blueprintheader
Den 11. September 2001. En dato som de færreste af os nok vil glemme. Det var naturligvis datoen, hvor et terrorangreb ramte World Trade Center i New York. Der er dog en anden, langt mere positiv grund til at denne dag er speciel. Samme dag udgav Jay Z sit sjette studiealbum, hovedværket ”The Blueprint” der, på trods af tragedien, endte med at sælge mere end 420.000 eksemplarer i sin første uge. Albummet blev rost af anmeldere og fans verden over, og er i dag anerkendt som en af de vigtigste hiphopudgivelser på denne side af årtusindeskiftet.

Inden vi dykker ned i hvad der gør dette album, så fantastisk, er det på sin plads lige at få etableret hvordan den amerikanske hiphopscene så ud i starten af det nye årtusinde.
I 1990’erne var det den beskidte og rå lyd der dominerede hiphop, men i 00’erne blev der mere fokus på materialisme og den såkaldte bling-kultur opstod. Desuden boblede de med kreativitet i syden, og begreber som crunk og dirty south var på tærsklen til at få sit gennembrud.

Hiphop var efterhånden ved at blive så populær, at den var ved at skubbe pop og rock af pinden som populærmusikkens go-to-genre når det kommer til radiohits.
Som en naturlig udvikling var der derfor ekstrem stor fokus på singler. Lyden blev mere poppet og strømlinet og rykkede fra gaderne ind på klubberne.
Jay Z havde haft rigeligt med hits siden debuten ”Reasonable Doubt” i 1996, men kvaliteten af hans albums havde været langt fra standarden på debuten. Hans fans så frem til singlerne og ikke til albums. Efter Jays foregående og meget succesfulde album ”The Dynasty: Roc La Familia” fra 2000, der mest af alt fungerede som et album der skulle promovere rapperne der var signet på Jays selskab, var der behov for at gå i en helt anden retning, og den retning blev ”The Blueprint”.
Albummet er efter sigende skrevet på kun to dage og indspillet på to uger, men det er ikke noget man mærke når man lytter til det. Det fremstår fokuseret, sammenhængende og ikke mindst personligt og ærligt, hvilket ligger i titlen på albummet. Om den fortæller Jay:

”Now, there’s no such thing as a blueprint for people, but if there were, it’d be this album. I want this album to be an honest snapshot of who I am from the inside out, which is a man who loves having nicknames and hates Nas.”

Men hvad er det der gør dette album til et mesterværk og min personlige favorit når det kommer til hiphopalbums?
Hvor mange albums kan man ærligt sige, at man hører fra start til slut, uden at skippe et nummer, eller komme til at kede sig. Det er formentlig ikke mange.
Men det kan man på ”The Blueprint”. I perioden omkring ”The Blueprint” udkom var alle albums pakket med indhold og cd’ens 80 minutter gerne skulle helt fyldes helt ud, med ligegyldige fyldnumre, skits, interludes, introer, outroer, telefonsvarerbeskeder og meget mere.
På ”The Blueprint” er der skåret helt ind til benet. Albummet varer lidt over en time og er fordelt på 13 numre plus to hemmelige numre. Ingen introer eller skits, og ingen uinteressante fyldnumre, som Jay Z især har været kendt for.
Pladen indeholder derimod alt hvad der gør en god hiphopplade:

En sammenhængende og genredefinerende lyd

I dag er det nok de fleste der har hørt om Kanye West. Men det var der ikke mange der havde tilbage i 2001. Man kan roligt sige at Chicago-produceren fik sit helt store gennembrud som producer, med førstesinglen ”Izzo (H.O.V.A.)”. Han stod for fem af de 15 skæringer på pladen, og med de numre fik Kanye defineret sig selv som kongen af den såkaldte ”Chipmunk soul”, der bestod af oppitchede soul samples. Derved var han med til at definere en hel lyd for hiphop i starten af 00’erne.
Det var ikke kun Kanye West der var en stor del af pladen. Just Blaze stod for fire produktioner, der blandt andet rummer albummets ubestridte banger ”U Don’t Know” og i den helt anden ende af spektret finder man den melankolske ”Song Cry”. Ligesom Kanye, var dette album med til at sætte Just Blaze på hiphopppens trone når det kommer til producere.
Sidst og ikke mindst skal Bink også fremhæves. Han bliver ofte glemt, da Kanye og Just Blaze efterfølgende blev superstjerner, men Binks tre produktioner: ”The Ruler’s Back”, ”All I Need” og ”Blueprint (Momma Loves Me)” alle er fantastiske numre der er med til at skabe sammenhæng på pladen.
Der går desuden historier om at der var voldsom intern konkurrence mellem de tre hovedproducere, hvilket fik dem til at yde deres allerbedste.
Udover de tre hovedproducere, stod Trackmasters, Timbaland og Eminem hver især for et nummer hver.

