Efter fire imponerende singleudspil plus et enkelt bidrag til Ordet På Gadens “Stærkt” udgivelse, er den Aarhus-baserede trio, Manus Nigra endelig klar med debutalbummet “Blind Vej”, som jeg personligt har set utroligt meget frem til.

Manus Nigra består af rapperen Ham den Lange, sangerinden Fönix og produceren Swab. Sammen har de formået at skabe et unikt og interessant univers, der ikke minder om noget man tidligere har hørt her i landet. Der er ikke tale om hverken fest- eller feelgood musik, og der er langt fra Langes tidligere projekt, Klub Dovensmart til Manus Nigra.
Men er man til reflekterende tekster der kredser om temaer som kærlighed og samfundet, kombineret med et dystert og mørkt lydbillede, så skal man gøre sig selv den tjeneste at tage Manus Nigra i hånden og dykke ned i deres univers.

Jeg må indrømme, at jeg altid har haft et lidt ambivalent forhold til Pede B som kunstner. Jeg har altid haft en dyb respekt for hans kæmpe talent, for hverken tekster, rim, flow eller levering kan man sætte en finger på. Han har lavet en god håndfuld numre, der er niveauer over hvad mange andre danske rappere kun tør drømme om at kunne levere, og han har rent faktisk lavet et af mine absolutte favoritnumre i dansk rap.

Som afslutning på årets Vanguard Festival, var det tid til at se det nok mest live hiphop-band i verden, nemlig The Legendary Roots Crew, anført af trommeslageren Questlove og rapperen Black Thought. 

Der var lagt op til et brag af en afslutning, men publikum fik lige pludselig meget mere end de havde regnet med, da Yasiin Bey pludselig dukkede op på den store scene. Han havde åbentbart ikke fået nok af at optræde, så han brugte således det meste af tiden på scenen under koncerten, hvor han rappede et par numre og ellers bare dansede og stod og rockede med.
Det var en unik oplevelse og en oplevelse som de færreste har haft fornøjelsen af at opleve. Det var netop den slags ting som jeg savnede ved sidste års festival. Der manglende simpelthen en interaktion, kunstnerne imellem, så det var en ren fornøjelse at se Yasiin på samme scene som The Roots.

Det fantastiske ved The Roots er at alle i bandet er hamrende dygtige musikere, lige fra guitaristen “Captain” Kirk Douglas til Tuba Gooding, Jr. der gav den gas på sousafonen. Deres sammenspil er virkelig imponerende og de formåede at lade hele koncerten fungere som ét langt nummer, uden en eneste pause. Virkelig imponerende og samtidig medvirkende til, at det aldrig blev en kedelig oplevelse. Når det er sagt, så var der dog passager der var mere interessante end andre, og der var visse jam-passager, der var lige i overkanten.

Jeg vil bestemt ikke kalde mig selv for en hardcore Roots fan, så jeg kendte langt fra alle numrene, men det gjorde heller ikke noget. Der skete altid noget og musikken var svingende som bare pokker.
Jeg fik dog fornøjelsen af klassikere som “Break You Off”, “Mellow My man”, “Thought @ Work” og naturligvis også deres første store gennembrudshit “You Got Me” der blev leveret så den sad lige i skabet.
Ligesom Yasiin Bey koncerten, blev der her plads til et par covernumre, og her fungerede det væsentligt bedre. The Roots var ikke for fine til at bevæge sig ud i en herlig version af Guns N Roses-klassikeren “Sweet Child og Mine” og vi fik også Kool and the Gangs “Jungle Boogie”.
Koncerten blev rundet af med deres største hit, i form af “The Seed 2.0” der blev serveret i en lidt mere chillet udgave end hvad man kender, hvilket fungerede rigtig godt. Bedst som man troede koncerten var slut, blev The Roots bare ved og ved. De gav alt hvad de havde i sig og det skinnede virkelig igennem, således at de sørgede for at lukke årets Vanguard Festival på den bedste måde man kunne forestille sig.

