5. Aesthetic – Stratosfære
Aesthetic fortsatte stilen fra sidste års “Atmosfære” og udgav i år så efterfølgeren “Stratosfære”, der bød på endnu en håndfuld virkelig solide skæringer fra Vangede-rapperen. Med selvproducerede beats og et flow der sidder lige i skabet, viser Aesthetic at han er en af de rappere der bedst formår at indfange den støvede 90’er lyd og gøre den til sin egen. 

4. Pede B – Vi ❤ Alberte
Pede B fortsætter med 120 km/t og udgav i år, i samarbejde med DJ Noize, EP’en “Vi ❤ Alberte”. Det er en konceptplade, hvor alle beats er samplet fra sangerinden Albertes mere jazzede bagkatalog. Resultatet er en gennemført og ualmindelig smuk plade, der, blandt andet grundet EP-formatet formår at fremstå som en helstøbt musikalsk oplevelse, som jeg synes manglede på de to “Over Askeskyen” album.  

3. Benal – Baby EP
I maj måned udgav Benal deres 2. EP, der indtil videre står klart som deres stærkeste udspil. EP’en indeholder syv skæringer, der allesammen er af uhyggelig høj kvalitet, både hvad angår produktion og tekst. Det der gør Benal så interessante er, at de formår at skabe deres helt eget unikke univers som er ulig noget som helst andet på den danske musikscene.  
Læs anmeldelse her.

2. Marwan – Marwan
Marwan har aldrig rigtig sagt mig det store, men det blev der lavet grundigt om på i år, da han udgav album nummer tre, “Marwan” tilbage i februar. 
Albummet er én af de mest gennemførte og sammenhængende produktioner jeg længe har hørt i dansk rap, og pladen oser af kvalitet og kærlighed til musikken.
Det er tydeligt at Marwan har samlet en masse dygtige folk omkring sig: LA-produceren Battlecat samt Troo.l.s. og Jonathan Elkær på produktionssiden skaber en moderne westcoast-lyd, der spænder fra klassisk westcoast til en mere poppet lyd. 
Sivas, Jooks og Just er nogle af de rappere der gæster pladen, og her står især Just frem og leverer et suverænt vers til et i forvejen lækkert nummer.
Alle disse elementer er med til at tage Marwans univers op til et nyt og meget ambitiøst niveau, der gør at jeg nu er stolt af at kalde mig fan af Marwan.

1. Suspekt – V
Nyheden om Suspekts femte album, ramte som en tonstung forhammer i hovedet, med førstesinglen “Søn af en Pistol” der uden tvivl hører til en af de tungeste numre i Suspekts bagkatalog. Lidt efter udkom albummet så, og overraskede mange ved ikke at have et decideret tema eller koncept, som man ellers er vant til. De udtalte selv, at den røde tråd i albummet, var at der ikke var nogen. 
I starten skal man lige vende sig til den løse, nærmest mixtape-agtige opbygning, men når den først er accepteret, åbner der sig en kaskade af lumre, tilbagelænede, hårde, upassende og indignerede numre, hvor man kan høre, at den har stået på fri leg i studiet.
Produktionerne kan man stadig ikke sætte en finger på. Om det er “Vogn Ninerfyrre pt. 49” hvor beatet går i opløsning i takt med hoedpersonen kommer længere og længere ud, eller den konga-bårne hymne “S.U.S.P.E.K.T.” der trækker tydelige spor tilbage til Suspekt anno 2003, er det tydeligt at Rune Rask stadigvæk er én af landets dygtigste producere. 
Bai-D og Orgi-E kredser stadigvæk om de samme emner, men hvis man, ligesom mig, endnu ikke er blevet træt af at høre dem rappe om at “en pik, er en pik, er en pik, er en pik” så er alt stadig godt i den lesbiske hule.
Det klæder Suspekt at bryde de faste rammer, og selvom der er et par missere på albummet, ændrer det ikke ved det faktum, at Suspekt med “V”, endnu engang har cementeret deres titel som førsteholdet i dansk rap.  

