Efter mere end 20 år på den danske hiphopscene, og utallige udgivelser med blandt andet Sphaeren, Ashtiani Drops, Koldfront og Claus Høxbroe, er Stik Op endelig klar med sin solodebut. Et album der, i min verden, har været længe ventet. Stik Op har været én af mine absolutte yndlingsrappere, siden jeg første gang hørte ham på Sphaerens album Kugleregn tilbage i 2001. Projekter har der været masser af, men vi har måtte se langt efter en soloplade – indtil nu. Tiden er nu moden til solodebuten, men kan den erfarne rapper stå på egne ben for første gang?

Familie og venner

Albummets titel er en glimerende varedeklaration for, hvad man får, når man lytter til Stik Ops debut. Det er nemlig rapperens familie og venner, som er det primære fokus. Det er en laid back Stik Op lytteren møder, og der er ikke meget af den attitude, der var at finde på de tidlige Sphaeren-udgivelser, herpå. Hvad der derimod er, er en håndfuld numre fra en rapper, der for længst er blevet voksen. Familie og Venner handler nemlig om de ting, der betyder noget for ham. Det er især de to album med beatpoeten Claus Høxbroe, der har været med til at forme det udtryk der er på albummet.

“Jeg skal ingen steder, kender mine grænser/
har aldrig shoppet nye venner, features eller genrer”

At Stik Op er en erfaren herre på mikrofonen, har der aldrig været nogen tvivl om. Han har altid haft en helt særlig autoritet over sig, og han er en af de rappere, hvor man virkelig spidser ører, når mikrofonen bliver grebet. Det er stadig tilfældet herpå. Han er ikke en teknisk avanceret rapper, med komplekse rimstrukturer og tungetwistende flows. Hans styrke ligger derimod i evnen til at skabe klare billeder med sine tekster, fortælle gode historier og ikke mindst hans vokal og kompromisløse tilgang til rap.

Stik Op laver lige præcis, hvad han har lyst til at lave. Der bliver ikke skelet til trends, eller hvad der ville være karrieremæssigt, det rigtige musik at lave. Han laver musik for sin egen skyld, der primært er henvendt til hans nærmeste.

“Hvad nytter stjerner og hjerter/
hvis min homie lytter, men på ingen måde kan mærke mig”

1994 was a very good year

Albummet åbner op med nummeret Opstart, hvor Stik Op inviterer lytteren indenfor i sit univers. Et univers der består af gaderne i hjembyen, bordene på stamstederne og naturligvis familen og vennerne. Det gør han på elegant vis:

“Lad os starte op, mit navn er Stik Op Jakob/
fyld mit romglas kvart op, solen står snart op/
og selvom jeg har siddet ret op/
og ned hele natten skal jeg klart op/
op og skrive noget, op og rive i noget/
op og blive til noget, i det liv jeg har fået”

Derefter følger det tilbageskuende 94. Et skælsættende år for hiphop (Blandt andet så udkom Illmatic, Ready to Die og Southernplayalisticadillacmuzik alle det år) og for unge Jakob. Det er en fortælling om et definerende år, på grænsen mellem at være barn og blive voksen. Kurt Cobain døde og hiphoppen blev den nye grunge. Den voksende interesse for piger og røg, samt at tro man er hårdere, end man i virkeligheden er. Kærligheden til hiphoppen er en central ting, og jeg er sikker på, at Stik Op ikke er den eneste, der har haft det på denne måde:

“Brugte hele min løn på cd’er i Street Dance/
for jeg var blevet Wu-Tang, Cube og MC Breed fan”

Mere enkelt kan det vist ikke siges. Jeg har i hvert fald brugt virkelig mange penge i blandt andet Blackout og Baryske, dengang jeg fik øjenene op for hiphop i 99, men det er en helt anden historie. For ligesom Stik Op, har vi alle sammen minder om det år, hvor alting ændrede sig og en ny verden åbnede sig for en.

Hæng På bliver der sendt skud ud til vennerne, og man mærker hvor vigtigt sammenholdet er for Stik Op. Selvstændig handler om, hvordan de tidligere generationer i familien har været med til at forme Stik Op til den, han er i dag. Forstadsgader er en fortælling om hans opvækst og Spis Noget handler kort og godt om glæden ved at dele et godt måltid med dem har har nær.

