Så er det vist ved at være på tide med en liveanmeldelse. Fik lige kigget i arkiverne og det er over to år siden at der sidst var en, så her kommer mine indtryk fra Charles Bradley koncerten i Lille VEGA.

Så kom dagen endelig, hvor “The Screaming Eagle of Soul” endnu engang kom til vores breddegrader.
Det er tredje gang på tre år, at Charles Bradley gæster Danmark. Første gang var til en nu, nærmest legendarisk koncert på Roskilde festival anno 2011. Året efter kom han så stærkt tilbage i lille VEGA, og i går kom han så til selvsamme spillested.
Forskellen fra de to tidligere koncerter i Danmark var dog, at denne gang havde han sit andet album med i bagagen, kaldet “Victim of Love”der bød på en lidt mere psykedelisk rock inspireret lyd end hvad man kunne høre på debuten. Ergo var han tilbage med endnu mere materiale og en lidt mere varieret lyd.

Jeg har desværre aldrig haft chancen for at opleve ham live, før i går og efter hvad jeg har læst og hørt fra folk der har været inde og se ham, havde jeg rigtig store forventninger.
Manden er indbegrebet af den klassiske soul som det lød i de gode gamle dage og man er ikke i tvivl om at James Brown er hans helt store idol.

Showet startede da Charles Bradleys band “His Extraordinaires” entrerede scenen og gav sig til at spille et par super funky instrumentale numre, blandt andet The Lovin’ Spoonfuls 1966 klassiker, “Summer in the City”. Det fungerede super godt som en lille opvarming inden the main man kom på scenen.
Efter små 10 minutter kom han så endelig på scenen.
Det er imponerende at se den 65-årige amerikaner optræde. Han havde funky dansemoves i tråd med James Brown, der var en Soul Train optræden værdig og han var meget livlig på scenen. Hans stemme kan der heller ikke sættes en finger på: Klar, kraftfuld og virkelig intens. Når han synger om sit liv, så kan man se på ham, at der er tale om virkelige historier fra et langt og hårdt liv der har formet ham som menneske og som musiker.
Man kan se på ham, når han står der på scenen, at han elsker hvad han gør og samtidig står han der med en utrolig respekt. Både for musikken og over for sit publikum. Han er rørt over at publikum har betalt penge for at få lov til at se ham spille, og han proklamerede flere gange under showet “I love you” og i modsætning til mange andre kunsterne der slynger denne bemærkning ud i flæng, er jeg ikke i tvivl om, at den gode Bradley virkelig mener det.
Selve koncerten var som den slags koncerter skal være. Der var masser af kærlighed i luften, stemningen var i top og musikken var fantastisk.
Der blev spillet numre fra begge albums og højdepunkterne var blandt andet “World Is Going Up in Flames”, “Strictly Reserved for You” og “Victim of Love”.
Hans backingband var hamrende tight og selvom alle seks medlemmer var hvide, kunne man både se og høre at de i den grad havde soul.
Charles Bradley var ligeledes i god form og leverede en smuk og intens præstation, der efterlod et indtryk af en rigtig talentfuld og meget ydmyg kunstner.
Efter omkring halvanden time blev showet rundet af med den flotte “Why Is It So Hard” hvorefter Bradley gik ned blandt publikum til håndtryk og krammere blandt det taknemmelige publikum.

Der er ikke mange musikere der oplever deres gennembrud efter de er rundet de 60 år, men det uden tvivl fortjent at Bradley endelig kan få den anerkendelse og ros som han har fortjent, for han er bestemt et unikt talent der formår at skabe en stemning, både live og på plade, som det lød dengang i 60’erne og 70’erne og han minder mig endnu engang om hvorfor jeg elsker soulmusikken, da den har en nerve og musikalitet som ingen andre genre kan matche.

Alt i alt, en rigtig dejlig koncert hvor man konstant var lige dele godt underholdt og vildt imponeret over Charles Bradleys evner som performer og sanger.
Det er bestemt ikke sidste gang at jeg skal se ham live.

