Dagen i dag er en helt speciel dag for en gammel hiphopper som mig.

I dag udkommer den plade der gjorde at jeg faldt pladask for dansk rap, tilbage i 1999, endelig på vinyl. Det er et album der betyder ualmindeligt meget for mig, så derfor var det en fantastisk nyhed, da jeg fik af vide at en vinylversion endelig var på vej.

Der er naturligvis tale om Rent Mel i Posens debutalbum “Langt om Længe”.

Dengang blev jeg totalt overvældet over hvad man kunne med det danske sprog, historierne, de krøllede metaforer og ikke mindst de super funky produktioner. Det var virkelig alt hvad jeg kunne ønske fra et rapalbum. Siden da har jeg ikke kunnet slippe pladen, og når jeg har brug for en solid omgang dansk rap, er det som regel den plade der ryger på.

I dag – 16 år senere, står pladen stadigvæk som et urørligt mesterværk og et perfekt billede på den danske rapscene i sluthalvfemserne.

Jeg glæder mig ustyrligt til, langt om længe, at kunne smide denne plade på min pladespiller!

Pladens udgivelse skal naturligvis fejres på behørig vis. Derfor har de gode folk fra Run For Cover, der står bag optrykket af vinylen, inviteret til instore signing session i eftermiddag kl.16.00, hvor Tegnedrengen aka T, MC Jo aka Jooks og Jern Henrik aka Hennesey kigger forbi og fortæller røverhistorier og skriver på dine vinyler.

Skulle du ikke have mulighed for at kigge forbi, kan pladen bestilles lige her, hvor der også er mulighed for at få nallerne i Tegnedrengens EP-klassiker “Løg til dine kindposer”, der også udkommer i dag.

Artikel fra Gaffa nr. 10 – 1999