I dag er der kommet to ganske interessante numre fra to yderst dygtige kunstnere. Lad os lige kigge lidt nærmere på dem.

Pede B – Gå

Så er Pede B klar med det første udspil fra det kommende album Over Askeskyen 3, der er ude den 7. september. Nummeret er, typisk Pede B, langtfra hvad man ville betegne som en oplagt single. Det er derimod et ganske seriøst nummer, der tager udgangspunkt i hans erfaringer i musikbrancen. Det handler om stædighed, pres fra omverden og følelsen af ikke at være ønsket. Det er et rigtig lækkert nummer, og viser en Pede, der bestemt ikke har tænkt sig at stoppe lige foreløbig, på trods af modgang fra en branche der ofte er sig selv nærmest. Nummeret er, ligesom resten af det kommende album, produceret af DJ Noize.

 

Per V ft. Shaka Loveless – I Dag

Per V er ude med andensinglen til det kommende album Knust Kunst. Der er tale om et album hvor alle numre er bygget op omkring danske samples. Har man fulgt lidt med, så ved man albummet har været ganske længe undervejs, og faktisk så fik Per V allerede lov til at sample nummeret for fem år siden. Denne gang bliver der taget udgangspunkt i Carpark Norths Transparent & Glasslike fra 2003. Det er et overraskende valg at sample Carpark North, men mesterproducer Es, der er bag knapperne, søger for et velproduceret beat, der giver nyt liv til rockklassikeren.

De to album er pt. noget af det som jeg glæder mig allermest til at høre i år, og jeg synes at begge rappere viser gode takter.