Hvad kan jeg efterhånden sige om Loke Deph, som jeg ikke allerede har sagt en million gange? Han er en af de mest originale og kompromisløse rappere herhjemme. Hans gæstevers er legendariske og som regel et højdepunkt på det pågældendende nummer. Hans lange rejse kulminerer lige om lidt, da Loke Deph endelig er klar med sit første soloalbum.
Det ti-numre lange album Vor Frelser består af to håndfulde sange. Der skifter fra medrivende og hårdtpumpede produktioner til afdæmpede og følelsesfulde refleksioner. Tilsammen udgør numrene en del af Loke Dephs verden.
Man hørte allerede anslaget til albummet på Beluga/Malstrøm EP’en fra 2016, der høstede topkarakterer fra musikkritikerne og blev rost for balancen mellem optimismen og melankolien. Loke Deph balancerer også på grænsen mellem håb og håbløshed på det nye album, men i et endnu mere personligt udtryk end tidligere. Den lethed man finder i Loke Dephs levering og sproglige overskud står i stærk kontrast til det tungsind han bærer på.
Musikken på albummet er blevet til i samarbejde med gamle samarbejdspartnere som Mvh. Emil (tidligere Boone) fra Kaput. Desuden bidrager Adam Sampler, Aloof (Lukas Lunderskov), Telepa-T og Albert (Benal), så det må siges at være cremen af danske producere, der har hjulpet til på det nye album.
Vor Frelser udkommer på både vinyl og streaming d. 06.03.2020 gennem KPTKBH.
Men allerede nu kan man høre debutsinglen Abus. Loke fortæller her til detgodtnok.dk lidt om det nye nummer:
“Den første version af nummeret indspillede mvh. Emil og jeg i en stue med håndholdt mikrofon. Emil og Adam havde rodet med et beat, som fik sådan en helt syg fresh technoagtig vibe, og jeg gik i gang med at skrive rap. Jeg fik associationer til Københavns piratfester og modkultur, og teksten læner sig op ad den følelse af bare at smadre helt igennem.”
Det er lige præcis den følelse man får når man hører det nye nummer, hvor Loke flower ubesværet over det tunge beat, og det tegner ekstremt godt for det kommende album, men seriøst, det er der vel næppe nogen der er overraskede over.
Hvis du er i eller i nærhed af Købehavn den 6. marts, så kan jeg i øvrigt varmt anbefale at dukke op til releasen, hvor man også kan opleve dygtige navne som F L E M M I N G og Sulka. Se mere på Facebook.
Kommenter