
Puha nu varer det ikke længe før vi kan lukke den bog der hedder 2020. Sikke et år.
Det er dog ikke alt der har været skidt her hos Det Godt Nok. 2020 blev blandt andet året hvor sitet kunne fejre sit 10 års jubilæum. Det havde jeg ikke troet da jeg startede, helt tilbage i 2010. Selvom aktivitetsniveauet til tider svinger på grund af voksenlivets forpligtelser, så er det da alligevel blevet til lidt skriverier herinde, og det fortsætter naturligvis i det nye år.
Årets højdepunkt var dog uden tvivl da jeg annoncerede at Det Godt Nok startede op som label, og dermed også udgav min første vinyl.
Det blev med gruppen Bogstaveligt Talt, der gravede dybt i arkiverne, og sammen fandt vi en håndfuld gamle numre, som vi alle syntes fortjente at blive samlet på en flot vinylskive. Modtagelsen har været god, og det har været en lang men fed proces at få dem ud. Jeg håber at der kan komme flere projekter ud i det nye år.
Bagkatalogisk som pladen endte med at hedde, kan stadig fås hos Rekords og Run For Cover, hvis man skulle være interesseret i lidt god gammel undergrundshiphop.
Lad os komme videre til det i alle sammen venter på, nemlig listerne!
Tak for at i læser med – Vi ses i 2021.
Husk at Det Godt Nok også kan findes på Instagram, Twitter og Facebook.
Årets bedste udgivelser

10. Stik Op – Det Sker Når Jeg Siger Det
2020 blev året hvor Stik Op, der uden tvivl er en af mine all-time favoritter herhjemme, kom ud med et nyt album. Albummet ligger i fin forlængelse af 2018’s Familie og Venner, og Stik Op er stadig definitionen på en bundsolid rapper, selvom der dog er lidt op til de gamle udgivelser med Sphaeren.

9. Jøden – Yahoudi
Jøden hører ikke til blandt de mest produktive rappere herhjemme, men når han endelig går i boksen, kommer der som regel noget ret fedt ud af det. Det gør sig også gældende for det nye album. Det er Jøden som man kender ham: humoristisk, original og altid værd at lytte til. Og så er det aldrig skidt at have DJ Static bag knapperne, der leverer banging’ produktioner som altid.

8. Loke Deph – Vor Frelser
Ny musik fra Loke Deph er altid interessant, og det debutalbummet har været længe ventet. Der var dog sket lidt, siden Beluga/Malstrøm udkom. Lydsiden er blevet mere nutidig og elektronisk, og det er ikke alt der lige falder i min smag, men Loke Deph er stadig en ener herhjemme, og han kan stadig rappe skarpere end de fleste. Jeg kan dog også afsløre at der er ét nummer på albummet som jeg virkelig har digget i år. Det kommer vi til senere.

7. Strøm – Heldig Kartoffel
Strøm har altid været en rapper som jeg har syntes har været alt for undervurderet herhjemme. Jeg er også ret sikker på at der er mange der har glemt alt om ham, og det er da også hele 13 år siden hans sidste soloalbum udkom.
Der er naturligvis sket en del siden sidst. Tiden er blandt andet brugt på at stifte familie og det er derfor naturligt, at det nye album primært kredser om netop det. Der bliver dog også taget mere samfundsaktuelle emner op, og et af albummets højdepunkter finder man på Jenne Gur Sauer, hvor strøm giver den på synnejysk med alt hvad det indebærer.
DJ Talkback, der har produceret hele pladen, sørger desuden for en virkelig fed lydside, med stærke beats der sørger for det perfekte grundlag for Strøms velskrevne rap.
Som bonus indeholder albummet også det helt igennem sublime nummer Helvedes Karl, der endte på en flot førstplads her på siden, på listen over de bedste numre fra 2013.

6. Pede B – Gudskelov
Pede B har som altid været produktiv i år, med to album og en ny EP i Skarpe Skud-serien. Det blev dog det seneste album som jeg havde mest optur over i 2020. Selvom det ikke er alt som Pede laver, der appelerer til mig, så kan man altså ikke komme udenom hvor dygtig en rapper han er.
Det er så tydeligt, at han egentlig bare er en kæmpe stor rapnørd, der elsker at skrive tekster, lave historier og at få ord til at rime. Tilsæt så lige, at han er en af landet mest hårdarbejdende rappere, der på trods af at aldrig at have haft et decideret hit, bliver ved med at lave gennemarbejdet materiale. Det skinner virkelig igennem i musikken.

5. Funch – Flytilstand
Funch viser rigtig gode takter på sit debutalbum, og han skinner klarest på de personlige og historiedrevne numre. Af en forholdsvis ny rapper, er hans niveau rigtig højt, og jeg er overbevist om, at han med årene har evnerne, potentialet og ikke mindst det rette bagland, der gør at han kan udvikle sig til en funklende stjerne på den danske hiphopscene. Debutalbummet er i hvert fald et flot skridt i den rigtige retning, og jeg ser virkelig frem til at følge ham i de kommende år.

4. Lars Virkli – Udslukt
Lars Virkli hører til i den kategori af rappere der bliver bedre for hver udgivelse de sender på gaden. Lars er en rapper, der den ene dag kan lave et humoristisk nummer om voldspsykopaten Arne fra Blinkende Lygter, til så at lave et album om livets sidste rejse, uden at det føles påtaget eller gimmickfyldt. Sammen med brormand IngrediJens, der står for produktionerne, har han fundet ind til hvem han er som rapper, og så er der ingen tvivl om at, de sammen står som en af de mest interessante rapper/producer-teams vi har herhjemme. Det er denne plade i hvert fald er et glimrende eksempel på, og er man til eftertænksom hiphop med noget på hjerte, så må man ikke snyde sig selv for at lytte til Udslukt.

