I dag er der premiere på første udspil fra Pede Bs kommende album “Gin & Cocio” der rammer gaden den 18. marts.

Det interessante ved dette album, er at det fungerer som én sammenhængende historie. På nummeret “Jeg Vil Glemme” kommer vi ind, næsten i begyndelsen af handlingen, hvor vores hovedperson William gør sig klar til at starte weekenden. Som titlen antyder, er der nok ikke meget tvivl om hvordan det skal foregå.
Nummeret fungerer samtidig som en katalysator for den videre historie, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her.

Man kunne godt tro, at det ville ville fungere med at tage et enkelt nummer ud af en samlet historie, men “Jeg Vil Glemme” fungerer faktisk rigtig godt som singleudspil. Nummeret ligger nemlig tilpas tidligt på den endelige plade, hvilket gør at man sagtens kan høre det, uden hverken at misse noget fra historien, eller at blive forvirret over hvad der er sket op til.
Det hjælper naturligvis også, at nummeret har et super fængende omkvæd, et veproduceret beat af DJ Noize, LuxXx & Adam Sampler, samt en tekst som den fleste hverdagstrætte ungersvende og svendinder kan relatere til.

Den tilhørende video består af sammenklip fra sidste års store Byggesten tour og giver et godt indblik i tourlivet for Pede B, DJ Noize, LuxXx, Adam Sampler, Emilie Moldow og resten af holdet.

Se videoen herunder.