Hverken Trepac eller Mund De Carlo behøver nogen større introduktion for læsere af denne blog, da jeg utallige gange har rost begge rappere til skyerne. Trepac er unik på grund af sine eminente lyriske evner, der omfatter alt fra melankoli og numre der kredser om angst og depression til straight up battlerap. Mund De Carlo har i løbet af de sidste par år udviklet sig til at være den mest teknisk overlegne rapper på den danske scene, blandt andet takket være hans eminente ordspil. Et sådan ordspil teasede faktisk allerede for samarbejdet i december sidste år, på nummeret ”Rap Godt”:

” …Og det går D.A.U.D.A så længe at du gør D.A.U.M.A ,
D.A.U.M.A
Nyt år, jeg har brug for at der sker noget nyt nu tror
Jeg har brugt tid på at skrive så mange mig-ord,
at det var på tide at blive en del af nogle du-oer”

Så er det atter blevet tid til en ny udgivelse fra Echo Out-rapperen, Trepac.
Siden sin tid i M-Cnatet, og den efterfølgende solokarriere med adskillige udgivelser under vesten, har Trepac gang på gang demonstrereret, hvorfor han er en af de mest interessante rappere, vi har herhjemme. Han er kendt for at være den følelsesladede mand, der bærer hjertet udenpå tøjet. Samtidig med det, er han en af de skarpeste og mest tekniske punchlinerappere, jeg længe har hørt. 

Efter fire imponerende singleudspil plus et enkelt bidrag til Ordet På Gadens “Stærkt” udgivelse, er den Aarhus-baserede trio, Manus Nigra endelig klar med debutalbummet “Blind Vej”, som jeg personligt har set utroligt meget frem til.

Manus Nigra består af rapperen Ham den Lange, sangerinden Fönix og produceren Swab. Sammen har de formået at skabe et unikt og interessant univers, der ikke minder om noget man tidligere har hørt her i landet. Der er ikke tale om hverken fest- eller feelgood musik, og der er langt fra Langes tidligere projekt, Klub Dovensmart til Manus Nigra.
Men er man til reflekterende tekster der kredser om temaer som kærlighed og samfundet, kombineret med et dystert og mørkt lydbillede, så skal man gøre sig selv den tjeneste at tage Manus Nigra i hånden og dykke ned i deres univers.

Jeg må indrømme, at jeg altid har haft et lidt ambivalent forhold til Pede B som kunstner. Jeg har altid haft en dyb respekt for hans kæmpe talent, for hverken tekster, rim, flow eller levering kan man sætte en finger på. Han har lavet en god håndfuld numre, der er niveauer over hvad mange andre danske rappere kun tør drømme om at kunne levere, og han har rent faktisk lavet et af mine absolutte favoritnumre i dansk rap.

Som afslutning på årets Vanguard Festival, var det tid til at se det nok mest live hiphop-band i verden, nemlig The Legendary Roots Crew, anført af trommeslageren Questlove og rapperen Black Thought. 

Der var lagt op til et brag af en afslutning, men publikum fik lige pludselig meget mere end de havde regnet med, da Yasiin Bey pludselig dukkede op på den store scene. Han havde åbentbart ikke fået nok af at optræde, så han brugte således det meste af tiden på scenen under koncerten, hvor han rappede et par numre og ellers bare dansede og stod og rockede med.
Det var en unik oplevelse og en oplevelse som de færreste har haft fornøjelsen af at opleve. Det var netop den slags ting som jeg savnede ved sidste års festival. Der manglende simpelthen en interaktion, kunstnerne imellem, så det var en ren fornøjelse at se Yasiin på samme scene som The Roots.

Det fantastiske ved The Roots er at alle i bandet er hamrende dygtige musikere, lige fra guitaristen “Captain” Kirk Douglas til Tuba Gooding, Jr. der gav den gas på sousafonen. Deres sammenspil er virkelig imponerende og de formåede at lade hele koncerten fungere som ét langt nummer, uden en eneste pause. Virkelig imponerende og samtidig medvirkende til, at det aldrig blev en kedelig oplevelse. Når det er sagt, så var der dog passager der var mere interessante end andre, og der var visse jam-passager, der var lige i overkanten.

Jeg vil bestemt ikke kalde mig selv for en hardcore Roots fan, så jeg kendte langt fra alle numrene, men det gjorde heller ikke noget. Der skete altid noget og musikken var svingende som bare pokker.
Jeg fik dog fornøjelsen af klassikere som “Break You Off”, “Mellow My man”, “Thought @ Work” og naturligvis også deres første store gennembrudshit “You Got Me” der blev leveret så den sad lige i skabet.
Ligesom Yasiin Bey koncerten, blev der her plads til et par covernumre, og her fungerede det væsentligt bedre. The Roots var ikke for fine til at bevæge sig ud i en herlig version af Guns N Roses-klassikeren “Sweet Child og Mine” og vi fik også Kool and the Gangs “Jungle Boogie”.
Koncerten blev rundet af med deres største hit, i form af “The Seed 2.0” der blev serveret i en lidt mere chillet udgave end hvad man kender, hvilket fungerede rigtig godt. Bedst som man troede koncerten var slut, blev The Roots bare ved og ved. De gav alt hvad de havde i sig og det skinnede virkelig igennem, således at de sørgede for at lukke årets Vanguard Festival på den bedste måde man kunne forestille sig.

Efter festen på Sun Ra scenen, var det blevet tid tid at geare lidt ned, i fællesskab med Yasiin Bey aka. the artist formerly known as Mos Def.
Yasiin entrerede scenen med et bundt roser, hvorefter han begyndte at sprede rosenblade ud over scenegulvet. Kontrasten til Rugged Mans kaotiske show tidligere på dagen, kunne ikke have været større.
Yasiin blev kun bakket op af en dj, men mere behøvede han sådan set heller ikke. Igennem den time som koncerten varede, havde han en solid levering og hans evner som MC fejler bestemt ikke noget. Han havde god kontakt med publikum og man fornemmede at han var engageret i sin optræden. Yasiin brød dog flere gange ud i sang, hvilket han bestemt ikke var helt forfærdelig til. Det var bare noget andet end hvad man havde forventet fra den dygtige rapper.

Yasiins valg af numre, var dog ret ujævnt, men publikum fik blandt andet de fremragende “Auditorium” og “UMI Says”, samt numre som “I’m leaving” og “Traveling Man”. Personligt savnede jeg dog nogle numre fra de gamle Black Star dage og den smukke Kanye-producerede “Sunshine” fra The New Danger albummet. Men den største misere var, at hiphopklassikeren “Ms. Fat Booty” totalt blev forbigået. Det havde ellers været en smuk afslutning på koncerten, men den måtte publikum se langt efter. Der blev dog også plads til et par covernumre under koncerten, i form af Biggies “Juicy” og landeplagen “Niggas in Paris”. Biggies gav meget fin mening, idet måde Big og Yasiin er fra Brooklyn, men jeg forstod ikke helt hvad idéen var med den sidstnævnte. Yasiin ændrede dog vistnok teksten hist og her, men jeg fik desværre ikke fat i, om der var en dybere mening med det.

Der er ingen tvivl om at Mos Def er en virkelig dygtig rapper og en yderst sympatisk kunstner der bestemt har noget på hjerte. Det var bare en skam, at de gode intentioner og hans evner bare ikke rakte til at møde de forventninger der var til ham, som én af de absolutte topnavne på årets festival.