Sidste år havde jeg fornøjelsen af at udgive Bogstaveligt Talts Bagkatalogisk på vinyl. Der var tale en udgivelse der samlede op på en håndfuld ældre numre fra duoen. Nu er de så tilbage med ny musik, for første gang i 10 år.
Det småneurotiske sortsyn er blevet større og klarere
Sortsynet har bestemt været tydeligt at få øje på, på gruppens tidligere udgivelser, men det får nu fuld fokus på på den nye EP, Grundprincip der netop har ramt streamingtjenesterne.
På EP’en kommer melankolien og neuroserne helt op til overfladen, og de tre tracks har tematisk en del til fælles, da de berører en frisk start, ovenpå udkørthed og mental metaltræthed.
Har haft det underligt og det i månedsvis
En levende død, til offentlig skue, som en åben kiste
alligevel glemt som besætning på et sunket skib
Så jeg var nødt til at revidere mit grundprincip
Gruppen der består af producer/ rapper Jos, og rapper Ordkløveren forklarer her kort om tilblivelsen af udgivelsen:
“På trods af vi bor længere fra hinanden end tidligere, var hele lockdown situationen, og vores personlige situationer ideelle til at genoplive Bogstaveligt Talts eksistentielle flirten med grænselandet mellem liv og død”.
Herunder fortæller duoen lidt om de tre tracks:
Grundprincip:
“Vi startede for en gangs skyld med hooket, som beskriver følelsen af at være ved siden af sig selv, og have det elendigt, indtil du indser du selv er årsagen til din egen nedtur, og tager tingene til efterretning. Derefter skrev versene næsten sig selv.”
Efterlivet
“Det første track vi skrev efter vores lille reunion, mundede ud i en partybanger om at acceptere at livet er det der sker mens man planlægger andre ting, hvis vi skal være helt kliché-agtige.”
Start på en frisk
“Teksten har en del år på bagen, men har vist sig at være langtidsholdbar, og aktuel i de livssituationer vi hver især står i. Som titlen antyder handler det om have brug for en frisk start.”
Jeg synes det er så fedt, når folk der ikke har lavet musik sammen længe, finder sammen igen og finder fornyet energi, hvilket i sidste ende resulterer i ny musik. Jeg synes de tre nye numre er af vanlig høj kvalitet, og er man til de mere dystre sider af livet, så kan man helt sikkert godt finde noget at spejle sig i, her.
Nedenunder kan man se videoen til nummeret Grundprincip, samt finde hele EP’en på Spotify.
Kommenter