10. Amro ft. Gilli – Korrupt
9. Aesthetic ft. Benjamin – Op
8. Kasper Spez – Angst (“Original” version)
7. EnniOne – Dovne Robot
6. Intensiv MC – Et Længe Ventet Drama
5. Mund de Carlo – Hit Med Den
4. Marwan ft. Jooks – Vi Vågner Når Vi Dør
3. Benal – Tæt
2. Suspekt – Søn Af En Pistol
1. Loke Deph, Esben og Just – Nok Ik’ I Dag

Det er som bekendt svært at gætte på hvad fremtiden kommer til at byde på, men jeg har helt klart et par ting som jeg ser gevaldigt frem til.

Jeg ser uden tvivl mest frem til at Kasper Spez gerne skulle udgive efterfølgeren til “Fantasten” fra 2009. Det er alt for længe siden, sidst og Spez er savnet.

Mund de Carlo udgiver i starten af det nye år, EP’en “Ordene Først” der gerne skulle ligge i forlængelse af “Hit Med Den”, så det lover bestemt rigtig godt.

Pede B og DJ Noize har desuden lagt sidste hånd på deres fjerde fælles projekt, hvilket har resulteret i albummet “Byggesten” der gerne skulle komme til marts.

Sidste år, skrev jeg at jeg så frem til Nota Benes debutalbum. Det har vi ikke set meget til i år, men mon ikke at vi får lov til at høre mere til Echo Outs Nota Bene i 2015?
Appropos Echo Out, så ser jeg også frem til de nye udspil fra Trepac, i form af Torden & Lynild (i samarbejde med Melankolia) og hans nye projekt med Boone fra Kaput. 

Mon ikke også at vi kan forvente flere udskejelser fra drengene fra Kaput.
Ellers håber jeg på at høre lidt fra nogle af de “nye” kunstnere i form af Nixen, Sigma, Intensiv MC, Ergo og Natkat.


Det var vist det. Tak for alle dem der læser bloggen og støtter op omkring den. Det sætter jeg stor pris på, og kom endelig med jeres favoritter fra 2014!

Peace – DGN

På onsdag den 5. november får Danmark besøg af én af de mest interessante rappere fra den amerikanske undergrundsscene. 

Sage Francis har tidligere besøgt Danmark, senest i 2012, hvor han rockede Cosmopol-scenen på årets Roskilde Festival. Han var også forbi Vega tilbage i 2010, hvor jeg havde fornøjelsen af at opleve ham til en helt fantastisk koncert.  

Jeg kan kun sige, at han er en ren fornøjelse at opleve live. Da jeg så ham, kom han ind på scenen i strømpesokker, Harry Potter-paryk og med kappe på. Det viser bare hvor tosset han er, men man kan ikke sætte en finger på hans optræden eller levering. Selvom han er alene på scenen under hele showet, klarer han både levering og indlevelse til topkarakter. Når Sage Francis optræder, får man en en kunstner der giver et så godt show som han overhovedet kan, hvilket står i stærk kontrast til en del af de rappere man ellers kan opleve live.   

Han er en unik rapper, der skiller sig ud fra sine kollegaer. Han har meget på hjerte og har mange facetter af sin rap-stil: fra hårdtslående battlerap over samfundkritiske slagsange til reflekterende tekster om sin egen opvækst, sin usikkerhed og introverthed.

I juni i år udgav han, efter en albumpause på på fire år, sit 5. album “Copper Gone” 
I perioden mellem de to albums har han haft en depression, hvilket man godt kan høre på den nye plade. Det kommer blandt andet til udtryk i nummeret “Make Em Purr” der i øvrigt har en helt fantastisk video, der kan ses nedenunder. 

