Tandsmoer er en duo bestående af Jacob Valbjørn og Antik. Hver for sig, har de slået deres folder i den danske undergrund i et godt stykke tid, men nu har de slået sig sammen og dannet gruppen Tandsmoer. I september sidste år kom det første udspil fra dem, i form af debutsinglen Påvirket, der lovede godt for det kommende album, der nu er udkommet.
Er man bekendt med d’herrer Jacob Valbjørn og Antik, så har man også en nogenlunde idé om hvad man kan forvente sig af deres albumdebut. I deres tilgang til hiphop, lægger de vægt på at tage musikken i en mere skæv og abstrakt retning, hvilket må siges gør sig gældende på deres debut. Der er kort og godt tale om tåget og eksperimenterende samplebaseret undergrundshiphop, der går helt sin egen vej.
Som tidligere nævnt, så er begge medlemmer langt fra ubeskrevne blade på den danske hiphopscene. Jacob Valbjørn slår blandt andet også sine folder i psych-rapgruppen Skævstikker, der der sidste år udgav deres debut-EP. Han har desuden gjort sig som solokunster i en del år efterhånden, hvor hans dystre tekstunivers efterhånden er blevet hans varemærke.
Antik er en producer, der med sine dystre, skramlede og til tider maniske produktioner, gør ham til en af de mere interessante undergrundsproducere herhjemme. Han drager blandt andet inspiration fra den engelske hiphopscene med navne som Trellion og Lee Scott og amerikanske producere som The Alchemist og Madlib. Antik sampler blandt andet fra mere og mindre obskure danske ting og skaber et velfungerende lydunivers der går godt i spænd med Valbjørns tekster. Selvom Antik primært er producer, er der også blevet plads til ham på mikrofonen på en håndfuld af numrene. Han har et ret unikt flow og stemmeføring, hvilket skaber en fin kontrast til Valbjørns mere klassiske hiphop-levering. Det er dog tydeligt, at det er bag knapperne at han excellerer, så hans mængde af vers er tilpas fordelt på pladen.
Produktionerne på pladen, er kommet til verden i et samarbejde mellem Antik og Jacob Valbjørn. Beats er sendt frem og tilbage, hvor Valbjørn blandt andet er kommet med samples, som Antik så har bragt i mål, for at skabe de endelige beats. Det har uden tvivl været et samarbejde der har givet pote, for produktionerne skinner virkelig igennem.
Tandsmoer på godt og ondt
Albummet åbner med den glimrende Ikke Nu Men Lige Nu, der sætter scenen for de kommende 40 minutters tid. Herefter følger Påvirket, der klogt nok er valgt til den første single, da dette uden tvivl er pladens bedste nummer. Produktionen fra Antik er her i særklasse og de choppede hi-hats der præger nummeret sidder lige i skabet. Man kan virkelig mærke Valbjørns levering og Antik viser sig også fra sin bedste side på mikrofonen. Alt dette bliver krydret med cuts af Def Star Audio Emperor, der som sædvanlig leverer.
Et andet højdepunkt er nummeret Mig. Antiks beat er yderst stemningsfuldt og Valbjørns sikre flow gør nummeret til en fornøjelse at lytte til. Der er tale om en forholdsvis melankolsk sag, der kun bliver bedre af at blive gæstet af Esben fra Kaput, der passer virkelig godt til nummeret.
Det efterfølgende nummer Nattesyn, hvor resten af Jacob Valbjørns gruppe Skævstikker gæster. Dette nummer har dog en mere laid back vibe over sig, der virkelig klæder albummet. Her er det især Kasperbroue der skinner igennem og leverer et ret fedt vers.
Der er dog også nogle mindre positive aspekter ved albummet. Der er bestemt ikke alle numre der er lige interessante, og de har en tendens til ikke at skille sig synderligt meget ud fra hinanden. Derfor kan pladen til tider blive en smule ensformig at lytte til. Desuden kan Valbjørns levering og tekstunivers også blive lidt uinteressant at lytte på gennem et helt album.
Ydermere er der en del af de mange gæster, der ikke for alvor skiller sig ud og formår at bringe noget interessant på bordet.
Godkendt debut
Tandsmoers debut er bestemt godkendt. Håndværket er solidt, og bundniveauet er højt, men det er dog ikke et album der for alvor får mig op at ringe. Albummet fremstår dog gennemført og universet og især produktionerne er helstøbte, hvilket gør bekendtskabet med Tandsmoer til en lytteværdig oplevelse.
Jeg synes især at man skal høre albummet de stemningsfulde produktioner og det skæve univers, som Tandsmoer står for. Tjek især numrene Påvirket Af Mig Selv, Marineret, Dagens Matematik, Mig og Nattesyn.
Kommenter