I 2019 faldt produceren Poni Puff og rapperen Valdemar over hinanden i en røgfyldt og indelukket bunker på Nørrebro i København, hvor Poni Puff sad bag knapperne til en session for en fælles bekendt fra det københavnske hip-hop-undergrundsmiljø. Valdemar gæstede denne session, og efter bare et enkelt vers var produceren solgt. Lyrikken var anderledes, og der var en helt unik ro og sikkerhed i Valdemars måde at levere sine tekster på. Valdemar lagde ud med sine egne skrevne digte som han spyttede over Ponis beats, men det ændrede sig til at være et mere dynamisk samarbejde mellem tekst og instrumental. Vejen for et makkerskab var hermed banet, og her halvandet år efter, står de klar med deres første fælles EP, med titlen Trods Hån & Nærighed Vol 1.
Bombastiske samplebaserede beats med støvede trommer, og knivskarp hverdagspoesi om ungdomslivet og udfordringer som de fleste unge mænd kan relatere til, lægger bunden for EP’en, blandt andet på tracket Synkebesvær hvor Valdemar beskriver hvordan han vil have ris og ros, mens de piger han møder bare vil have rusmidler. Om hvordan de skaffer sig vej ind på natklubberne, ved at flirte med dørmænd, og om hvordan han alligevel ender med at holde om dem sent på natten, på trods af at det koster ham sine sidste surt optjente penge fra sit job i Netto.
Det som jeg synes gør duoen interessant, er at de blandt andet distancerer sig fra det mere etablerede hip-hop miljø, ved at omfavne deres særheder, kedsomhed, likviditets- og kvindeproblemer samt deres baggrund hver især, som børn af ressourcestærke familier. En pointe der bliver understreget på tracket Natterda med linjen “Er ikke fra gaderne, kommer fra baghaverne, siger svære ord og ved præcis hvordan man staver dem.“
Alt dette danner rammerne om noget så dejligt som vaskeægte old school rapmusik, krydret med stærke referencer til dansk litteratur, gamle ordspil og historiske begivenheder. Særligt på tracket Svanesang hvor Valdemar, som en reinkarneret fordrukken version af den grimme ælling, med lethed jonglerer referencer som spænder fra alt mellem Joakim von And, Odins ulve, Bille Augusts “Zappa” og Nåsåren Benny.
Du kan se den lækre 8bit video til tracket herunder:
Jeg er ret vild med de to herres take på hip-hop, og de fortjener al den opmærksomhed de kan få. Så hvis du er til alternativ hip-hop der smager lidt af det man kender fra navne som Loke Deph og Esben, så skal man 100% tjekke de her to ud.
Kommenter