3. Trepac & Swab – MEGA
Swab er en af mine absolutte yndlingsproducere herhjemme, og Trepac er ditto på rappersiden. Så jeg havde høje forventninger til dette album, og jeg blev bestemt ikke skuffet. Det er ikke første gang at Swab og Trepac arbejder sammen, men det er første gang de går sammen om en hel udgivelse. Selvom dette ikke er Trepacs bedste værk, er han stadig niveauer over de fleste andre MCs herhjemme. Projektet har haft løsere rammer end de sidste to udgivelser fra ham, og man kan mærke at Pac føler sig godt tilpas over de bombastiske beats fra Swab. Resultatet er en af de slags album man kan høre, uden man får brug for at skippe et eneste track.

2. Sulka – Epoker
Det er ikke meget mere end et år siden, at Sulka var et relativt ubeskrevet blad på den danske hiphopscene. Men det skal jeg da lige love for at hendes debutalbum fik lavet om på. Virkelig gode anmeldelser på store musikmedier, tre flotte nomineringer til Steppeulven 2021 og høje placeringer over årets bedste albums, på flere lister rundt omkring i landet.
Men hun fortjener det. Virkelig meget. Debutalbummet er gennemført fra start til slut, og rummer virkelig mange højdepunkter, både når det kommer til Sulkas levering og tekster, men så sandelig også fra producer Tue Track.
At vi nu har en rapper som Sulka herhjemme, er virkelig tiltrængt. Hun tager sin tekstskrivning seriøst, hun har en fed attitude og så rapper hun simpelthen virkelig godt.

1. Suspekt – Sindsyge Ting
Jeg havde bestemt ikke regnet med at Suspekts syvende album skulle gå hen og indtage førstepladsen i år. De sidste par album har været svingende i kvalitet, og de første singler fra dette album var ikke noget der imponerede mig synderligt. Men albummet skulle dog vise sig at være noget af et monster. Det er det mest helstøbte og sammenhængende album de længe har lavet, og uden tvivl deres bedste siden Prima Nocte fra 2007.
Albumåbneren Mer Prestige Mer Pastis sætter scenen og man mærker en ny dybde hos trioen. Albummet har mange højdepunkter: Kom og Tag Mine Øjne, Vil Du Med…, Lykken Kommer og den fabelagtige Kroppen og Mit Ansigt (Gråvejr) for bare at nævne de bedste. Endnu engang tager Rune Rask og Jonas Vestergaard lydsiden til et nyt niveau, og man fornemmer endnu mere reflektion i Orgi-E og Bai-D’s tekstunivers.
Det her er uden tvivl det album som jeg har hørt mest i år, og det kommer 100% også til at være i høj rotation i 2021.
Årets bedste tracks
10. Mellow – XO (prod. C-note & 20/20)
Wow for et nummer. Jeg er vildt imponeret over Mellow, og hvor tight hans flow er. Det er ikke alt med ham som jeg digger, men det her har jeg virkelig hørt meget i år. Helt vildt sindsygt beat i øvrigt.
9. Pede B – Gudskelov (prod. Adam Sampler)
Årh hvor er Pede vild på det her track. Man kan så tydeligt høre hvor sulten han er og han spytter så fedt. Gudskelov for at vi har en rapper som Pede B.
8. Strøm – Søn Lille (prod. DJ Talkback)
Når man selv har børn, så rammer det her nummer ekstra hårdt. Et virkeligt fint og sårbart nummer.
7. Nøx – Nu (prod. Xeren)
Vigsø droppede sit gamle navn, og introducerede os for Nøx med dette virkelig vilde nummer. Hun bliver bedre og bedre for hvert track hun udgiver, og det her viser hvor stærkt hun pt. står. Jeg håber så meget på mere ny musik i 2021.
6. Lars Virkli – Begge To (prod. IngrediJens)
Det her hører klart til blandt Lars’ bedste numre nogensinde. Et ærligt nummer om hvor vanvittig hårdt og drænende et parforhold kan være.
5. Funch – Voliere (ft. Nota Bene) (prod. Xeren)
Funch har vist sig at være en virkelig skarp rimer, og en hamrende dygtig rapper. Jeg var rigtig glad for debutalbummet, og det her nummer var et af højdepunkterne. Jeg er så imponeret over hans kadence og rimopbygning.
4. Sulka – Babushka (prod. Tue Track)
Et nummer der lige præcis ikke nåede med på debuten, men et nummer så stærkt, flabet og overlegent, at det sagtens kan stå for sig selv. Sikke et år for Sulka!
3. Trepac & Swab – UALMINDELIGSMUKTRACKTITEL (prod. Swab)
Trepac og Swab klæder hinanden ualmindeligt godt, og gør det allerbedst på albumlukkeren her.
2. Suspekt – Kroppen og Mit Ansigt (prod. Rune Rask, Jonas Vestergaard & Albert)
Der er ikke mange der kan slippe afsted med at lave et næsten 10 minutter langt nummer, men det kan Suspekt. Det er vel egentlig tre numre sammensat i et langt nummer, med en ualmindelig smuk produktionsside og opbygning.
1.Loke Deph – Abus (prod. mvh. Emil & Adam Sampler)
Loke Deph smadrer i den grad igennem på det her monster af et nummer. Han flyder ubesværet over det beatet imens han dropper den ene vanvittige linje efter den anden. Det er klassisk Loke Deph!
Kommenter