Men nu skulle manden gerne være ovenpå og klar til give københavnerne en fantastisk oplevelse med rap i verdensklasse, og du har mulighed for at vinde 2×2 billetter koncerten i Lille VEGA. 
For at deltage i konkurrencen, skal du bare svare rigtigt på følgende spørgsmål:

Hvad hedder Sage Francis’ debutalbum fra 2002?

Send det rigtige svar plus dit fulde navn til dgn@detgodtnok.dk senest mandag den 3. november kl.12.00, så er du med i lodtrækningen om 2×2 billetter til koncerten.
Vinderne får direkte besked via mail.
Skulle man ikke vinde, kan der købes billetter lige her. 

Nu har du snart mulighed for at opleve gutterne fra Tudsegammelt i levende live. 
Som et led i Tudsegammelts vintertour, kommer de nemlig en tur forbi Forbrændingen i Albertslund, og med sig har de taget deres labelmates: Dødssejleren, der byder på sørøverblues der er kogt sammen af en masse andre genrer end hiphop. 

Tudsegammelt har efterhånden spillet i det meste af landet, og har man oplevet dem live, så ved man at de altid leverer et super liveshow med masser tight rap og swingende beats tilsat live trommer, tuba og kontrabas, hvilket er med til at give Tudsegammelts liveshow en ny dimension, således at de når langt ud over scenekanten når de optræder. 
Derfor kan jeg varmt anbefale, at man tager turen ud til Lunden for at se de her drenge vælte Forbrændingen.

Udover to billettter til koncerten, får den heldige vinder nemlig også to eksemplarer af Tudsegammelts nyeste udgivelse, “10’eren” der blandt andet indeholder de funky numre “Genopstandelsen” og “Sovet for Lidt” med legenden Stig Møller. 
Her på bloggen har du nu muligheden for at vinde 1×2 billetter koncerten på Forbrændingen i Albertslund den 4. oktober.
For at deltage i konkurrencen, skal du bare svare rigtigt på følgende spørgsmål:

Hvilket dansk pladeselskab er både Tudsegammelt og Dødssejleren signet på?

Send det rigtige svar plus dit fulde navn til dgn@detgodtnok.dk senest mandag den 29. september kl.12.00, så er du med i lodtrækningen om 1×2 billetter til koncerten + 2 x vinyl.
Vinderne får direkte besked via mail.
Skulle man ikke vinde, kan der købes billetter lige her.

Yo yaw!
Efter en travl start på måneden med blandt andet Vanguard Festival og ferie, kommer månedens playliste lidt senere end den plejer, men den er fresh som altid!

Playlisten kan findes lige her

NehruvianDoom – Om
MF Doom er endnu engang ved at være aktuel med en ny kollaboration, denne gang med rapperen Bishop Nehru. Det oser langt væk af Doom og det tyder rigtig godt for deres fælles album, der gerne skulle droppe den 22. september.

Jakk Frost – Beards R Us (ft. Freeway, Malik B & Tana da Beast)
Over et dope beat fra Mr. Green, dropper de fire skæggede rappere linjer i en lind strøm. Super fedt track med en god bangerstemning.

Action Bronson – Not Enough Words
Nu varer det ikke så længe før Bronsolino rammer DK, så det må være på sin plads med et nummer fra rapperens efterhånden store diskografi. Nummeret er fra det Statik Selektah-producerede mixtape “Well Done”.

Freeway – Flipside (ft. Peedi Crack)
Jeg havde glemt alt om det her nummer, men pludselig dukkede det op i mit hoved, og selvom det var lang tid siden at jeg havde hørt det, så holdt det stadig. Freeway over et klassisk Just Blaze beat, som det skulle lyde, tilbage i de tidlige 00’ere.

Cam’ron – Oh Boy (ft. Juelz Santana)
Vi tager lige endnu en Just Blaze banger fra samme periode. Cam’ron siger mig normalt ikke det store, men lige det her nummer er en klasssiker i min bog.

