Jeg blev for nyligt gjort opmærksom på et nummer, som jeg virkelig synes fortjener lidt opmærksomhed. Jeg er ret vild med udtrykket og tekstuniverset, der formår at trække tråde til en tidligere lyd, samtidig med at det holder fast i en mere nutidig lyd.

Det drejer sig om nummeret To Nætter fra NSTVD. Bag aliaset gemmer der sig rapperen Simon, der tidligere var en del af gruppen Proflow & Phobia, der tilbage i startnullerne havde ret godt gang i karrieren, med en hel del afspilninger på det hedengangne Mymusic.dk samt opvarmningsjobs for navne som L.O.C., Johnson og UFO & Yepha.

Der blev dog stille fra gruppen igen, og i mange år har de ikke udgivet numre, men bare holdt dem for sig selv.
Det samme er faktisk tilfældet med det her nummer. Det har nemlig ligget og samlet støv i tre år, før drengene besluttede sig for endelig at udgive det. To Nætter er et nummer der udover at være meget personligt, har ligget og samlet støv i tre år.

“Det har irriteret os (LarsLouvre og jeg), da vi som sådan altid har syntes at det var et fedt nummer, men samtidig også rigtigt tungt. Det er et track der skal inspiceres, smages og fordøjes, rent tekstmæssigt.” 

Simon fortsætter:

“Det er ret nervepirrende at lægge noget ud igen. Det har skullet finpudses og vi har skullet finde vores egen unikke univers, samtidig med at vi stadig holder fingeren på pulsen. To Nætter er det første nummer jeg som kunstner synes folk skal lytte til, fordi det præsenterer mine skrivekundskaber på bedste vis – og fordi nummeret er en stor del af mig.”

Er man nede med det her nummer, så er der gode nyheder, for det skulle ikke vare længe før rapperen atter er aktuel. Denne gang bliver det med nummeret Persona Non Grata, der bliver debutsinglen til et kommende albumprojekt. Derudover har han også andre ting i støbeskeen som en del af gruppen Faldgruppen, der desuden tæller tæller Jeppe Rapp, Nemo, Carllewis og LarsLouvre.

Hør det nye nummer på Spotify herunder, og vil du holdes opdateret på hvad der sker, kan du følge NSTVD på Instagram.