Lars Virkli debuterede, under navnet Klaes, med albummet Dedikeret tilbage i 2008. Efterfølgende fandt han et musikalsk fælleskab i hiphoporkesteret Tudsegammelt og derefter i duoen Asbestose, sammen med produceren og broderen, IngrediJens.
I 2017 kom så solodebuten Gennemrejse, under navnet Lars Virkli. Igennem den tid er ripenseren gået fra at være en lidt generisk rapper, til at have fundet sin egen unikke stil og udtryk.

Nu er Lars så aktuel med albummet Udslukt, hvor han, som en anden kødflue, kredser over den uundgåelige død, der på et tidspunkt rammer os alle.

Dø en lille smule og genopstå i mine tekster

Sådan rapper Lars på titelnummeret, og det lader til at være mantraet på albummet. Med Udslukt har Lars fundet sig godt til rette i det udtryk som han lagde fundamentet til, på Gennemrejse fra 2017.

Det er de introspektive tekster der er fokus på, og hvor tekstuniverset i Asbestose-projektet er præget af mere tematisk brede og et lettere tekstunivers , så er der her tale om en yderst tung konceptuel sag, der netop kredser om døden.

Det er der kommet et til tider ret mørkt, men også vedkommende album ud af. Det er nok ikke alle der vil kunne se appellen i de fortællinger der er at finde på pladen, men de der kan, får på albummets cirka halve time, et unikt indblik i Lars’ univers.

Bundsolide beats skaber solid stemning

Det nye album er skabt i samarbejde med Lars’ bror, produceren IngrediJens, og sammen har de skabt et interessant og helstøbt univers. Brødrenes tætte samarbejde bærer virkelig frugt, og for de faste læsere herinde, er det vist ingen overraskelse at det musikalske niveau er virkelig højt. Jens bliver gang på gang ved med at imponere og udvikle sig som producer.

Denne gang er produktionerne lidt mere minimalistiske end tidligere, og der er også skruet ned for de mellemøstlige samples. Hele albummet har dog et flot filmisk udtryk over sig, hvilket er virkelig stemningsskabende og danner den perfekte musikalske ramme for det billedsprog som Lars maler i sine tekster.

Kan man blive så ked af det, at man dør?

Når det kommer til teksterne, så er der ingen tvivl om at Lars når nye højder med dette album, og nogle af numrene på denne skive er klart hans bedste til dato.
Han formår at behandle noget så dystert som døden, på en virkelig interessant måde, så det ikke fremstår fortænkt eller usmageligt. Hans flow er skarpt, bundniveauet er højt og han har masser af gode detaljer i sin rimstruktur.

Hvert nummer er sin egen lille fortælling, der omhandler døden på forskellige direkte og indirekte måder, og byder på mange interessante synsvinkler.

Som på et af albummets bedste numre, Åben Kiste, hvor Lars rapper fra sit døde jeg, og beskriver sin egen obduktion og bisættelse. Det er en ganske effektiv måde at sætte scenen på, der i høj grad fanger lytterens interesse.

“Kold stål mod min hud/
men det brænder som et bål og jeg vil ud/
De åbner mig med saks og skarpe knive/
hvis jeg ku’ ville jeg sparke og rive/
Formalin får mig til at ligne jeg’ i live
Sprøjtet ind i årene i lårene der er stive”

Konceptet og historiefortællingen bliver taget et skridt videre på den fremragende Kødflue, hvor perspektivet nu er skiftet til.. ja en kødflue. Til dem der ikke lige ved hvad der kendetegner en kødflue, så er det at den lægger sine æg i råddent kød, og når larverne bliver udklækket, lever de af kødet. Det er ren Circle of Life Lars her er ude i.

Albummets højdepunkt finder man dog på Begge To, der er dedikeret til parforholdet, og hvordan man kan dø i det.
Over et super velproduceret beat spytter Lars hudløst ærlige linjer med et stærkt billedsprog og et helt fænomenalt flow. Især omkvædet er nærmest hjerteskærende i sin barske realitet:

“Du siger at vi ikke har noget til fælles/
jeg siger at vi begge to skal dø/
du siger at dagene skal tælles/
mange bække bliver til sø/
du siger at vi ikke har noget til fælles/
det sku’ jeg ellers mene/
du siger at kærlighed forældes/
jeg siger at jeg ikk’ vil dø alene.”

Brødrene Sand slår til igen

Lars Virkli hører til i den kategori af rappere der bliver bedre for hver udgivelse, de sender på gaden. Derfor er dette, i min optik, det stærkeste soloudspil fra Lars Virkli til dato. Lars er en rapper, der den ene dag kan lave et nummer om voldspsykopaten Arne fra Blinkende Lygter, til så at lave et album om livets sidste rejse, uden at det føles påtaget eller gimmickfyldt.

Med brormand ved sin side, har han fundet ind til hvem han er som rapper, og så er der ingen tvivl om at, de sammen står som en af de mest interessante rapper/producer-teams vi har herhjemme.
Derfor ender det på fire meget store stjerner herfra.

★★★★☆☆