Jurassic 5 – A Day at the Races (ft. Percee P & Big Daddy Kane)
På det sidste har jeg hørt en del del Jurassic 5, og det er svært at vælge ét bestemt nummer til månedens liste, men valget faldt altså på det her, fordi det er sindsygt fedt, og så er det et super vers fra legenden Big Daddy Kane.

Pharaoahe Monch & Styles P – The Life
Efter et par numre med lidt gang i, er det tid til at sætte tempoet lidt ned, og i første omgang er det i selskab med Styles P og Pharoahe Monch på lææækkert omkvæd. En klassiker fra den sidste udgave af Soundbombing trilogien.

Method Man – Say
Endnu et stille nummer, med en sjældent så reflekterende Method Man. Et af de få lyspunkter på en ellers ret så middelmådig skive. Lauryn Hill samplingerne af vokalen og guitaren, skaber et super chillet beat der ligger godt til Mr. Mef.

Mos Def – Sunshine
Yasiin Bey aka. Mos Def leverede en lidt ujævn koncert på årets Vanguard Festival, og jeg havde personligt håbet på at dette nummer blev spillet, hvilket det desværre ikke gjorde. Mos Def og Kanye er en god kombination på det her nummer.

DJ Jazzy Jeff & The Fresh Prince – Summertime ’98 (Soul Power Remix)
Der er stadig lidt sommer tilbage, så derfor er denne klassiker naturligvis ikke til at komme udenom. Jeg er helt klart mest til 1998 remixet, der i øvrigt sampler Gang Stars fantastiske “You Know My Steez”.

Mobb Deep – Outta Control (ft. 50 Cent)
Vi runder den amerikanske afdeling af, med G-Unit vennerne fra Mobb Deep og Fiddy. Det her nummer har bare en vanvittig god vibe.

Jokeren – Livet i Krybesporet
Vi slutter af med en håndfuld danske numre. Jeg fik for lidt tid siden, lyttet til Jokerens første soloalbum “Alfahan” og havde faktisk glemt hvor dope en plade det rent faktisk er. Det her nummer er et af de mange højdepunkter.

Jøden, Niarn, Jooks, Troo.l.s. & Orgi-E – Baby Baby Din So
Et af de allerbedste possecuts der er lavet på dansk. Mere er der vist ikke at sige om det.

Benal – Prøv At Fang Mig
Det her nummer var gået totalt forbi mig, men faldt tilfældigvis over det på Spotify. Det er Benal når de er i absolut topform. Benjamin og Lukas flower tight over et fantastisk beat fra Albert. Endnu engang viser Benal hvorfor de er én af de allermest interessante kunstnere på den danske hiphopscene for tiden.

Young – Ordet På Gaden (Intro)
Vi runder af med åbningsnummeret fra den tredie og indtil videre sidste plade fra Ordet På Gaden. En plade, der desværre ikke sagde mig det store, men Young leverer her 5.27 minutters uafbrudt rap, som kun Young kan gøre det. Hold da op, hvor er den mand dygtig.

Vanguard Festival er overstået, men det varer ikke længe før det igen er tid til en solid omgang rapmusik i København.
Den 18. august kommer gourmand-rapperen Action Bronson, nemlig til lille VEGA på Vesterbro i København.

Jeg er sikker på, at der bliver smæk på, når 120 kilos bangeren rammer VEGA og giver københavnerne et godt bud på hvordan New Yorks undergrundsscene ser ud for tiden.
Bronson er hurtigt blevet et anderkendt navn i hiphop og han har blandt andet arbejdet sammen med store producerer som Statik Selektah og The Alchemist.
Han er pt. i fuld sving med at færdiggøre sit debutalbum “Mr. Wonderful”, så mon ikke at vi får en forsmag på hvad det kommer til at byde på?

Under alle omstændigheder, så ser jeg fem til at opleve Action Bronson live, og jeg er sikker på at han nok skal på Lille VEGA til at koge over!

