Marwan_Partisaner_header

I år kan Marwan fejre 10-års jubilæet for debuten “P.E.R.K.E.R.”, der skulle vise sig at være et album, der satte den dengang 26-årige dansk-palæstinensiske rapper på danmarkskortet. Albummet blev godt modtaget, og rapperen blev især hyldet for sit brutalt ærlige billede af livet som indvandrer i Aarhus V. Her var en rapper, hvor troværdigheden var i højsædet, og når Marwan proklamerede, at han “sælger det hvide”, så troede man på ham. Siden debuten har Marwan udvidet sit tekstunivers, fået et bredere perspektiv, og blevet et væsentligt dygtigere rapper.

I 2014 kom tredje album “Marwan”, der viste nye sider af rapperen. Albummet var en af mine favoritter fra det år og uden tivl Marwans bedste album indtil da. Nu er Marwan endelig klar med opfølgeren, der har fået titlen “Partisaner”. Har Marwan overgået sig selv? – lad os hoppe ned i albummet og finde ud af det.


Tag din partisaner på

Partisanertørklædet bliver svunget rundt om halsen og Marwan indtager mikrofonen. Titelnummeret “Partisaner” brager op, og åbner albummet på bombastisk vis. Her lægger Marwan ud med at stille en håndfuld modstridende beskrivelser op: Den gode skurk, den intelligente analfabet, at være skyldig på fri fod. Tingene er ikke altid som de ser ud, og kan være mere komplicerede end som så.

Det første man bider mærke i, er hvordan man bliver grebet af Marwans levering. Der er simpelthen så meget attitude, og man kan mærke, at hver eneste linje bliver leveret med selvsikkerhed og passion. Man kan heller ikke undgå at høre, hvordan den tonstunge produktion komplementerer Marwan til fulde. Blandt andet med et velplaceret sample fra Afrika Bambaataa og en sound, der skriger klassisk westcoast-rap.

Et tidligt højdepunkt på albummet er “Teenager”, der bliver gæstet af den gamle Pimp-A-Lot homie Cha-D. På nummeret dykker Marwan ned i sin kriminelle fortid og fortæller desuden om, hvordan ungdommen har udviklet sig. Han opfordrer til et stærkere sammenhold blandt de unge, og om hvad afhængighed kan gøre ved en. Et rigtig lækkert nummer, der står endnu stærkere takket været Cha-Ds formidable hook.

Herefter følger hvad der skal vise sig at være albummets absolutte højdepunkt. Førstesinglen “Århus V Veteran” åbner med sirener og nyhedsspeak om tilstanden i bydelen. Med skærende westcoast-synths og årets tungeste trommer, brager tracket igennem højtalerne. Tracket har ikke fået sin titel uden grund, da endnu en Aarhus V veteran, i form af L.O.C., gæster nummeret. Desværre ikke med et vers, men kun på omkvæd. Jeg gad ellers virkelig godt høre ham spytte over det beat. Det her er klassisk rap, mesterligt produceret og emmer af overlegenhed fra de to gamle homies. Nummeret viser en  af Marwans største forcer. Han holder fast i den mere traditionelle hiphoplyd, og lader sig ikke forfalde til en P3-venlig lyd eller tidens generelle trends. Måske er det derfor, at han har anlagt sig cornrows, der heller ikke ligefrem falder i den moderne kategori. Marwan er nemlig sig selv, og han siger det selv ret godt: “Fake guld giver udslet.”

Herefter tager albummet dog et voldsomt dyk, i form af nummeret “Guldkakao”, der mest af alt lyder som Johnsons “Ryge og Knep” bare uden Johnsons glimt i øjet. Heldigvis er dette nummer det eneste, der virkelig falder igennem, og albummet kommer heldigvis hurtigt på rette spor igen med det efterfølgende “Lille Perker”.

 Marwan er Danmarks originale gangsterrapper og den titel har han tænkt sig at beholde. Det er tydeligt på et nummer som “Blackberry” – en tung sag, der handler om at lave penge, eller masari, som det hedder i Marwan tilfælde. Det her er Marwan, når han er allermest på og stadig uden om systemet, som vi kender ham bedst.

 

Et Es i ærmet

Den førnævnte klassiske westcoast-lyd er et gennemgående tema på pladen, og man fornemmer den røde tråd i produktionerne. Det skyldes især, at albummets 10 skæringer alle er produceret af Es, som mange nok kender som producer for blandt andet L.O.C. og Kasper Spez. Es er uden tvivl en af de mest talentfulde producere i landet. Det er han blandt andet fordi, han mestrer et bredt spektrum af produktionsstilarter, og på “Partisaner” er det den tunge westcoast-lyd, som han formår at gøre til sin egen, selvom inspirationen fra LA er genkendelig.

Lyt bare til førnævnte “Århus V Veteran”. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har hørt et danskproduceret beat, der banger ligeså meget som det. Det kan helt sikkert få nakker til at nikke fra Aarhus til Oakland.

Hvis det forgående album “Marwan” var lyden af en sommerdag på den amerikanske vestkyst, så foregår “Partisaner” i den kulsorte nat. Det er en dyster, rå og tung plade, der på mange måder – både lyrisk og musikalsk – minder om debuten.

 

Systemkritik og hustlerstil

På albummet møder vi en blanding af hustleren og den politiske rapper. To sider af Marwan, der er med til at udgøre ham som kunstner. Den sidste del kommer stærkest til udtryk på sidste del af pladen. Blandt andet på “Gestapo” og “Vælt Regeringen” hvor sidstnævnte får besøg af Orgi-E og Wafande. Nummeret åbner med den meget omtalte tale fra DF’eren Cheanne Nielsen og hendes mildt sagt voldsomme og kontroversielle udmelding om invandrere. Et nummer der i bund og grund handler om det manglende sammenhold i samfundet. Et budskab der især i disse dage er ernormt aktuelt.

Solidt udspil fra veteranen

Der er sket meget siden de tidlige Pimp-A-Lot dage, og Marwan er vokset både som menneske og rapper. Han leverer sin rap passioneret og med et unikt flow, der gør ham til en fornøjelse at lytte på. Der er dog et par numre, der falder en smule igennem. Det bliver dog kun tydeligt i kraft af de mange stærke numre, der ellers er at finde på pladen.

“Partisaner” er et sammenhængende album og med Es som producer, har Marwan allieret sig med en af de dygtigeste producere i landet. Var man en af dem, der til tider fandt det forgående album lidt for blødt, er det her album nok mere ens stil, da han her er vendt tilbage til den hårde westcoast-lyd der prægede debuten. Marwan er stadig en unik rapper på den danske scene, og det er en fornøjelse at lytte på ham. Personligt synes jeg dog, at dette album mangler lidt af den charme, der gjorde det foregående album til noget nær et mesterværk.
4