Det er ikke mere end seks måneder siden, vi sidst hørte fra nye toner fra Trepac. Det var på albummet Ronkedor, hvor fokus i høj grad lå på battlerap. En disciplin som Trepac om nogen mestrer. Men Trepac er ikke kun en battlerapper, der bruger al sin tid på at sætte sjollerrappere på plads. Tværtimod.

Derfor er han endnu engang klar med en ny udgivelse, denne gang med et album der nærmest fungerer som antitesen til Ronkedor. Blikket bliver vendt indad, og lytteren bliver endnu engang inviteret indenfor i den rodebutik, der er Trepacs sind. Det nye album kan derfor ses som en spirituel efterfølger til debuten Fatamorgana fra 2011. Teksterne kredser blandt andet om emner som utilstrækkelighed, usikkerhed og andre ømtålelige emner, som det var tilfældet på debuten, der den dag i dag stadig står som en milepæl i dansk rap.

Ronkedor gav Trepac den, som en gammel vrissen hanelefant. På Kamæleon møder vi derimod mennesket bag rapperen, der forsøger at tilpasse sig til sine omgivelser. Vi møder ham derfor som far, kæreste og i sit professionelle virke. Det lyder måske en anelse banalt og uinteressant, men Trepac formår at gøre det vedkommende og interessant.

Halvt mand, halvt illusion

Det skal dog vise sig, at det ikke altid er let at være en kamæleon. Det kommer blandt andet til udtryk på det fremragende titelnummer. Her tager hvert vers udgangspunkt i en af de roller han har, og lytteren hører hvordan de andre roller ikke kan lade være med at stikke hovedet frem: Han tjekker sin arbejdsmail, når han er sammen med familien. Han tænker på rim, når han er på arbejde. Han savner familien, når han er ude og optræde.

Lytteren skal komme meget dybere ind under huden på rapperen. På Såret Dyr, er det psyken står for skud. Nummeret rummer en masse virkelig stærke beskrivelser af den psykiske ustabilitet som Trepac er udsat for. Det fortætter i den grad på Amygdala, hvor Trepac nærmest har lavet et diss til sin egen hjerne, når den ikke vil som han vil. Det er skræmmende godt skrevet, og som lytter er følgende linjer nærmest ubehagelige at lægge ører til:

“Nu jeg alene i rummet,
liggende på gulvet, forstenet, forstummet,
svigtet og svækket, stilheden er slående,
vingerne stækket og benene er bundet,
jeg er i det mindste forskånet
for virkeligheden for det som om den helt er forsvundet,
tynget af de ting der har tvunget
mig ind i det her lortespil hvor ingen de har vundet,
så nu må nok være nok,
fucking tomhjernede kontrære fuck,
du så åndssvag og unfair og forårsager
fejl i mit system, nu går min software amok,
og jeg gør alt i min magt
for at få dig til at fatte lidt, fat at jeg ufatteligt træt og
du har sat mig i skak,
så nu sidder pladen fast i et hak,
og der er plastre på pac,
for jeg bløder men holder stadig masken intakt”

De trygge rammer bag hjemmets fire væge danner rammen for Posecut, der nærmest er antitesen til hvad man kunne antage at nummeret handler om. Nummeret udspiller sig i Trepacs lejlighed, hvor han melder fra til en studiesession I Echo Out til netop et posecut. Men i stedet for et konkurrencepræget vers, hvor han skal hæve sig over sine kollegaer, bliver nummeret et studie i asocialitet. Han har brug for alenetid og et servicetjek af tankerne. På elegant vis beskriver han sin færden i den tomme lejlighed, hvor det eneste selskab han har, er sine egne tanker. Der bliver også plads til en mere bred samfundskommentar om den psykiske tilstand.

“I Vesteuropa går vi let i koma
over vores liv hvis bageriet ik’ har perfekt aroma,
I-lands melankolikere – vi ’ kun syge i hovedet,
har hverken aids, ebola, kopper eller pest og kolera”

Det er dog ikke alle numre der er helt ligeså tunge rent emnemæssigt. På Ufærdig, der er blandt albummets bedste skæringer, rapper Trepac om at man altid vil blive ved at udvikle sig. Både som menneske og rapper. Her er han igen helt åben, og anerkender at han stadig ikke er på det niveau som han ønsker at være.

“Men jeg umættelig, lægger mine linjer tæt og
vil heller forbli’ lidt hemmelig end at bli’ både kendt og rig,
c’est la vie, jeg lægger min energi i at nå til det næste trin
og forbedre min’ evner i det uendelige”

Teknisk højt niveau

Selvom størstedelen af albummets numre omhandler nogle tunge emner, så går det bestemt ikke ud over leveringen. Trepac sætter en ære i at man ikke kan sætte en finger på det tekniske niveau. Der er flere steder med imponerende rimstrukturer, og han spytter multirim uden det fremstår påtaget. Man bliver gang på gang imponeret af hans flow, der nok er et af mest ubesværede herhjemme. Han formår konstant at variere det tilpas meget, så man som lytter aldrig begynder at finde flowet enerverende. Det er legesygt, men det tager aldrig fokus fra de ord som de bærer. Når man lytter til linjer som følgende, så kan man ikke blive andet end imponeret.

“En gennemsnitlig mellemleder,
temmelig bitter, men bli’r ved at tænke frit og kæmpe videre,
glem principperne, det glider heldigvis for dem der gider
gældsbeviser, enkelthed og eksplicitte sengetider,
jeg hælder lidt til begge sider, selvbevidst når sjælen lider,
sætter pris på selvtillid og menneskelig’ forskelligheder,
læssevis af hemmeligheder,
gennemknepper damen tit og tjekker twitter mens jeg skider”

 

Xeren excellerer

Rappen kan være nok så god, men hvis produktionerne ikke matcher rappen, så kan det være ligemeget. Heldigvis har Trepac allieret sig med en producer som han går virkelig godt i spænd med. Som det også gjorde sig gældende på Ronkedor, så er hele albummet produceret af Echo Outs husproducer Xeren. Han leverer sine vel nok bedste og mest sammenhængende produktioner til dato.

På den jazzede Posecut fornemmer man de blå toner der virkelig understøtter Trepacs sindtilstand. Det står i stærk kontrast til Kavaler, hvor det lette og svævende beat understøtter den stik modsatte sindstilstand. Roy er ligeledes et skarpt produceret beat, der virkelig drager lytteren ind. Her redder Xeren albummets eneste nummer der i min optik falder lidt igennem. Her gør han et lidt klichefyldt nummer, hvor Trepac begiver sig ud i den efterhånden klassiske disciplin “personificering af rusmiddel”, til et nummer, hvor jeg alligevel har svært ved at holde hovedet stille.

De bedste produktioner finder man dog på Kamæleon og Hverdagskriger,  der begge viser Xeren fra hans bedste side. Kort sagt kan man sige, at der er ingen af de 10 numre hvor man sidder tilbage med en følelse af at beatsne er undervældende.

En af årets bedste udgivelser

Er man fast læser af bloggen, så ved man jeg at jeg rangerer Trepac som en af landets allerdygtigste rappere, der har alt det der gør en rapper til mere end en der bare rimer over et beat. Han har et af de mest ubesværede flows i landet, rimstrukturer som de færreste kan hamle op med, og så har han noget på hjerte og forstår at formidle det. Jeg vil vove at påstå at han kan tage de fleste rappere herhjemme ud i en beef, samtidig med at han på ingen måde er bange for at blotte sig selv som de færreste ville turde at gøre. Han har ører for de gode beats, og han ved hvordan de komplimenterer ham på den bedst mulige facon.

Alt dette er også tilfældet på Kamæleon, der står klart som et af de mest interessante udgivelser i år. Som han selv nævner, så har han endnu ikke lavet et mesterværk endnu, men det er tæt på. Hvis man er klar på at dykke ned i en håndfuld numre, der kræver meget af lytteren, venter der et album fyldt med rørende lyrik og stærke produktioner, samtidig med at det simpelthen bare er fandens god hiphop.

 

★★★★