Her på bloggen har du nu muligheden for at vinde 2×2 billetter til Bronsons koncert i Lille VEGA.
For at deltage i konkurrencen, skal du bare svare rigtigt på følgende spørgsmål:

Hvad hedder Action Bronsons madprogram som man kan følge med i på Youtube?

Send det rigtige svar plus dit fulde navn til dgn@detgodtnok.dk senest fredag d. 15. august kl.12.00, så er du med i lodtrækningen om 2×2 billetter til koncerten.
Vinderne får direkte besked.

Læs mere + køb billetter
Facebook event

Så er Vanguard Festival endnu engang slut og endnu engang var det en overvejende succes.
De forskellige kunstnere gik (næsten alle sammen) på til tiden, der var ingen aflysninger til lørdagens program, som det desværre var tilfældet dagen før og alle kunstnerne lod til at have en god dag/aften.

Vanguard skal også have ros for de interssant konstellationer i form af DJ Noize til at bakke R.A. the Rugged Man op, Lord Finesse & Large Pro var ligeledes en kombination der aldrig var set før, og så den afsluttende koncert med The Roots featuring en meget hyped Yasiin Bey, var en helt fantastisk overraskelse, selvom jeg ikke tror at Vanguard havde en finger med der.
En ting der dog ærgrede mig, var den manglende fokus på danske/skandinaviske navne. Kidd kunne uden problemer være erstattet med et meget mere passende navn i form af Suspekt, Hefty & Jøden, Pede B, Tudsegammelt eller svenske Timbuktu der alle er kendt for at levere virkelig gode liveshows, samtidig med at de passer rigtig fint ind i Vanguard-segmentet.

Man kan altid brokke sig over line-uppet til den her slags festivaler, men jeg er overordnet godt tilfreds, men jeg synes dog også, at det ville klæde festivalen primært at fokusere på hiphoppen, da jeg hørte flere udtale at fredagens program ikke havde været super interessant. Der var dog også klart flere mennesker til lørdagens program, så jeg tænker at det taler sit tydelige sprog.

I fremtiden ville jeg elske at se store kunstnere som Dilated Peoples, Jurassic 5, Cypress Hill, Nas og Common, samt mere fokus på undergrundsnavne, såsom Atmosphere, Brother Ali, Sage Francis eller Run the Jewels.

Men det er jo også ønsketænkning, og så længe Vanguard kører videre i den her stil, så har jeg tænkt mig at dukke op, for jeg synes virkelig at det er værd at støtte op om en hiphopfestival her i København

Så endnu engang skal der lyde et “Tillykke med festivalen – ses til hiphop i 2015” for Vanguard er bestemt kommet for at blive!

Som afslutning på årets Vanguard Festival, var det tid til at se det nok mest live hiphop-band i verden, nemlig The Legendary Roots Crew, anført af trommeslageren Questlove og rapperen Black Thought. 

Der var lagt op til et brag af en afslutning, men publikum fik lige pludselig meget mere end de havde regnet med, da Yasiin Bey pludselig dukkede op på den store scene. Han havde åbentbart ikke fået nok af at optræde, så han brugte således det meste af tiden på scenen under koncerten, hvor han rappede et par numre og ellers bare dansede og stod og rockede med.
Det var en unik oplevelse og en oplevelse som de færreste har haft fornøjelsen af at opleve. Det var netop den slags ting som jeg savnede ved sidste års festival. Der manglende simpelthen en interaktion, kunstnerne imellem, så det var en ren fornøjelse at se Yasiin på samme scene som The Roots.

Det fantastiske ved The Roots er at alle i bandet er hamrende dygtige musikere, lige fra guitaristen “Captain” Kirk Douglas til Tuba Gooding, Jr. der gav den gas på sousafonen. Deres sammenspil er virkelig imponerende og de formåede at lade hele koncerten fungere som ét langt nummer, uden en eneste pause. Virkelig imponerende og samtidig medvirkende til, at det aldrig blev en kedelig oplevelse. Når det er sagt, så var der dog passager der var mere interessante end andre, og der var visse jam-passager, der var lige i overkanten.

