Det var helt tilbage i 2010, at den dengang kun 16-årige Vigsø trådte ind på den danske hiphopscene, via sin deltagelse i MC’s Fight Night. Efterfølgende blev freestylen skiftet ud med skrevne battles i Rap Slam Battles. Vigsø blev hurtigt kendt som en dygtig battlerapper og trods den unge alder, var der der ingen tvivl at om talentet for rim og flow, samt attituden var der.

Det er dog først i 2016, at man stifter bekendtskab med den mere melankolske, introspektive og konceptuelle side af Vigsø som rapper. Det gør man på den drømmebaserede EP Under Overfladen og den tvetydigt navngivne Brud fra 2017. Begge EP’er blev til i samarbejde med DJ Noize, og især sidstnævnte gjorde at jeg virkelig fik øjne og ører op for den unge rapper.

Efter udgivelsen af Brud begyndte Vigsø at samarbejde med Echo Out-produceren Xeren, hvilket udmundede i en lille håndfuld solide singler der bebudede en ny lyd for rapperen. Efterfølgende blev det til et navneskift, og Vigsø blev til Nøx. Med blot to numre under det nye alias lykkedes det hende at blive en af de 10 finalister i DR’s Karrierekanonen, dog uden at gå derfra med en sejr. Det har dog ikke stoppet Nøx, og nu er hun endelig klar med sit debutalbum Walk of Shame.

Slummajestæten holder hof

I løbet af albummets spilletid på omkring 30 minutter, fordelt på 10 skæringer bliver lytteren ført ind i Nøx’ univers, hvor slumromantikken og fascinationen af det dystre er fremherskende. Bag knapperne finder man produceren Xeren, der blandt andet er en del gruppen Binær.

Albummet åbner med bangeren SlumMajestæt, hvor Nøx kridter banen op på elegant vis, og giver et indblik i sit univers med alt hvad det indebærer af sjusser, sex og slåskampe. Der er ingen tvivl om at Vestegnen løber tykt i nøx’ blodårer, og som lytter står det hurtigt klart, at hun er kommet for at sparke røv og tygge tyggegummi. Og hun er løbet tør for tyggegummi.
Hun leverer sine vers med en selvsikkerhed og kadence der gang på gang imponerer, og hun har ligeledes virkelig styr på sine rim. Nummeret giver mig klare mindelser om Orgi-Es City2Musik, hvilket må siges at være et kæmpe kompliment.

Herfra fortsætter Nøx med flere stærke numre. Her vil jeg især fremhæve Læse Mig, der bliver gæstet af Trepac, hvilket må siges at være et godt match. Førnævnte Orgi-E gæster på Styrter, og det at resultatet ikke er endt i en omgang halvlummer sexrap er jeg virkelig glad for. Det havde været den nemme vej, men her går de i en helt anden retning, hvilket virkelig klæder projektet. Den sidste gæst finder man på Rygtet Siger. Her går Nøx og Josie Amadonna klassisk battlerap på den, med flere mindeværdige linjer.

“Rygtet siger jeg er underdog – Fisserødt jagttrofæ
Wife potential – Ligger gamle mænd i graven – Autoplay
Mor har taget sprøjtegift
Ude på paranoia trip
Ikk for sarte nerver – Stadig møgbeskidt
Spytter til de lytter Mens du kløjs i dit”

Autentisk rap og velproducerede beats

En generel ting jeg er nødt til at fremhæve, er hvordan Nøx bruger sin stemme. Hun er blevet sindsygt god til at variere hvordan hun rapper, fra lige-i-dit-fjæs levering på numre som SlumMajestæt og Rygtet Siger til en mere sårbar og melodisk levering som man hører på Mer Vil Ha Mere og Ravage. Det gør at man aldrig bliver træt at af lytte til hende, da der er god variation i stemmeføringen, hvilket virkelig er en force.

Som tidligere nævnt er det Xeren der har stået for produktionerne på albummet, og jeg kan kun sige at han endnu engang viser et tårnhøjt niveau. Han har skabt en melodisk lydside der på fornem vis understøtter Nøx’ lyriske univers. Der er tung og slæbende bas på Løbetaxa, distortede og skæve toner på Styrter og westcoastinspireret lyd på Pygmalion. Så er der et nummer som Ravage, der byder ind med en mere let, nærmest sommerlig stemning, der med sin liveguitar virkelig løfter produktionen til et højere niveau.

Netop Ravage er virkelig et nummer der er værd at fremhæve. Her bruger Nøx hele sin musikalske palette og tilføjer lækre detaljer til sin vokal. Omkvædet er ligeledes et af albummets stærkeste, og det gør det til et rigtig godt bud på et nummer der har potentiale til at nå bredt ud.

“Det her vi løser vores problemer ved at riste til en fed
Her hvor vi knalder før vi knalder dig ned
Hvor du inviterer alle, men ikk gir damen besked
Vi ligeglade med hvem du er, for vi skal ikk tales ved.”

Mit personlige højdepunkt finder man dog på Pygmalion. Her udfolder Nøx sig fra sin mest poetiske side, og den ene flotte linje efter den anden fletter sig på fineste vis ind i Xerens tunge produktion.

Konklusion

Man finder hele tiden nye facetter til Nøx på denne udgivelse. Man mærker desuden at hun virkelig har noget på hjerte og har evnerne til at formidle det på en musikalsk og interesant måde for lytteren. 

Der er derfor ingen tvivl om Nøx’ talenter på mikrofonen. Hun besidder alt det der gør, at jeg finder en rapper interessant. Hun har et autentisk udtryk og har sin egen unikke stil, helt uanfægtet af tidens musikalske tendenser. Hun bliver bedre og mere fokuseret på hver udgivelse, og især hendes flow, levering og stemmeføring har her taget et par gevaldige nøk opad.

Alt i alt har Nøx lavet et rigtig solidt album hvor der er en fin rød tråd både i produktion og tekstunivers. Der er et virkelig højt bundniveau, hvor ingen numre falder igennem, men hvor der kun er få numre der hæver sig over de resterende. Hun er dog en rapper der har masser af byde på, og en undergrundsartist, der har vist at det godt kan lade sig gøre at nå ud til et bredere publikum. Jeg er ikke i tvivl om at hun har talentet og potentialet til endnu mere. Jeg sidder i hvert fald allerede og glæder mig til næste udspil.

★★★★☆☆