anmeldelse_header

 

Syv år er der gået siden Struglaz-rapperen Balthasar sidst var aktuel med en udgivelse: debut-EP’en “Produktet”. Siden da har der været forholdsvis stille fra den københavnske rapper. Det er primært i Rap Slam Battles, at han har gjort sig bemærket, hvor han i skrivende stund stadig er i besiddelse af den eftertragtede Champ-titel. Sideløbende med RSB-titlen, er kun blevet til et par enkelte udegivede numre her og der. Det skyldes, at de sidste syv år af rapperens liv samtidig har været de hårdeste at komme igennem. Arbejdet med debutalbummet har efter sigende været færdigt fire-fem gange, men har så skiftet form og retning. Overordnet er der dog tale om et dybt personligt album, der kredser om seriøse emner og fortæller historien om hvordan frustration førte til stress, som første til misbrug, som førte til angst og slutteligt udmundede sig i en dyb depression.

Balthasars bekendelser

Efter en kort intro, åbner albummet op med “Jeg Troede” og ganske kort inde i nummeret står det tydeligt, at Balthasar ikke har tænkt sig at pakke sine pointer ind. Første vers åbner op med hans tanker omkring sin egen position i dansk rap. Tanker om mindreværd, utilstrækkelighed og musikalsk underlegenhed rammer lytteren med et imponerende flow, der tydeligvis er blevet forfinet gennem de mange battles i Rap Slam. Pludselig fortæller Balthasar, at han har mistet sin far. Dette er katalysatoren for albummet, og det første skidt på en mørk rejse, hvor Balthasar inviterer lytteren ind i sin verden af svigt og sorg.

Det viser sig nemlig på det efterfølgende nummer, “På Grund Af Dig”, at forholdet til faderen, blandt meget andet, har været præget af svigt. Nummeret er et stærkt eksempel på bekendelsesrap, som man sjældent har hørt på dansk. Balthasar tegner her et billede af faderen, som en person der opretholder facaden som læge, men bag facaden er ved at krakelere i alkoholmisbrug og hustruvold. Det er dybt rørende at lytte til, uden at det bliver selvmedlidende.

Herefter følger førstesinglen “Misbrug”, der er historien om, hvordan et alkoholmisbrug tager til for rapperen. Endnu et dybt rørende nummer, hvor Balthasar reflekterer over, hvorvidt det er farens skyld, at han selv er røget ud i et misbrug.

“Men er det virkelig hans fejl, at jeg faldt i flasken/
En last i tasken er ik’ en undskyldning for manden bag masken”

På de efterfølgende numre fortsætter Balthasars deroute med angst og den efterfølgende depression. Det er hårdt at lytte til, og man kan intet andet end at beundre rapperens hudløse ærlighed.

Albummet runder stærkt af, og de to sidste skæringer er blandt de bedste på pladen. Nummeret “Til Min Mor” står i stærk kontrast til nummeret om faren. Her er det ikke tanker om svigt, der præger teksten men derimod den ubetingede kærlighed og savn til den afdøde mor. En fortælling om en ung mand, der på trods af sin alder, stadig ikke ved, hvordan han skal håndtere det voldsomme tab.

Det afsluttende nummer “89’er” er historiefortælling på højt plan. Her lægger Balthasar alle kortene på bordet og fortæller om sit liv. 28 år kogt ned til seks imponerende minutter. Det er endnu et brutalt smukt nummer der fortæller om livets op- og nedture i løbet af nummeret, uden et eneste omkvæd. Igen er det Især linjerne om tabet af moderen, der rammer særligt hårdt.

“To tusind og fjorten jeg ku’ mærk’ det gik hurtigere frem/
Begyndt’ at more mig igen indtil min mor blev ramt/
Af cancer, ka’ vi knæk’ den? – Ja vi kan så!/
Gu ku vi ej, vi vidste alle sammen/
Hvilken vej det gik, cysterne var som panser”

Der er dog heldigvis også gode ting i Balthasars liv, hvilket nummerets afsluttende linjer bevidner om. Efter syv svære år, er det nu blevet tid for rapperen at se fremad.

Solidt teknisk niveau

Vi har hermed fået slået fast, at emnerne på albummet er af den yderst seriøse slags. Betyder det så, at det raptekniske er blevet nedprioteret? Både og. For selvom det er tydeligt, at teknikken ikke er i højsædet, fejler den ikke noget. Det er bare ikke der er i fokus. Det er dog tydeligt, at Balthasar har skærpet sit niveau igennem sin erfaring i RSB. Her har han blandt andet været glad for at skifte over i dobbelttempoflow, hvilket han også benytter sig af på dette album. Det er dog, klogt nok, holdt til et minimum med den konsekvens, at det fremstår endnu mere effektfuldt, når han endelig benytter sig af det.

