Omvendt Psykologi er en ny duo bestående af de to erfarne battlerappere Balthasar og Klaskefar. Klaskefar vandt MC’s Fight Night i 2014 og Balthasar er forsvarende Rap Slam Battle Champ.
Udover deres meritter udi battlerap, har de to rappere har allerede udgivet dybt personlige album og EP’er med deres egen historie som udgangspunkt, hvor jeg især har været meget begejstret for Balthasars album Dysfunktion og Klarsyn.
Nu har de to rappere slået sig sammen, og det er der kommet albummet Sagt På En Anden Måde ud af. Det er album hvor de gør det de er bedst til: At blande battlerap med ærlighed og personlige tekster. På albummet udforsker de det personlige på lige fod med det upersonlige. Man kan blandt andet høre nummeret Om Døden, hvor hypokondri og dødsdrift bliver beskrevet overfor hinanden med et hook, der giver et teksten et nyt perspektiv. Omvendt er der et nummer som Voksenbaby, hvor komiske selvbeskrivelser tager udgangspunkt i dybere, fastlåste adfærdsmønstre.
Om det fælles album fortæller Balthasar:
”Vi besluttede lige fra begyndelsen af, at selve processen skulle være lystbetonet. Da vi gik i gang med at skrive, havde vi begge netop udgivet to meget personlige projekter. Vi var enige om, at der skulle være plads til alvoren, men vi havde også brug for at få leg og lethed med ind i lyrikken.”
På albummet finder man desuden DJ Noize, der har produceret fire af albummets otte skæringer. Milad Genius har produceret to af numrene og DJ Wernz og Christian Enevoldsen står hver for en enkelt produktion.
Jeg har haft mulighed for at tjekke albummet inden udgivelsen, og jeg synes bestemt at de to rappere gør rigtig god figur. De kommer godt rundt i emnerne på albummet, men det fungerer dog klart bedst når de viser deres mere seriøse sider, som de blandt andet gør på Om Døden, der kan høres herunder.
Albummet er udgivet af Run For Cover, og er ude digitalt og på vinyl nu. Den 20. september holder duoen releasefest på Bartof Station, hvor de vil give et par numre fra pladen.
Kommenter