I dag udkommer anden single fra Lars Efx-projektet “Clockwork“.
Nummeret hedder “Tal Ud” og gæstes af to af landets aller skarpeste rappere: Mund de Carlo og Pede B.
Præmissen for alle numrene på Clockwork er, at ingen af de 12 medvirkende rappere vidste hvad de andre rappere ville skrive, og til hvilke numre. Derfor var hverken Mund de Carlo eller Pede B klar over at de skulle medvirke på det samme nummer, før indspilningsdagen. Fælles for dem, var at de begge var faldet for beatet, og noget tyder på at begge rappere fornemmede den samme stemning i produktionen. Så på trods af to forskellige indgangsvinkler, er det lykkedes at skabe et nummer hvor der bliver reflekteret over behovet for at komme af med den baggage, som vi alle bærer rundt på.

Det er ikke kun de to rappere der medvirker på albummet. Lars Efx har også fået et par hjælpende hænder af duoen Rest In Beats, der efter indspilningen af rappernes vokaler, har stået for scratch og det rammende omkvæd.

“Tal Ud” er uden tvivl et af de stærkeste numre på albummet, og et eksempel på at der også er blevet plads til andet end i-dit-fjæs rap.
Nummeret kan findes på de digitale tjenester lige her og videoen kan ses nedenunder.