Velkommen til Pede Bs sparringssession
Efter den personlige Byggesten og den fiktive historie Gin & Cocio, er det blevet tid til endnu et nyt album fra Pede B. Her er Pede dog gået i en helt anden retning. Denne gang bliver lytteren inviteret en tur med i bokseringen, hvor Pedes niende album, der har fået titlen Sparring, finder sted.Konceptet for albummet er simpelt: Der er i bund og grund tale om en antitese til Pedes fortid som battlerapper. Nu er det nemlig tid til sparring – ikke for at vinde over andre rappere, men for at blive en bedre rapper.
Det nye album består af en times intens sparring, fordelt på 17 runder af både høj og lav intensitet. Pladen åbner og lukker med et solonummer, men udover det, er hele albummet bygget op omkring gæster, der alle har fungeret som sparringspartnere for Pede. Alle numrene har haft til formål at udvikle Pedes tekniske og lyriske evner på mikrofonen – for som han selv siger på åbningsnummeret Første Runde: “Alt der ikke er i udvikling er i gang med at dø.”
En bred skarre af sparringspartnere
Det er tydeligt, at Pede også har haft som mission at samle den danske hiphopscene, og derved også give sit personlige bud på, hvem der er værd at tjekke op for. På den baggrund har han allieret sig med intet mindre end 24 gæster, der spænder bredt over rappere, sangere og en enkelt DJ, der vist ikke behøver nogen større introduktion.
Man kan blandt andet høre veteraner som Per Vers, Uso og Stik Op, rygende varme undergrundsnavne som Loke Deph, Mund de Carlo samt douen Sigma. Det er dog ikke kun rapperene, der har fået plads på albummet. Sangere som Bashir Billow, Jonas Rendbo og Face gæster også albummet. Der er også blevet plads til gamle faste samarbejdspartnere, og både Emilie Moldow og DJ Noize er også at finde på albummet.
Stærke konceptnumre og et par missere
Albummet åbner med singlen Første Runde, dersætter rammen for albummet. Det er et glimrende åbningsnummer, hvor ambitionerne og stilen for albumet bliver slået fast. Man fornemmer tydeligt, at Pede B er tændt, og han spytter sine linjer med pondus og overbevisning. Han tager sit håndværk som rapper seriøst, og nummeret viser, at han insisterer på at blive med at udvikle sig.
Albummet fortsætter i samme høje tempo med de to posecuts: Tændstikker, der gæstes af Livid og Uso, og Sømmet i Bund, der gæstes af Semphiz og Novum fra Sigma, Marcie Fresh og Emil Oscar, hvor sidstnævnte leverer årets mest oplagte skråle-med omkvæd. Begge numre er eksplosive, men især Sømmet i Bund formår virkelig at give lytteren et musikalsk par på hovedet på bedste klassiske punchline-rap facon. Jeg tror bestemt, at vi her har at gøre med en kommmende live-favorit.
Albummet fortsætter med singlen Din måde, hvor Pede taler til sit 17-årige jeg. Et udmærket nummer, der dog ikke oser af originalitet. Moralen på nummeret kan man dog ikke kimse ad. Det er et opløftende nummer, der viser Pedes evne til at reflektere over sin egen fortid samtidig med, at det viser, hvor langt han er kommet, siden han var teenager. Det er dog værd at bemærke, at lyden på nummeret går i en lidt mere mainstream-orienteret retning, hvilket faktisk vil vise sig at gøre sig gældende på en god del af albummet.
Ét af højdepunkterne på albummet finder man på Kodesprog. Nummeret er et godt eksempel på nytænkning, og er et af de numre hvor sparringskonceptet virkelig kommer til sin ret. Her diskuterer Pede og den unge Artigeardit slangets udvikling fra dengang Pede var ung, til hvordan Artigeardit bruger det i dag. Et perfekt eksempel på, hvordan man opbygger et velfungerende samspil mellem to kunstnere. Nummeret er originalt og ganske morsomt for alle os, der har rundet de 30, og ikke fatter, hvad ungdommen render rundt og siger i dag. Desuden bliver der lavet en ret fin linje tilbage til Pedes gamle homie Cab og hans klassiske fordanskning af Big Ls Ebonics.
Er man en af dem, der er vild med Pedes evner udi storytelling, vil man med garanti blive begejstret for nummeret Hende Der Slap Væk. Nummeret har en fed vinkel, der er virkelig godt tænkt og eksekveret, især på grund af nummerets gæst Vigsø, der gør rigtig god figur.