Så kom dagen hvor Raphael Saadiq endelig gæstede Danmark igen. Det er vist omkring halvandet år siden han var i landet sidst, hvor han gav en fantastisk koncert i Store VEGA.

Han behøver ikke den store introduktion fra min side, så hvis du vil vide mere om ham, så klik lige her

Den danske soul-duo Quadron var hyret som aftenens opvarmning, og valget kunne næppe have været bedre. Det var da også meget naturligt, at det netop blev dem, da de i forvejen har opvarmet for Raphael Saadiq til 12 koncerter på hans USA tour.
Quadron er, efter min mening, blandt den absolutte elite af musikere herhjemme, og de er også blevet nævnt et par gange her på bloggen.

Deres optræden var, som det altid er tilfældet med Quadron, på et virkelig højt niveau. Coco O er intet mindre end en fantastisk sangerinde, og det beviste hun i særdeleshed på nummeret “Pressure” der i aftenens anledning blev fremført i en lidt mere downtempo version end den der er at finde på albummet = instant gåsehud!
Alt i alt en rigtig god opvarmning der lagde et godt grundlag for en dejlig soulet aften.

Lidt over kl. 22.00 kom aftenens hovedperson så endelig på scenen, og der gik ikke længe før der allerede var gang i salen. Han åbnede med et par numre fra det nye album “Stone Rollin” der næsten lige er udkommet. Det var derfor også naturligt, at koncerten bar meget præg af de nye numre fra albummet, der er en del mere rocket (ala. Chuck Berry) end hvad man er ellers er vant til fra Saadiq, og jeg må blankt erkende, at jeg bedre kunne lide hans foregående album (The Way I See It) selvom det nye album på ingen måde er dårligt.
Koncerten bar derfor også præg af at det var det nye album der skulle promoveres, og hele opsætningen hvor bandet var iført ens 60’er jakkesæt var ikke tilfældet denne gang, som det ellers har været de sidste to gange han gav koncert i landet.
Det var lidt en skam, at det ikke var sådan denne gang, men det gik bestemt ikke ud over performancen fra Saadiq, korsangerne og bandet. Der var stadig dømt soul for alle pengene og de gav sig alle 100%
Der blev dog også spillet en håndfuld numre fra “The Way I See It” og selvom nogle af numrene var kortet lidt ned, lød de stadig helt fantastiske.
Men der kom først rigtig gang i festen, da Raphael begyndte på en Lucy Pearl kavalkade, der blandt andet indeholdt hans vel nok største hit, “Don’t Mess With My Man” hvor korsangerinden gav den som Dawn Robinson med stor succes.
Et andet højdepunkt var da han fremførte det bedste nummer fra den nye plade, nemlig “Good Man” – hold da kæft hvor lød det godt og hvor er det et suverænt nummer!

Koncerten blev afsluttet med to ekstranumre fra den nye plade (Over You og Go To Hell) og der var godt med smæk på, og dette blev et flot punktum for aftenen.

Alt i alt var der fuld valuta for pengene, og Raphael og bandet gav en god koncert, der var dog et par steder hvor festen gik lidt på standby, og niveauet var et stykke under de to foregående koncerter.
Men selv når Raphael Saadiq ikke leverer 100% gør han det stadig bedre end de fleste, og jeg er der helt sikkert næste gang han gæster Danmark igen, for der er ikke mange der kan måle sig med den mand.

Torsdag aften (28/4) gæstede Xander et udsolgt lille Vega på Vesterbro.
Jeg må ærligt indrømme, at mine forventninger til koncerten var lidt blandede.
Til dels så frygtede jeg, at der ville gå breezerfest og teenagepigeskig i den, men på den anden side så forventede jeg også, at Xander ville levere et godt show og at sangene fra albummet “Over skyer under vand” ville fungere ligeså godt live, som de gør på pladen.

