Det kan nok ikke komme som den store overraskelse, at det allerede er blevet tid til et nyt album fra klassens flittigste dreng aka. Pede B.
Albummet har fået titlen “Gin & Cocio”, og det er kommet til verden på en lidt utraditionel måde, idet alle teksterne er skrevet over en intens periode på tre måneder, hvor Pede B har siddet alene og skrevet alle numrene.
Da teksterne var færdige, præsenterede han hele baduljen for sine efterhånden faste samarbejdspartnere: DJ Noize, Adam Sampler og LuxXx, og baseret på teksterne skabte de tre herrer det musikalske univers, der understøtter teksterne.

Grunden til at albummet er kommet til på denne måde, skyldes at den nye Pede-plade, for en gangs skyld ikke handler om Pede. Der er derimod tale om én lang fiktiv sammenhængende historie om fyren William.
Det er dog ikke første gang i dansk raps historie, at et konceptalbum som dette udkommer. Allerede i 1995 udgav Østkyst Hustlers debuten “Verdens Længste Rap”, der blev rost for sin historie og originale koncept. ”Gin & Cocio” er dog opbygget på en helt anden måde.
Hvor “Verdens Længste Rap” var skåret over det samme beat i knap 80 minutter, har hvert nummer på ”Gin & Cocio” sit eget beat og en håndfuld af numrene kan sagtens stå alene, uden at man misser nogen elementer af historien.
Hvis man køber vinylversionen, får man i øvrigt alle teksterne trykt som et filmmanuskript. En god idé, der gør at projektet fremstår mere helstøbt. Det samme kan man sige om coveret, der er skabt af illustratoren Flemming Schmidt. Det er et af de bedste danske covers længe, og det understøtter via dets blaxploitation-stil, 100% det filmiske udtryk på pladen.

 

På weekend med William

Historien følger som sagt vores unge ven William. Første gang vi møder ham, er en fredag eftermiddag lidt i fyraften, hvor han sidder på sit skodjob som telemarktingsslave. Efter en ganske kikset og ret morsom afslutning på dagen, får han et opkald fra sin gode ven Jimmy, (spillet af LuxXx, der med sin brovtende levering formår at gøre Jimmy til en yderst troværdig karakter) der inviterer ham op i deres fælles studie, for at sætte fut i weekenden, med hvad det ellers indebærer af høj rapmusik, tung røg og unge norske jenter.
Aftenen og de to første numre fungerer som katalysator for den historie, der udspiller sig over resten af weekenden og de 13 tracks som pladen indeholder.
Selvom numrene fungerer som én sammenhængende historie, har Pede og resten af holdet sørget for, at en håndfuld af numrene sagtens kan fungere på egen hånd.
Der er derfor både blevet plads til druksange, en bootycall-sang og sangen til tømmermændene dagene derpå, samt meget andet.

 

Op- og nedture 

Pede B er kendt for at være kompromissløs på mikrofonen, og han er ikke typen der står til falds for et nemt crossover-hit. De hardcore fans vil dog nok blive overraskede over, at dele af pladen har den mest “poppede” lyd man indtil videre har hørt fra Pede. Tag bare at lyt til numre som ”Sengetid” og ”Brunchmusik” der begge har Mr. Mo fra Kaliber på omkvæd.
Det er dog ikke en skidt ting, og jeg synes faktisk at det er gjort på en måde, der ikke tager noget fra hverken Pede eller producerne. Det passer i hvert fald godt til stemingen på pladen.
Rent produktionsmæssigt er der lidt for enhver smag. Som nævnt tidligere er nogle af numrene lidt til den poppede side, men ellers er det tunge og til tider dystre produktioner der præger albummet.
Overordnet er produktionerne ganske stemningsfulde. Især på “Tung Regn På Ruden” der har et lækkert piano-baseret beat med tilhørende silende regn i baggrunden, der er med til at forstærke det filmiske udtryk. Desværre er teksten lidt uinteressant og gør ikke meget andet end at skubbe historien videre til næste scene.
Det efterfølgende nummer “Dårlig Idé”, har et af albummets bedste beats, der med sin skæve og svingende gang, gør det svært at holde nakken i ro.
Vi får desuden et af albummets højdepunkter på titelnummeret, der nok skal blive en druk- og livefavorit rundt omkring i landet.
En mindre ting der ærgrer mig lidt, er hvordan Pede benytter sit flow og stemmeføring på ”Hvem Ved”, hvor William vågner med gigantiske tømmermænd. Her kører Pede et friskt, nærmest dobbelttempo flow, hvilket ikke just passer til hvordan man har det efter en heftig bytur.
Der kunne man måske have lyttet til L.O.C., som formåede at indfange tømmermændsstemningen perfekt på “Firser Nitter“.
Det er som sagt en mindre ting, og leveringen er meget skarpere på “Modet Fra Mig”, hvor man virkelig fornemmer Williams desperation.
Som historien folder sig ud, viser den sig desværre at være mindre interessant og da weekenden og albummet slutter, sad jeg tilbage med en flad fornemmelse over at potentialet ikke helt levede op til det endelige resultat.
Der er dog også et par små genistreger på albummet. På ”Jeg Vil Glemme Part 2” twister Pede omkvædet fra part 1, så det passer til historien. Det er en rigtig fin måde at vise karakterudvikling og en god måde at reflektere over hvad der tidligere er sket.

Samtidig er det en fin detalje at albumtitlen dækker over mere end en dårlig drink, og rent faktisk giver mening når man når til historiens afslutning.

 

Når virkeligheden overgår fantasien

Når man laver et historiebåret konceptalbum, er det naturligvis vigtigt at historien er fængende, men det synes jeg desværre ikke helt er tilfældet her, og jeg blev aldrig rigtig grebet af historien om Williams weekend.
Derfor bliver Gin & Cocio med al sandsynlighed ikke et album som jeg kommer til at høre fra start til slut igen. Der er ingen tvivl om at Pede har et højt bundniveau og at numrene på denne plade for det meste er udmærkede. Der er også et par få rigtig gode numre på pladen, der uden tvivl vil blive føjet til min “Best of Pede” playliste. Men størstedelen af numrene gør ikke det store væsen af sig, og formår ikke at hæve sig til det niveau som Pede leverer når hans pen er skarpest.
Min største anke ved albummet er at Pede et utal af gange har bevist at han er en af de bedste historiefortællere i dansk rap, men det er som om at gassen går lidt af ballonen, når en fiktiv historie skal strækkes over 13 numre. Jeg vil derfor hellere dykke ned i de tidligere numre der omhandler Pedes eget liv, der er langt mere interessante end hvad man finder på dette album.
Jeg kan dog 100% forstå at Pede B, nu er otte album dyb i sin karriere, har lyst til at udfordre sine evner og afprøve nye koncepter. Der er desværre et godt stykke op til sidste års fænomenale “Byggesten.”