“Mit ophav er stenbro og Vesterhav/
betonen min scene, havet min orkestergrav/
det giver mine tekster farve og mit liv puls/
jeg gir’ det videre til min datter ved min skrivepult”  

Det er dog ikke kun Stik Op, der optræder på albummet. Han får besøg af to gamle venner, i form af SupardejenSkygger og Pede BFamilierod. Begge numre hører til den mere alvorlige ende af skalaen og begge gæster gør som vanlig god figur.

Albummet har et højt bundniveau, jeg havde ikke forventet mig andet. Der er dog desværre ikke nogen af numrene, der for alvor hæver sig over de andre og formåede at slå benene væk under mig. Da alle numrene kredser omkring den samme tematik, gør det det lidt vanskeligt at adskille numrene fra hinanden.

Solo, men ikke helt alene

Selvom Stik Op er alene på mikrofonen størstedelen af tiden, er tilblivelsen af albummet alligevel foregået i forholdsvis trygge rammer. De 10 skæringer, der udgør Familie og Venner, er nemlig produceret af et andet gammelt Helt Sikkert-medlem, Machacha. Han er pt. i en yderst produktiv periode, og sammen med Supardejen oplever de begge en renæssance i dansk rap. Deres produktivitet har blandt andet været en afgørende faktor for, at dette album overhovedet er blevet til. Deres høje frekvens af udgivelser, gav Stik Op blod på tanden til endelig at gå i gang med sin soloplade.

At have Machacha på som hovedproducer, er det helt rigtige valg til dette album. Ligesom Stik Ops tekster, er håndværet i orden og den røde tråd gennem albummet, er vævet af klassisk samplebaseret hiphop uden så mange dikkedarer. Machacha er en dygtig beatmeaker, der stille og roligt bliver bedre for hver udgivelse han er inde over. Der er ingen af hans produktioner herpå, der falder igennem, og er man til hans stil, så bliver man ikke skuffet.

En af hans bedste produktioner på albummet, finder man på Skygger. Her danner et lækkert pianobaseret beat rammen for Stik Ops fortælling om et brud mellem ham og en gammel ven. Selvstændig er ligeledes skarpt produceret, hvor Machacha flipper beatet midt i nummeret, og skaber derved et beat der bliver ved med at overraske. Forstadsgader er nok min favoritproduktion på pladen. Det er et virkelig stemningsfuldt nummer, hvor en choppet vokalsample samt resten af elementerne skaber en nostalgisk lyd. Den dystre og virkelig tunge produktion på Familierod er med til at underbygge den alvorlige stemning, der er i nummeret, og produktionen lyder som noget der sagtens kunne have været på en af Koldfront-EP’erne.

Helt i tråd med den traditionelle hiphoplyd der er gennemgående på albummet, er en håndfuld af numrene tilsat scratch, der alle er leveret af Supardejen. Det har jeg ikke en finger at sætte på, da både selve cuts og de ting der bliver scratchet i fungerer virkelig godt.

Solid voksenhiphop

Debutalbummet fra Stik Op har et meget modent udtryk, og han insisterer på at gøre tingene helt på sin egen måde. Det har resulteret i en solid omgang voksenhiphop. Det er et album, der med garanti havde lydt anderledes og kredset om nogle helt andre emner, var det udkommet for fem eller 10 år siden. Har man fulgt ham gennem det meste af hans karriere, vil man sætte pris på at høre en voksen og moden kunstner, der har fundet frem til sit eget udtryk. Jeg mangler dog et lidt bredere perspektiv fra rapperen, der blandt andet er kendt for sine stærke storbybetragtninger, og det savner jeg at høre fra ham. Albummet har et meget indadvendt udtryk, som jeg er sikker på nok skal falde i god jord hos hans familie og venner, men der er også risiko for at det ekskluderer nogen lyttere.

På coveret ses halvdelen af Stik Ops ansigt, og på den måde kan man sige, at han kun viser én del af sit tekstunivers. Jeg håber, han er blevet inspireret af folk fra hans egen lejr, til at udgive flere soloting, og der ville det klæde ham at udvide sit tekstunivers.

★★★★☆☆