Efter festen på Sun Ra scenen, var det blevet tid tid at geare lidt ned, i fællesskab med Yasiin Bey aka. the artist formerly known as Mos Def.
Yasiin entrerede scenen med et bundt roser, hvorefter han begyndte at sprede rosenblade ud over scenegulvet. Kontrasten til Rugged Mans kaotiske show tidligere på dagen, kunne ikke have været større.
Yasiin blev kun bakket op af en dj, men mere behøvede han sådan set heller ikke. Igennem den time som koncerten varede, havde han en solid levering og hans evner som MC fejler bestemt ikke noget. Han havde god kontakt med publikum og man fornemmede at han var engageret i sin optræden. Yasiin brød dog flere gange ud i sang, hvilket han bestemt ikke var helt forfærdelig til. Det var bare noget andet end hvad man havde forventet fra den dygtige rapper.

Yasiins valg af numre, var dog ret ujævnt, men publikum fik blandt andet de fremragende “Auditorium” og “UMI Says”, samt numre som “I’m leaving” og “Traveling Man”. Personligt savnede jeg dog nogle numre fra de gamle Black Star dage og den smukke Kanye-producerede “Sunshine” fra The New Danger albummet. Men den største misere var, at hiphopklassikeren “Ms. Fat Booty” totalt blev forbigået. Det havde ellers været en smuk afslutning på koncerten, men den måtte publikum se langt efter. Der blev dog også plads til et par covernumre under koncerten, i form af Biggies “Juicy” og landeplagen “Niggas in Paris”. Biggies gav meget fin mening, idet måde Big og Yasiin er fra Brooklyn, men jeg forstod ikke helt hvad idéen var med den sidstnævnte. Yasiin ændrede dog vistnok teksten hist og her, men jeg fik desværre ikke fat i, om der var en dybere mening med det.

Der er ingen tvivl om at Mos Def er en virkelig dygtig rapper og en yderst sympatisk kunstner der bestemt har noget på hjerte. Det var bare en skam, at de gode intentioner og hans evner bare ikke rakte til at møde de forventninger der var til ham, som én af de absolutte topnavne på årets festival.

Der var ingen tvivl om at, for rigtig mange var den dynamiske duo Method Man & Redman, dagens højdepunkt. De to karismatiske rappere har en betragtelig fanskare rundt om i verden, og her er Danmark bestemt også med. Da The Coups koncert rundede af, var der allerede en betragtelig skare der havde samlet sig foran Vanguards store scene, så de var garanteret det optimale udsyn til den kommende koncert.
Da duoens faste dj, DJ Dice havde varmet publikum op med en håndfuld hiphopklassikere, kom de to rappere på scenen, hvilket resulterede i at publikum gik amok.

Har man oplevet Meth & Red før, så ved man nogenlunde hvad man får, Iikke at det på nogen måde gør oplevelsen ringere. De er nogle af de mest “live” rappere jeg har oplevet, og om de hopper rundt, pjatter med hinanden eller kaster vand ud over publikum, er det altid med smørede smil på læberne, og der er ingen tvivl om at de virkelig elsker at stå på scenen og jo mere energi publikum giver dem, jo mere energi og spas og løjer får publikum tilbage.
Som man kan forvente fra Meth & Red, så var de super tighte på mikrofonerne og alle rim lå lige som de skulle. De to MC’er komplimenterer hinanden super godt, men det er vel også hvad man kan forvente af to rappere der har optrådt så længe sammen, og som de to herrer har.

På den time som koncerten varede, kom de godt rundt i både fælles- og solonumre og det var en fornøjelse at høre ældre numre som Redmans “Time 4 Sum Aksion”, “Pick It Up” og “Let’s Get Dirty” og Method Mans “Bring the Pain”, “All I Need” og naturligvis kom klassikeren “Method Man” også, til publikums store begejstring.
Der blev dog også plads til en håndfuld af duoens fælles numre. Vi fik naturligvis både part 1 og 2 af “How High” samt den lidt kedelige “A-Yo” Fra Blackout 2 og koncerten blev rundet af med überbangeren “Da Rockwilder”.
Dog savnede jeg lidt flere, som for eksempel “Blackout”, “Checka”, “Y.O.U.” og “Fire Ina Hole”, der er en af mine favoritter fra det første Blackout-album.   