“Og min plade er unægteligt det mest ægte shit jeg har lavet/
Intet festmusik men et fæstnet blik på fortællerteknik/
Velvet i tæt lyrik, eksplicit beskrevet æstetik/
Stemmeskift, tekniske flips/
Eksekveret mesterligt, mere end gennemsnitligt begavet”

Balthasars styrke ligger ikke i komplekse metaforer og avancerede rimstrukturer, men derimod i hans ærlighed på mikrofonen. Hans ligefremme måde at gribe sin rap an på, klæder ham ekstremt godt, især taget i betragtning af de emner han kredser om på albummet. Der er ikke så meget at være i tvivl om, når man hører ham rappe, og det er tydeligt, at han gør end dyd ud af at pakke sine pointer ud og ikke ind.

Et sammenhængende lydunivers

Som på de fleste andre udgivelser fra Struglaz, er det Milad Genius, der er manden bag produktionerne. Ham og Balthasars venskab går helt tilbage til barndommen, og man fornemmer, at de indbyrdes forstår hinanden, og derved får skabt et sammenhængende lydunivers. Et fællestræk for Genius’ produktioner er, at selvom de alle er velproducerede og passer virkelig godt til Balthasar, kan de have en tendens til have svært ved at nå op til det næste niveau.

Genius fanger dog ligegyldigheden og den afgrundsdybe depression på “Alt Er Ligemeget”. Med et skingert og ildevarslende beat, der næsten lyder som noget fra en gyserfilm, komplet med kuldegysfremkaldende lyde, der sørger for at teksten fremstår endnu mere angstprovokerende. Derudover skal især “Misbrug” og “Til Min Mor” fremhæves for at have virkelig gode produktioner, der i den grad forstærker budskabene i teksterne.

Det produktionsmæssige højdepunkt finder man dog på den førnævnte “89’er”. Et simpelt klaverbåret beat danner grundlaget for den smukke produktion, der med en tilpas mængde variation formår ikke at blive monotont over de seks minutter nummeret varer. Det bliver dog en tand for meget med reallyden af en gammel smalfilmsafspiller, der hurtigt leder tankerne hen på Lukas Grahams monsterhit “7 Years”.

Udover Genius, står DJ Wernz (kendt fra bl.a. samarbejdet med rapperen NTAKT) for to af produktionerne på albummet. Her skal nummeret “Angest” især fremhæves, hvor en spansk guitar danner grundlaget for produktionen og skaber et dystert, melankolsk og smukt udtryk.

Stærk og rørende albumdebut

I tråd med bekendelserne på albummet, vil jeg gerne indrømme, at før dette album, så var et helt album fra Balthasar ikke noget, som jeg så specielt frem til.

Har man det ligesom jeg havde, og er man samtidig typen, der havde afskrevet Balthasar som en talentfuld, omend lidt generisk battlerapper, hvis eneste claim to Fame er via battlerap, vil man blive positivt overrasket. Efter de første tre kvarter med albummet i ørerne sad jeg tilbage, forholdsvis emotionel udmattet, for albummet er uden tvivl hårdt at komme igennem.

Desuden er det værd at nævne, at Struglaz-crewet flere gange har fået skudt i skoene, at de ikke havde gjort sig fortjent til at kalde sig for Struglaz, da nogle mente, at de fremstod som priviligerede og forkælede typer, der umuligt kunne have haft noget at kæmpe med, i løbet af deres liv. Det må hermed være et postulat der er manet til jorden, for de problemer som Balthasar har kæmpet med, må om noget bevise det modsatte.

Det havde desuden været oplagt, at hive diverse Stuglaz-gæster med på albummet, men der er her, i hvert fald rent rap-mæssigt, tale om en solopræstation fra Balthasar. Et valg der giver fin mening, når man tager de dybt personlige historier i betragtning. I løbet af albummet viser det sig desuden, at han sagtens kan bære et helt album alene.

Albummet bærer præg af refleksion over forholdet til faderen, og en trang til at fortælle om emner, som ellers bliver betraget som tabu. Derfor skal der lyde en stor tak herfra til Balthasar for at have modet til at lave dette album. Har man selv haft nogle af albummets tematikker tæt inde på livet, så er jeg sikker på, at man vil få noget ud af denne udgivelse. Jeg håber i det mindste at albummet kan være med at bryde nogle af de tabuer, der forbindes med psykisk sygdom.

Albummet er et stærkt eksempel på, at når musik bliver brugt terapeutisk for kunstneren, kan der opstå noget unikt. Det gør i dette tilfælde “Dysfunktion og Klarsyn” til årets stærkeste album indtil videre, og det mest gribende og rørende album, jeg længe har hørt i dansk rap.

5