Tilbage I september sidste år udgav trioen Benal, der består af Benjamin (rap), Albert (beats) og Lukas (altmuligmand), deres første EP “Baby” der bestod af fire ualmindeligt velskabte numre. 
Overordnet kan man sige, at hvis man foretrækker den lidt hårdere up-tempo lyd der indtil videre har været kendetegnet hos Benal, så kan man risikere at blive skuffet, for tempoet er blevet skruet gevaldigt ned på den nye EP og faktisk er førstesinglen “Tæt” det tætteste man kommer på den “gamle” lyd.

Nu er de så endelig klar med opfølgeren, der har fået navnet “Hiphop.” Denne gang står den på syv nye skæringer der endnu engang viser hvorfor Benal er vigtige for dansk rap og hvor tiltrængt deres alternative indgangsvinkel til genren er. Det er forfriskende med en gruppe der ikke er bange for at gå nye veje, samtidig med at de beholder deres kunstneriske integritet og ikke falder for tidens nyeste trends.

I Benals univers er alting under evig forandring, hvilket var tydeligt at høre på den udvikling de gik fra deres første grime-inspirerede numre som “Tung Mand Tid” og “Elvis” til den mere raffinerede elektroniske lyd der kendetegner “Baby” EP’en. På den nye EP er der blevet skruet ned for tempoet og det første der overrasker en, er at lyden er mere afdæmpet end hvad der var tilfældet på forgængeren.

Åbningsnummeret “Arrested Development” lukker ligeså stille lytteren ind i Benals univers. Først bliver man mødt med blide piano-toner og et stemningsfuldt vokalsample der danner rammen for Benjamins varme vokal, og stille og roligt åbner Alberts produktion op for diverse elektroniske elementer.
Der går ikke ret længe før man sidder og nikker med nakken og man har pludselig aldrig været i tvivl om at det er sådan her Benal skal lyde. Et smukt og sindsygt stemningfuldt åbningsnummer, der samtidig er med til at give et godt indblik i hvad der venter i løbet af den halve time som EP’en varer. 

Albert er stadig manden bag knapperne og utroligt nok er han blevet endnu dygtigere siden sidst. Vokalsamples og elektroniske effekter er stykket sammen til beats i særklasse og han formår endnu engang, sammen med Benjamins tekster og vokal, at skabe ikke bare musik, men et helt unikt lydunivers. Især er det numre som det førnævnte åbningsnummer, det tunge DGP-inspirede “Hiphop”, det mørke og dystre “Benalgorytmen” og førstesinglen “Tæt” der fremstår stærkest. Det sidste nummer er i øvrigt det tætteste man kommer på den “gamle” lyd. Stilen er lidt mere aggressiv og det har et hårdt skåret beat der sætter et solidt punktum for EP’en.  

Benjamins tekster kredser igen omkring en helt anden akse end hvad man ellers kender fra den danske rapscene. Teksterne bliver stadig leveret i en form for tankestrøm og de består af en blanding mellem filosofiske overvejelser, dagligdags betragtninger og små finurlige punchlines. Som nævnt tidligere er tempoet skruet ned, hvilket også er tydeligt at høre på hans flow, der er mindre aggressivt og mere tilbagelænet, hvilket han også mestrer. Det er fedt med en rapper der kan spille på begge facetter af leveringen, med både en aggressiv og tilbagelænet stil.  
Lukas har også fået en mere tydelig rolle på EP’en, så nu kan han høres på hooket på to af numrene, hvilket er med til at give numrene lidt mere dynamik. 
Men hvis man er nede med den mere afdæmpede side af Benal, er ingen tvivl om at de, ikke bare har gjort det igen, men at de rent faktisk har formået at overgå sig selv på denne EP. En kraftpræstation når man tænker på de numre de indtil videre har udgivet.
Jeg tør slet ikke tænke på hvad Benal har til os på deres næste udspil, der kommer til at afslutte denne EP trilogi, men jeg er ret overbevist om at de endnu engang vil tage os til et sted som vi ikke anede, at vi altid havde drømt om at besøge.

Fredag den 25. april var en dato som jeg længe havde set frem til. Det var nemlig dagen hvor Pede B skulle spille sin karrierens størst opsatte koncert på Bremen Teater. Et interessant spillested må man sige, da koncerten derfor var en siddekoncert. Tanken bag dette var, at Pede derved havde muligheden for at spille en mere afdæmpet koncert hvor der var plads til mere fordybelse og mindre moshpit-stemning.

Efter en ret tam opvarming af rapperen Frost, hvor højdepunktet uden tvivl var en gæsteoptræden fra den altid hamrende vilde Loke Deph, var det tid til at Pede skulle entrere scenen og vise hvorfor han er en af landets bedste rappere.

Scenen var sat og Pede blev backet op af et tight liveband, den legendariske saxofonist Benjamin Koppel, en strygerkvartet, sangeren Marco (fra Pedes gruppe Koldfront), den unge sangerinde Emilie Moldow, et sødt børnekor, der hver især var iført en t-shirt med et bogstav, så de i fællesskab stavede Pede B. En fin detalje. Sidst men ikke mindst var Pede naturligvis velsignet med sin efterhånden faste makker, DJ Noize, der som sædvanlig styrede stålhjulene med hård hånd.

