Det er nu tre år siden, at d’herrer Trepac og Mund de Carlo fra henholdsvis Echo Out og Struglaz, debuterede med fællesalbummet Umage. Det var en rigtig solid debut, og det blev blandt andet belønnet med en 4/6 herfra. Nu er de så klar med opfølgeren Gods.
Jeg har lyttet til albummet, for at finde ud af om de to rappere stadig gør sig umage, og om de kan overgå debuten, nu hvor de endnu engang har slået sig sammen i supergruppen Binær.
Forædlet gods
På debuten skulle duoen først og fremmest finde hinanden og et fælles udtryk der gav mening for begge parter. Det resulterede som sagt i et solidt album, der stak i lidt forskellige retninger, men som generelt havde et højt bundniveau og osede langt væk af legesyge, opfindsomhed og kærlighed til det håndværk det er at skrive tekster.
På det nye album er udtrykket og tematikkerne blevet forfinede og det lader til, at der er blevet fundet ind til kernen af hvad Binær er. Dette kan blandt andet skyldes at de to rappere nu kender hinanden endnu bedre end de gjorde under indspilningen af debuten. Desuden er produceren Xeren blevet et fuldgyldigt medlem af gruppen, hvilket uden tvivl har været med til at give et mere helsstøbt udtryk.
Hvad er det så det nye album kredser om? Der bliver blandt andet bygget videre på den melankoli, der især har fyldt meget i Trepacs diskografi. Albummet kredser blandt andet om personlige historier om kærlighed, familie og tvivl, samt emner som moderne teknologi og materialisme. Der er desuden skruet ned for de mere konceptprægede numre som man kunne finde på debuten. Selvom jeg faktisk efterspurgte mere af den slags derpå, så er det faktisk ikke noget man føler mangler på Gods.
Til gengæld er der skruet op for storytellingen, hvilket man kan høre på Bagagen, der er et helt sublimt eksempel på hvordan de to rappere kan skabe et nærmest filmisk univers på deres numre. Og sikke en tekst!
Storytelling finder man også på trilogien Sofa i Esbjerg, der fortæller historien om hvordan de to rapperes veje krydses for første gang, og op til de blev enige om at danne Binær. Det er en super interessant historie, især set fra Mund de Carlos’ synsvinkel, da hans historie om at komme tættere på sit idol, er forfriskende ærlig. Tjek for eksempel hvordan nummeret bliver åbnet, og hvordan Mund de Carlo sætter scenen, samtidig med at han får flettet et par Trepac-referencer ind i sine linjer.
“Du’ alt jeg har søgt, du’ en million i findeløn”/
Ord fra en stemme der borede sig ind bag tindingen/
Himmelvæld af klare linjer, jeg ku’ kravl’ indimellem/
Og skrive et sjældent kapitel til huskebogen jeg sent vil glemme/
Han vidste det ik’ men han var altid med mig/
Prægede mit valg af venner, nattegængere der ristede skabskeletter/
Ud i takt med tracket i en vaskekælder/
Lærte en kantet knægt at stå på egne ben og falde på hænder
Fortællingerne peaker dog på Beth, som du kan læse mere om i det interview jeg lavede med gruppen, tidligere på året. Det er en barsk historie, der er bygget på en sand historie fra en fan der tog kontakt til gruppen efter en af deres koncerter. Det er stærke sager, der uden tvivl har været svære at skrive om. Men resultatet er en flot og meget stærk sang, der måske kan være med til at gøre en forskel.
En anden ting der adskiller dette album fra debuten, er brugen af gæster. Hvor der på debuten ikke var nogen gæstevers, så er der her blevet plads til tre interessante features. Binær kunne sagtens have gået efter at få større navne med på pladen, men de er i stedet gået kontra på den, og har valgt at fremhæve mindre etablerede og upcoming kunstnere. Bobby Shams (tidl. Vakili) deler mikrofon med Binær på det fremragende 50/50, der handler om de ting man får fra sine forældre, på godt og ondt. Jeg må dog også fremhæve Højt, der hører til en af de stærkeste skæringer på albummet. Her byder de to unge rappere Wolff og Funch ind med stærke vers, i et ganske alternativt possecut, der ikke handler om hvor gode de hver især er, men i stedet handler om de ting de måske ikke burde sige højt.
