I år har Danmarks – vel nok mest anerkendte undergrundslabel – kunne fejre 10 års jubilæum. I løbet af de sidste 10 år har de udgivet et væld af plader, hvor en stor del efterhånden har opnået klassikerstatus som noget af det mest interessante, dansk rap har haft at byde på.
Jeg kan blandt andet nævne udgivelser som M-Cnatets Kapitler Til Glemmebogen, Trepacs Fatamorgana, Tudsegammelts debut, Dialektens Stiplede Linjer, Torden & Lynilds Sky Til Jord og Binærs Umage.
For at markere det skarpe hjørne, har gutterne banket en knap 10 minutters lang cypher sammen, hvor en stor del af medlemmerne fra kollektivet deltager. Du kan blandt andet høre Rapublik1, Guldgruppen, Dialekten, Lars Vikli, Trepac og Illusionisten droppe bars over produktioner fra Xeren, Ingredijens og Klagen.
Der er ingen tvivl om vigtigheden af Echo Out og dets medlemmer. Så herfra skal der lyde et KÆMPE tillykke til drengene ude i Nordvest! Tak for at have hævet standarden i dansk rap og givet en velfortjent omgang hippiehop til folket.
I tager lige 10 år mere, ik?
Se videoen herunder: