Det er fredag, og det betyder ofte at der kommer et væld af nye udgivelser. I dag er ikke nogen undtagelse, så her kommer en håndfuld helt nye album og numre, som jeg synes er værd at tjekke ud.

Annelise på nye eventyr

“Når vi lukkede øjnene i studiet, var det billeder
fra det maleriske Indien, som poppede frem”

Sådan beskriver Annelise sin nye single Tromm Banke, som udgives med to forskellige videoer til. Det er et udtryk for et sted og en kultur, som Annelise elsker. En manifestering af den eventyrlystne og farverige del af hende selv og produceren Milad Genius’ samarbejde. Sammen tog de turen til Indien, teamede op med det lokale filmproduktionshold Jumping Souls og forevigede de fortryllende øjeblikke fra rejsen.

Musikken er produceret af Annelises faste samarbejdspartner Milad Genius, og fra første trommeslag er det tydeligt at høre, hvor inspirationen er hentet fra:

”Den orientalske lyd har altid været enormt dragende. Når vi fletter elementerne ind i produktionerne, er det altid som at befinde sig midt i et storslået eventyr. Og hvem elsker ikke eventyr?”

Tag med på rejsen og se videoerne her. Jeg vil klart anbefale at man ser den lange version.

Nikotin ude med ny koncept-rap

”Lever i en Underverden fuck hvad alle andre siger /
Jeg vil finde Guldkysten inden jeg er Far Til Fire. 

Den unge grimeinspirerede rapper Nikotin, der tidligere har gjort god figur med nummeret ABC, er nu aktuel med et nyt nummer, med titlen Sceneskræk. Nikotin fortsætter stilen med de tunge konceptnumre, og på dette nummer er det danske filmtitler der danner grundlag for nummeret. Intet mindre end 35 titler bliver nævnt i løbet af nummerets spilletid. Tracket er, ligesom det var tilfældet med ABC, produceret af Ezi Cut.

Sceneskræk kan høres herunder:

Thomas T ude med solodebut

Thomas T kendt fra gruppen Bumsestilen, der helt tilbage i 1999 vandt DM i Dansk Rap, er i løbet af de sidste 20 år nærmest blevet synonym med god punchlinerap.
Nu er han så aktuel med sin første soloudgivelse, der bærer det dogme at ingen af musikproduktionerne på noget tidspunkt skal forbi andet end en sampler. Som et modspil til tidens trends, vil Thomas med dette projekt forsøge at bringe de rå og støvede elementer tilbage i hiphop.

Kun bevæbnet med en mikrofon, en stor håndfuld kreativitet og en AKAI MPC2500 hvorpå alle produktionerne er skabt af Thomas T selv.
Udover samfundskritik og historiefortælling er hovedtemaet på pladen en stor langefinger til kollegaer i genren, som lider af en stor mangel på originalitet og kreativitet. Deraf pladens titel Fuck jer! Jeg rapper bedre! Alt dette bliver leveret med battle-attitude, selvironi og et glimt i øjet.

Lyden er hverken newschool, oldschool, eksperimenterende, eller med en snert af elektronisk, rock eller det ene og det andet. Bare simpel og original hiphop, som der stadig er mange der sværger til.

Albummet er ude nu og du kan høre debutsinglen herunder:


L:Ron:Harald er tilbage efter 10 års albumpause

Hvem husker ikke L:Ron:Harald, der bragede igennem i 1998 med kæmpehittet Mæ å min Kadett!?

Den Sønderjyske Rapper skilte sig ud fra mængden på flere måder, men nok mest tydeligt med en ret så saftig og explicit lyrik på dialekt.

Nu er han tilbage, 21 år senere, med albummet Fickumdick. Der er smæk for skillingen på albummet, som naturligt ikke besidder overraskelses-effekten længere. Til gengæld cementerer de nye sange, at Lron Harald er så meget mere og andet end en gimmick-rapper.
De nye sange rummer stadig den ramsaltede jargon, der satte Lron på landkortet. Men fungerer også helt fint i kraft af, at han i dén grad har fået greb om teknik, rim og flow.  Så glæd dig til en samling hårdtpumpet retorik “o e sproch”, der nok skal formå både at behage og forarge, samt aktivere håndtegn og benspjæt i hele nationen!

Albummet er ude nu og kan findes herunder