En af mine personlige favoritter er dog Rødvinstænder. Nummeretbliver gæstet af Stik Op, der var Pedes gamle makker på Koldfront-projektet. Udover, at Stik Op er en formidabel rapper, som har et indgående kendskab til Pede som rapper og tekstforfatter, så er det selve leveringen af linjerne i nummeret, der er med til at gøre det her virkelig velfungerende. De to rapperes linjer flettes elegant ind i hinanden, og her kan man virkelig mærke, at skriveprocessen er foregået i tæt samarbejde. Man kommer virkelig ind i sindstilstanden hos de to rappere, og man føler det tilbagelænede flow, de leverer. Udover det, så får man fornøjelsen af Bashir Billows sprøde vokal på omkvædet, hvilket fuldender nummeret. Produktion er ligeledes ekstremt stemningsfyldt og blandt de bedste på albummet.
Det er dog ikke kun musikalske knockouts man finder på Sparring. Der er nemlig også et par numre, der hurtigt bliver uinteressante, og som aldrig rigtig formår at gøre sig selv interessante. Her kan blandt andet nævnes numre som Tomme Løfter, Søvngænger, I live og Blinde Vinkler. Her synes jeg at hverken emnevalg, tekst, gæster eller produktion formår at hæve sig op over det middelmådige.
Heldigvis er niveauet generelt højt på albummet, og langt størstedelen af numrene på Sparring lever op til forventningsniveauet, der efterhånden er for et album fra Pede B.
Albummets højdepunkt er dog uden tvivl solonummeret Halvtreds Stærke, der runder pladen af, og ender med at stå tilbage som den mest hårdtslående runde på albummet. Der er tale om lutter bars. Intet omkvæd. Elegant varierende flowpassager og rimstrukturer. Man hører Pede over et intenst beat bestående af pianostabs, kor og minimalistisk lyd, som jeg klart foretrækker ham: Sulten, agressiv og med en nerve og levering jeg ikke har hørt spyttet stærkere af ham siden Indledningen.
Risikoen for at blive outshinet
Pede B er som altid ekstremt skarp på mikrofonen. Han virker veloplagt, og hans energiske levering skinner igennem på størstedelen af numrene. Det lader derfor til konceptet har fungeret for ham. Det er altid et modigt træk at invitere andre rappere med på sit album. Det er nemlig ofte med den risiko, at man kan blive outshinet af ens gæster. Men heldigvis for Pede så er det faktisk ikke tilfældet på Sparring.
Er det så godt eller skidt? Tja, det leder mig faktisk hen til en anke ved det nye album. Nogle af de kunstnere, som jeg havde set frem til at høre, formår desværre ikke at imponere synderligt. Jeg synes desværre også, at det kun er et fåtal af gæsterne, der lader til at have været i absolut topform i vokalboksen. Det er en skam, for det trækker klart helhedsindtrykket ned.
Velproduceret mainstream-lyd
Det er Pedes faste samarbejdspartnere Adam Sampler og LuXx, der står bag alle produktionerne på albummet. Der skal ikke herske nogen tvivl om de to herrers produktionskundskaber, der bestemt er godkendt. Der er en fin rød tråd igennem beatsne, og de formår at skabe stemningsfulde lydbilleder, der underbygger teksterne. Der bliver vekslet mellem mere afdæmpede numre over de mere uptempo numre. Fra tunge trommer på Sømmet i Bund til den produktionsmæssige efterfølger til Kunstpause fra Byggesten, på Tommy Wiseau. Ligeledes er produktionerne på Energi og førnævnte Rødvinstænder og Halvtreds Stærke blandt albummets bedste.
Det står dog også klart, at lyden på albummet er det mest mainstream-orienterede, vi har hørt fra Pedes side, ligesom der er brugt godt med autotune på mange af omkvædene. Om det er en stil, der er unik for albummet, eller en retning som Pedes musik er på vej i, må vi vente med at finde ud af til næste projekt.
Sparring giver gode resultater
Man kan ikke andet end at tage hatten af for Pede B. Hans evige trang til altid at søge nye grænser for hvad man kan med rap, er et yderst sympatisk træk. Jeg har nemlig en dyb respekt for kunstnere, der nægter at springe over hvor gærdet er lavest, og som altid er i udvikling.
Derfor blev jeg solgt lige fra starten, da han annoncerede dette album og dets koncept. Det virkede som en spændende idé, og havde potentiale til at skabe nogle virkelig interessante konstellationer blandt de medvirkende kunstnere.
Det synes jeg desværre ikke helt, at Pede B, Adam Sampler og LuXx kommer i mål med her. Albummet fungerer bedst, når de medvirkende rappere indgår på en mere sammenflettet måde, som det blandt andet er tilfældet på Hende Der Slap Væk, Kodesprog og Rødvintænder. Desuden finder jeg dele af pladens produktioner og udtryk en tand for polerede til min smag.
Der er dog ingen tvivl om, at Sparring er et album med et højt bundniveau, der viser Pedes trang og behov for at blive ved med at udvikle sig som rapper, hvilket han også lykkes med. Der mangler dog numre, der virkelig skiller sig ud, og som kan måle sig med Pedes bedste. Dem finder man desværre kun et par stykker af på Pedes niende album.