Der er naturligvis også stadig plads til straight up rap på Gods, hvilket bliver udført til perfektion på albumåbneren Smæk. Kender man til Trepac, så ved man at han inderst inde er en sur gammel mand, og at unge sjollerrappere er noget af det der gør han endnu mere gammel. Så på Smæk, får de, ja… smæk.
Tror sgu næppe det kalorielette/
Lort ka’ mætte lytterne, selv når de får dem fodret med det/
Ro på sættet, sæt jer ned for to komplette rappere/
Der har knoklet for at få et cut af kodapengene/
Rammer ti på Richter når vi vælter huset, hæver kruset/
Venter på de tænder blusset/
For de ligger temmelig sjusket, lyder pænt forpustede/
Sku’ ha’ holdt sig væk fra studiet/
Lyrik og samarbejde i særklasse
Det bringer mig videre til teksterne og leveringen af selvsamme. Hver gang jeg anmelder musik fra de her to, så føler jeg at jeg gentager mig selv, og ja – det bliver altså også tilfældet denne gang.
Så lad mig slå det fast for hundredesyttende gang: Trepac og Mund de Carlo er pt. de teknisk dygtigste rappere vi har herhjemme. Ikke nok med det, så er deres tekster vedkommende, rammende og så enormt velskrevede og gennemarbejdede at deres arbejdsmoral og kærlighed til håndværket siver ud igennem højtalerne.
De to rappere komplimenter hinanden virkelig godt og forstår at give plads til hinandne. Selvom Mund de Carlo er Danmarks ukronede speedrap- og flowkonge, så falder Trepac på ingen måde igennem. For selvom Trepacs flow ikke når samme rablende niveau som sin medrappers, så er hans levering altid så ubesværet og velartikuleret at man tror det er løgn.
Rent lyrisk er de begge også i topform på Gods. Metaforer, og dobbeltbetydninger flyver til højre og venstre, så man skal høre numrene flere gange for at få det hele med. Samtidig med at de siger noget i deres tekster. Det er aldrig rim for rimets skyld, men derimod form og indhold der står side om side i et stærkt makkerskab.
Xeren faktor
Som skrevet tidligere, så er Xeren nu en del af gruppen og det har i den grad styrket helhedsudtrykket. Xeren har i løbet af de sidste par år, virkelig udviklet sin stil, og han har efterhånden fået opbygget sig en signaturlyd, så man sjældent er i tvivl om, hvornår man lytter til et Xeren-beat. Det er den klassiske Xeren-lyd der præger albummet, hvilket bestemt er en god ting. Jeg vil især fremhæve Smæk, der fungerer som en virkelig stærk albumåbner med en dejligt detaljeret og tilbagelænet produktion. På Dig gynger den melodiske westcoastlyd dejligt funky og på Sofa i Esbjerg er der et tungt basdrevet beat der skaber de optimale rammer for rappen.
Det er dog ikke kun Xeren der skal have al rosen for lyden på pladen. Et af mine absolutte favoritter er det helt sublime Klinker, produceret af IngrediJens (Kendt fra Asbestose). Her finder man endnu engang Jens’ forkærlighed for de mere eksotiske samples, med alt hvad det indebærer af skæve lyde. Swab leverer desuden et mørkt og tungt beat til Hal 9000, der passer perfekt til nummerets tema om vores fortabelse i den moderne teknologi.
2-0 til Binær
På Gods er Binær tilbage med forøget mandskab og et forfinet og forstærket udtryk, hvilket resulterer i et endnu mere fokuseret resultat. Der er efterhånden fundet ind til kernen af hvad Binær er, og det gør at Gods er et endnu bedre album end debuten. De leverer højdepunkt efter højdepunkt, og tilføjer en god håndfuld stærke numre til et allerede skræmmende stærkt bagkatalog. Samtidig holder de fast i, og forstår vigtigheden af gennemarbejdede tekster med noget på hjerte, og det er i den grad noget der varmer en gammel hiphopfans hjerte.
Alt dette gør at Gods uden tvivl er et af årets allerbedste udgivelser.
