Pede B

I dag har Pede B annonceret, at han snart er aktuel med sit 9. album. Kender man lidt til Pede, ved man at han er ret glad for kampsport. Dette bliver reflekteret i titlen og temaet på det kommende album, der netop har fået titlen “Sparring”.

“Sparring” udspringer af målet om at blive en bedre rapper – en målsætning man som udøvende musiker er nødsaget til at forholde sig til, hvilket Pede B udtrykker således; ”Alt der ikke er i udvikling er i gang med at dø”.

På det kommende album har ambitionen været, at man i stedet for at bekæmpe hinanden skal sparre, udvikle sig og ikke mindst lære af hinanden – altsammen med målsætningen om at blive en bedre rapper. Derfor har Pede håndplukket nogle af Danmarks bedste rappere, som han har sparret med under hele processen. Målet med dette har været, at udvikle og forbedre sin rap både teknisk og lyrisk. Pede B forklarer følgende omkring processen;

”Jeg kan mærke at jeg gennem hele processen har presset mig selv til det yderste, da jeg har siddet foran nogle rappere jeg virkelig respekterer. Jeg var derfor nødt til at præstere mit ypperste, hvilket i mine øjne i dag har gjort mig til en bedre rapper”.

De 18 gæster på pladen vil blive offentliggjort i løbet af sommeren, og den første offentliggørelse skulle eftersigende være lige på trapperne. Jeg håber personligt på, at en bred skare af nye og gamle og under- og overgrundsrappere vil gæste pladen. Ser man på tidligere samarbejder fra rapperen, kunne man godt tænke, at rappere som Nixen, Benjamin Hav, Ankerstjerne, L.O.C., Per V, Skurken samt drengene fra Binær og Suspekt kunne være potentielle gæster.

Det lader altså til, at der er lagt op til et album der vil forsøge at samle dansk hip-hop, samt nedbryde fordomme og bygge bro mellem den nye og gamle skole i dansk hip-hop. Lydsiden bliver i øvrigt håndteret af Pede B’s mangeårige samarbejdspartnere LuXx og Adam Sampler.

Jeg synes det lyder som et interessant og ikke mindst ambitiøst projekt, så jeg ser virkelig frem til at høre hvad Pede, denne gang kan byde på.

Det kommende album udkommer den 15. september og får en releasekoncert den 14. oktober i Amager Bio. Som sædvanlig, så gælder det nok om at være hurtigt ude, hvis man vil sikre sig billet til koncerten, da Pedes koncerter har det med at blive udsolgt i en imponerende hastighed.

Du kan desuden se mere på pede-b.dk.