I denne uge kan rapperen Pelle tilføje endnu en udgivelse til sin diskografi, med debutalbummet Eksil.
Han har tidligere udgivet EP’erne Cirkus Trivielt (2011), 4 Slags Sort (2013) samt Overfladespænding fra 2018. Desuden har han som halvdelen af duoen Parlør udgivet EP’en Parlør i 2016 og deres debutalbum Idioterne udkom tidligere i år.
Nu er tiden så blevet klar til første langspiller i eget navn. Albummet består af ni skæringer, der er blevet til i samarbejde med produceren Antik, der har stået for den musikalske del af albummet. Det er der kommet et stærkt debutalbum ud af, der emmer af jazzede og orientalske melodier lagt ovenpå møgbeskidte hipphoptrommer. Kender man Parlørs tekstunivers, så vil man straks føle sig hjemme på Eksil. Det er til tider dystert, melankolsk, filosofisk og utroligt gennemført.
Albummet bliver desuden gæstet af Ham den Lange, Fabeldyret og DJ Jett.
I dag er videoen til nummeret Sæt Mig Fri udgivet, og den byder på et trippet tur i spændingsfeltet mellem The Hangover og The Blair Witch Project.
Det nye album kan findes på diverse streamingtjenester og bestilles på vinyl hos Run For Cover.
Kommenter