Xander gik professionelt til opgaven og virkede meget ydmyg over endelig at give en rigtig koncert i sin hjemby. Både hans sang og rap sad hvor de skulle, han havde en rigtig god kontakt til publikum og på et tidspunkt under koncerten hoppede han ned blandt publikum mens hans sang videre (til de omkringstående teenagepigers meget store glæde)

Xander var dog ikke ene mand på scenen, da han var flankeret af en del kompetente herrer. Med sig, havde han nemlig medbragt sin bror, Marcus på percussion, Anders Meinhardt fra F.U.K.T. på trommer og DJ Turkman Souljah på keys og scratch.
Hele bandet spillede rigtig godt sammen og setuppet fungerede rigtig fint. Især må jeg fremhæve Anders Meinhardts sublime trommespil, hvilket tilføjede koncerten en solidt spark i den rigtige retning.

I løbet af koncerten fik Xander desuden besøg af et par gæster, og hvis man har hørt pladen, blev man ikke overrasket over at se henholdsvis Sarah West (på “Et andet sted”) og Bai-D (på “Hør mit hjerte slå”) på scenen.
Xander fik rundet alle numrene fra debutalbummet, men der var også plads til to numre der ikke er at finde derpå. Nemlig det Drake inspirerede “Falder for din type” og X-Factor sangen “Min øjesten” og selvfølgelig blev koncerten afsluttet med “Det burde ikke være sådan her” hvor der var dømt fællessang i salen.
Efter min mening, så var højdepunktet dog den fænomenale “Hovedet i spindelvæv” hvor Xanders mor, Anne Linnet, er blevet samplet til omkvædet. Det er et virkelig stærkt nummer og blev fremført så den sad lige i skabet!

Alt i alt så var jeg, på trods af en overvældende stor del af publikum bestod af skrigende teenagepiger (men det er jo hvad man kan forvente når man er til koncert med Xander) rigtig godt underholdt under det meste af koncerten og jeg syntes bestemt at Xander bestod aftenens optræden!

“Live on stage” er et nyt tema der starter i dag. Som titlen antyder, så handler det om livemusik, og går i alt sin enkelthed ud på, at jeg fortæller lidt om de koncerter som jeg har været inde og se.

Torsdag aften i lille Vega stod programmet på rock n’ roll med det danske band, Black City.
Black City er et forholdsvist nyt band på den danske rockscene, (deres debutalbum udkom i maj 2010) men det kunne man bestemt ikke mærke på deres optræden.
Der var dømt klassisk rock fra første riff, og det stod på i cirka 50 minutter, hvilket var en fin længde for en band med en enkelt udgivelse i baglommen.

Bandet spillet solidt og med en smittende energi der gjorde, at man ikke var i tvivl om at de nød at stå på scenen. Jeg syntes, at der var en god kontakt mellem forsangeren, Bjørn Poulsen og publikum og han havde tid til små sjove kommentarer imellem numrene. Blandt andet mente forsangeren ikke at det var specielt rock n’ roll, at bassisten stod og spiste et æble mellem numrene, hvilket bassisten dog var ganske enig i, og mente heller ikke at han kunne drikke sin øl, som han så gav til sin mor, der var blandt publikum – så hygger man sig sgu 🙂

Nu er rock ikke den genre som jeg kender allermest til, men en ting er sikkert. Jeg var rigtig godt underholdt hele showet igennem og kedede mig ikke et øjeblik, så selvom jeg faktisk kun kendte to af deres numre (Summertime og Every Night) formåede bandet at fyre den så meget af, at man blev revet med af musikken og også nød de numre som man ikke kendte så godt.

Deres lyd er måske ikke super original, men jeg syntes egentlig ikke at dette gør noget, da de stadig formår, at lave gode, fængende og melodiøse numre med rigtig go’ spade på.
Alt i alt, havde jeg en rigtig god aften og hvis jeg får muligheden for at se Black City live igen, så vil jeg helt sikkert gøre det.