Peders filmiske tilgang til sine produktioner på de to numre, han har lavet til Logi. Åbningsnummeret “Drivtømmer” er helt eminent, og det er lang tid siden, at jeg har hørt et nummer folde sig så flot ud, som det er tilfældet her: Minimalistisk i første vers, derefter bliver der tilsat filmdialog og blæsere til omkvædet, og ved starten af andet vers går alting op i en højere enhed. Albummet bliver rundet af med “Falder”, der med sit yderst smukke og ekstremt dystre kor, giver gåsehud og er en helt perfekt afslutning på pladen.

 

Kasper Spez er en ener i dansk rap. Hans tilgang til genren og hans måde at benytte billedsprog på, placerer ham milevidt fra alle andre på scenen, hvilket jeg tror passer ham fortrinligt. Konventioner er til for at blive brudt, og med denne plade tager han endnu et skridt væk fra det, nogle ville kalde for “traditionel rapmusik”. Der hersker dog ingen tvivl om at genren stadig er rap, men hjertet banker mindst ligeså meget for folkemusik og blues.
Teksterne bliver leveret med en indlevelse og, til tider, en ængstelighed der opsluger lytteren fuldstændig i historierne samtidig med, at det levende billedsprog er i en klasse for sig:“Du danser lykkeligt rundt i den skygge jeg er blevet af mig selv”, “Der er minestrygere i orkestergraven” eller “Fra faderfigurer til sjælekirurger pinballer hun gennem afløbet tur retur”. Der er altså rigeligt af sproglige genistreger, der får lytteren til at spidse øre for at få det hele med.

 

Kasper Spez har lavet en plade, der ved første ørekast kan virke en kende utilgængelig. Den er uden tvivl ikke for alle, og den får nok ikke meget rotation på P3. Men de er nok også okay. Jeg synes at det er ubeskriveligt vigtigt, at der findes kunstnere, der går deres helt egne veje, og som er med til at gøre rap til så meget mere end dét, mainstream-lytterne, tror, at rapmusik er.
Jeg vil anbefale, at man sætter sig i vinduescarmen med et par solide hovedtelefoner på og skænker sig et velvoksent glas rødvin, mens man dykker ned i Kaspers univers.
Der er ingen tvivl om, at Kasper Spez endnu engang har lavet et unikt og yderst stemningsfuldt album, der mere end indfrier de høje forventninger som “Fantasten” efterlod lytterne med. Jeg håber bare ikke, at der går seks år, før vi hører fra ham igen. Men hvis der gør, så vil Logi” være en udmærket måde at fordrive tiden på.

 

5