Der er ikke en rigtig “Wu-Tang” koncert, uden en O.D.B.R.I.P. tribute, så det blev der naturligvis også plads til. Publikum fik smidt deres W’er op i luften til tonerne af “Shimmy Shimmy Ya” og det er bare sådan det skal være.

Der er ingen tvivl om Meth & Red ved hvordan man holder en fest, og det fik Søndermarken også at mærke i år. Der er ganske få rappere der er ligeså karismatiske som de to herrer, og det er imponerende at se hvordan de får alle blandt publikum til at gå amok. Det er ikke for sjov, at de har så stor en fanskare, for de gør det virkelig godt!

Selvom The Roots var aftenens hovednavn, så var der uden tvivl mange der var kommet for at høre The Pharcyde. Gruppen der står bag én af de mest anerkendte alternative hiphopudgivelser i 90’erne “Bizarre Ride II: the Pharcyde”. Der er dog sket meget for gruppen siden debuten i 1992 og interne stridigheder har gjort at gruppen nu ikke længere turnerer sammen, men i stedet optræder som to separate instanser. Den “fede” version bestående af Fatlib og Tre hardson, og så den “lidt mindre fede” version som gæstede Søndermarken, bestående af Imani og Bootie Brown. 

Selvom det ok var de to rappere som publikum mindst havde lyst til at se, så gjorde de to rappere gjorde det dog rigtig godt. De havde super meget overskud, god energi og de var klar på at give publikum alle klassikerne, uden så meget pjat. Der blev lagt ud med den (stadig) herlige “Ya Mama” og efter en lang opbygning kom “Oh Shit”. Vi fik også “Pack Da Pipe” der udviklede sig ud fra Luniz’ klassiker “I Got 5 On It”. Vi fik naturligvis også “Passing Me By” og da det chillede beat der danner rammen om deres vel nok største hit “Runnin’” lød over Søndermarken, var de fleste hiphophoveder i ekstase.
Det var tydeligt, at der var lagt vægt på de to første album, men der var også plads til enkelte afstikkere, som for eksempel Gorillaz’ “Dirty Harry” der bliver gæstet af Bootie Brown. 

På trods af at jeg aldrig rigtig har dyrket The Pharcyde, så synes jeg faktisk, at det var en rigtig god koncert. De havde en god energi på scenen og der var tale om en yderst chillet og laid back affære med The Pharcydes tilbagelænede tilgang til westcoast hiphop, der sørgede for super god stemning blandt dem der var troppet op for at høre deres halvfemserhelte. 

”Er i klar på noget politisk hiphop?” Den velmenende konferencier måtte sande at de politisk bevidste var i undertal, mens flertallet så The Coup, som en god mulighed for at hente bajere og komme på toilettet før publikumsfavoritterne Meth & Red skulle spille. På trods af de hårde odds, fik den Californiske gruppe i løbet af koncerten samlet en dedikeret skare foran scenen, med en energi og et bagkatalog hvis kvalitet rent faktisk oversteg den opmærksomhed som publikum gav gruppen. 
Under koncerten kom de godt rundt i deres over 20 år lange bagkatalog og de naturlige højdepunkter kom i form af numrene “My Favorite Mutiny” (der desværre ikke bød på den ellers oplagte gæsteoptræden fra Black Thought fra the Roots) og “5 Million Ways to Kill a C.E.O.”

Udover frontmanden Boots Riley, fik sangerinden Silk-E vist sig som værende en habil rapper, mens resten af holdet viste god arbejdsmoral og spillede som om pladsen var fyldt med hengivne fans. 

The Coups lyd, ligger ret tæt op ad The Roots’, så man skulle måske tro, at det var lige til højrebenet, men med et så pakket program som det er tilfældet på Vanguard, skal man virkelig vælge hvilke koncerter man vil investere sin tid i, hvis man også skal have tid til at alt det der ikke foregår på scenerne. Selvom det var en ganske fin koncert, så savnede man dog lige det, der skulle tage koncerten til det næste niveau. Om det så skyldes publikum eller bandet, skal jeg ikke kunne sige, men jeg tænker at det var en god blanding af begge.
På trods af det, havde The Coup en imponerende energi og det er altid en fornøjelse at høre hiphop når det bliver leveret af et liveband fremfor af en DJ.