Der blev åbnet op med “Ik Ung Mer” og den blev efterfulgt af den tonstunge banger “Indledningen” fra Over Askeskyen og så skal jeg love for at folk kom op og stå! Det var mere eller mindre det for siddekoncerten og størstedelen af salen stod op under det meste af koncerten. 
Derefter blev det tid til at tage tilbage i tiden og det betød at vi blandt andet fik “Tværtimod” fra debuten, “Hva’ Dit Drug” fra Stadig Beskidt og “Levende Billeder” der blev gæstet af en altid veloplagt Steffen Brandt.

Og netop gæster var noget der fyldte en stor del i showet, hvilket også var forventet, da Pede har været godt til at netværke på sine plader. Det betød blandt andet at 4Pro, Nixen, Bashir Billow, en dukke-version af Kanye West, kendt fra nummeret Mr. West (See Kanye) og Stick-up fra Koldfront kiggede forbi i løbet af aftenen og smed et vers, et omkvæd eller en gang dukke scratch i bedste Muppet Show-stil.
Det var rigtig fint, men det kunne have været fint at se nogle af de gamle drenge, såsom Skurken, MikL eller Cab.

Der var blevet gravet dybt i Pedes bagkatalog, der for længst har rundet de 100 numre, men jeg synes egentlig, at settet var lidt underligt opbygget og jeg følte lidt at der manglede en rød tråd i showet.
En ting der især undrede mig var, hvor lidt fokus der rent faktisk var på aftenens tema: Vi ❤ Alberte. Kun to numre fra den nye EP blev det til. Desværre. For det er en rigtig stærk udgivelse og jeg tror ikke at jeg er den enste der blev skuffet over numrenes fravær. En anden ærgerlig ting var at Alberte Winding ikke var en del af koncerten, som jeg og sikkert også mange andre havde håbet på. Det havde været så oplagt, specielt fordi hun rent faktisk var tilstede under koncerten. Men der kan jo være en god grund til at det ikke skete. Det havde virkelig bare været prikken over i’et.

Nu kan jeg ikke forestille mig, at det er nogen nem opgave at sammensætte et 90 minutters sæt når man har så stærkt bagkatalog som Pede B har, men jeg synes at der var en del numre der manglede. Her tænker jeg især på de mere reflekterende numre der var blevet lagt op til, da det var en siddekoncert, som f.eks. : “Løb Mens Du Kan”, “Efter i Morgen”, “Onsdag Formiddag”, “Det Ville være” eller “Rødderne” som sagtens kunne have erstattet mindre gode numre som “Turen Hjem”, “Hva’ Dit Drug” eller “Mørket Falder På” hvor sidstnævnte endda var ekstranummeret. Det var lidt en fuser i min bog.
Eller hvis man ville have sluttet af med et brag, så hvorfor ikke spille “Tung Mand Tid” med Nixen og Benal der, sidste gang jeg så nummeret blive spillet live på Vega, var ved at rive hele skidtet fra hinanden.

En anden anke omkring koncerten, var at der var lidt for meget freestyle fra Pedes side. Han fortalte en sød historie om at der var en meget ihærdig far der nærmest havde plaget ham på Facebook om at Pede skulle ønske tillykke til hans søn, der ville være tilstede til koncerten og samtidig fyldte 18 år den aften.
Dette blev gjort over en ret lækker håndspillet version af Snoop Doggs klassiker “Gz and Hustlas”.
Selvom det var en fin gestus at ønske den 18-årige tillykke med fødselsdagen med en freestyle, og det 100% har reddet aftenen for den unge knægt, så var det bare ikke vildt spændende i længden. Freestyle har ikke længere den pondus som den engang havde, så selvom Pede som sædvanlig var både dygtig og sjov, så kunne jeg sagtens have været foruden. Dette blev forstærket under en af aftenens sidste numre hvor Pede B spillede et helt nyt nummer, der handlede om hans freestylekarriere og den blev afsluttet med at han bad folk om at række ting op i vejret, som han derefter skulle rappe om. To gange freestyle til en koncert fra en rapper der mere eller mindre har lagt den “professionelle” freestyle på hylden, er på ingen måde en nødvendighed i min bog.

Specielt fordi han, som nævnt flere gange før her på bloggen, er blevet en så dygtig tekstforfatter og historiefortæller at han sagtens kan klare sig uden den gimmick som freestylerap efterhånden er blevet. Jeg ville derfor meget hellere have haft en koncert hvor der var meget mere fokus på Pedes evner som historiefortæller og de mere personlige og tunge numre som han efterhånden har lavet.

Men… Uanset hvad, så formåede Pede B, DJ Noize og resten af holdet at holde et højt niveau under det meste af koncerten og jeg var faktisk godt underholdt, på trods af enkelte mindre spændende indslag.
Dog blev det langt fra den koncert som jeg havde troet det ville blive, så derfor bliver det til et lille

Klokken var blevet 19.45 og det var nu blevet tid til det sidste danske navn på programmet, men hvilket navn! Vanguard havde gjort det scoop at få booket Malk de Koijn til at spille deres eneste koncert i år. Der er ingen tvivl om at Malk er et meget sikkert kort at spille. Siden deres comeback i 2009 har de spillet en masse koncerter og jeg havde selv fornøjelsen af at se dem omkring fem gange i den periode. De er meget populære og skuffer næsten aldrig når de spiller live.