(Næsten) ingen gæster

I 00’erne var ethvert hiphopalbum med respekt for sig selv, proppet med gæstevers. Jay Z var i høj grad en benyttede sig af dette på sine foregående albums. Men på ”The Blueprint” var der næsten ingen gæsteoptrædener, bortset fra én. I 2001 var Eminem uden tvivl en af de mest anerkendte rappere, og skal man nøjes med én gæst på sit album, så er Eminem et oplagt valg. På ”Renegade” leverer Eminem et af sine allerbedste vers, og mange mener at han tager Jay Z ud på nummeret. Det faktum at Jay Z har stort set hele pladen for sig selv, gør at han kan udfolde sin lyriske kunnen, hvilket bringer mig til:

Lyrik

Der er ingen tvivl om at Jay Z en af de allerbedste rappere på den amerikanske østyst. Man kan naturligvis diskutere om åbningsnummeret ”The Ruler’s Back” er en hyldest eller lidt for kraftigt inspireret af Slick Rick og om han låner lidt for mange linjer fra sin gamle ven Biggie.
Når det er sagt, så viser rapperen sig fra sine stærkeste sider på albummet: Vi møder blandt andet charmøren, blærerøven, gangsteren, den tekniske MC og den sårbare mand.
På ”Takeover”, det legendariske diss til Nas og Mobb hører vi noget af det mest hårdslående rap fra Jay Z længe. Der bliver ikke sparet på detaljer og man mærker virkelig hadet til de andre rappere på nummeret.
I den helt anden ende af spektret er der så balladen ”Song Cry”, der uden tvivl er højdepunktet på pladen. Her viser Jay Z sin sårbare side over en smuk Just Blaze produktion. Historien går på at det er tre forliste forhold, som Jay har samlet i et hjerteskærende nummer.
Vi møder også den klassiske blærerøv som vi kender så godt, på bangeren ”U Don’t Know” samt ”All I Need”. Den eftertænksomme rapper står stærkt på ”Heart of the City (Ain’t No Love) og ”Never Change”.
Albummet viser også en humoristisk side kombineret med dametække på ”Girls, Girls, Girls” og ”Girls, Girls, Girls (Remix)”.
Vil man have en mere teknisk tilgang til rap, skal man bare tage et lyt til bonusnummeret ”Lyrical Exercise (Breathe Easy)” eller den førnævnte ”Renegade” med både Eminem og Jay Z i absolut topform.

Bøf

Jay Z’s legendariske beef med Nas og hvordan man skærer et disstrack er perfekt eksekveret på ”The Takeover”. Der er blevet sagt og skrevet så uendeligt meget om denne her beef, så vil man læse meget mere om den, så kan jeg anbefale Spol Ops detaljerede gennemgang lige her.

Et mesterværk

Alt går altså op i en højere enhed på dette album. Både sonisk og lyrisk. Pladen formår at fremhæve Jays bedste egenskab: hans evne til at kombinere det autentiske med det kommercielle. Jay Z satte med denne plade en tyk steg under det faktum, at han var kongen af New York og albummet vil altid stå som et stærkt billede på hvordan Jay formåede at tage hiphop i sin helt egen retning.
Alle disse elementer gør at ”The Blueprint” i dag står som Jay Z’s hovedværk og i den fortjener i den grad at blive fejret på dagen. Så hvad enten du kender albummet ud og ind, eller aldrig har dykket ned i det, så er i dag den perfekte dag til det.