Pede_B_FørsteRunde_single_cover_FINAL_logo

“Vi snakker sparring uden at slå fra sig
Jeg tænkte, hvis stål kan gøre stål skarpere
Kan jeg også bruge en bunke dope rappere
Til at skrive numre der er små mirakler
Vil du være den bedste, skal du træne med de bedste”

I dag er Pede B ude med sin nyeste single fra det kommende album Sparring. Der er tale om nummeret Første Runde. Det er sulten og den personlige ambition, om at blive bedre som rapper, der styrer slagets gang på det kommende album, og det nye nummer tager førstespadestik i den proces. Om nummeret udtaler Pede:

“Første Runde er en god introduktion til hele albummets tematik. Jeg synes både det præsenterer konceptet og er så energifyldt, at det leder lytteren godt ind i pladens univers”

Den opmærksomme læser tænker sikkert på hvem der er feature på dette nummer, og der er her tale om en lidt alternativ en af slagsen, da det ikke er en rapper eller sanger. Der er derimod tale om Pedes gamle kickboksetræner Henning Møller. Han bliver samplet på nummeret, hvor han taler om fordelene ved sparring inden for kampsport, hvilket drager en fin parallel til den musikalske sparring, der finder sted på albummet. Om valget af sin gamle træner som “medvirkende” på nummeret, siger Pede B:

“Henning har betydet meget for mig som træner, og det var fedt at kunne lægge hans seje ord på plade. Han er desuden en fan af oldschool rap og hiphop, så jeg ser frem til, at kunne give ham vinylen i hånden, når albummet udkommer til september. Mange af vores andre trænere ville kun undervise til rock eller hård techno – hos Henning hørte vi altid rap!”

Find nummeret nu på din favorit streamingtjeneste og husk at albummet stadig kan forudbestilles på www.pede-b.dk.