Jeg vil bestemt ikke kalde mig selv for en hardcore Roots fan, så jeg kendte langt fra alle numrene, men det gjorde heller ikke noget. Der skete altid noget og musikken var svingende som bare pokker.
Jeg fik dog fornøjelsen af klassikere som “Break You Off”, “Mellow My man”, “Thought @ Work” og naturligvis også deres første store gennembrudshit “You Got Me” der blev leveret så den sad lige i skabet.
Ligesom Yasiin Bey koncerten, blev der her plads til et par covernumre, og her fungerede det væsentligt bedre. The Roots var ikke for fine til at bevæge sig ud i en herlig version af Guns N Roses-klassikeren “Sweet Child og Mine” og vi fik også Kool and the Gangs “Jungle Boogie”.
Koncerten blev rundet af med deres største hit, i form af “The Seed 2.0” der blev serveret i en lidt mere chillet udgave end hvad man kender, hvilket fungerede rigtig godt. Bedst som man troede koncerten var slut, blev The Roots bare ved og ved. De gav alt hvad de havde i sig og det skinnede virkelig igennem, således at de sørgede for at lukke årets Vanguard Festival på den bedste måde man kunne forestille sig.

Efter festen på Sun Ra scenen, var det blevet tid tid at geare lidt ned, i fællesskab med Yasiin Bey aka. the artist formerly known as Mos Def.
Yasiin entrerede scenen med et bundt roser, hvorefter han begyndte at sprede rosenblade ud over scenegulvet. Kontrasten til Rugged Mans kaotiske show tidligere på dagen, kunne ikke have været større.
Yasiin blev kun bakket op af en dj, men mere behøvede han sådan set heller ikke. Igennem den time som koncerten varede, havde han en solid levering og hans evner som MC fejler bestemt ikke noget. Han havde god kontakt med publikum og man fornemmede at han var engageret i sin optræden. Yasiin brød dog flere gange ud i sang, hvilket han bestemt ikke var helt forfærdelig til. Det var bare noget andet end hvad man havde forventet fra den dygtige rapper.

Yasiins valg af numre, var dog ret ujævnt, men publikum fik blandt andet de fremragende “Auditorium” og “UMI Says”, samt numre som “I’m leaving” og “Traveling Man”. Personligt savnede jeg dog nogle numre fra de gamle Black Star dage og den smukke Kanye-producerede “Sunshine” fra The New Danger albummet. Men den største misere var, at hiphopklassikeren “Ms. Fat Booty” totalt blev forbigået. Det havde ellers været en smuk afslutning på koncerten, men den måtte publikum se langt efter. Der blev dog også plads til et par covernumre under koncerten, i form af Biggies “Juicy” og landeplagen “Niggas in Paris”. Biggies gav meget fin mening, idet måde Big og Yasiin er fra Brooklyn, men jeg forstod ikke helt hvad idéen var med den sidstnævnte. Yasiin ændrede dog vistnok teksten hist og her, men jeg fik desværre ikke fat i, om der var en dybere mening med det.

Der er ingen tvivl om at Mos Def er en virkelig dygtig rapper og en yderst sympatisk kunstner der bestemt har noget på hjerte. Det var bare en skam, at de gode intentioner og hans evner bare ikke rakte til at møde de forventninger der var til ham, som én af de absolutte topnavne på årets festival.

Der var ingen tvivl om at, for rigtig mange var den dynamiske duo Method Man & Redman, dagens højdepunkt. De to karismatiske rappere har en betragtelig fanskare rundt om i verden, og her er Danmark bestemt også med. Da The Coups koncert rundede af, var der allerede en betragtelig skare der havde samlet sig foran Vanguards store scene, så de var garanteret det optimale udsyn til den kommende koncert.
Da duoens faste dj, DJ Dice havde varmet publikum op med en håndfuld hiphopklassikere, kom de to rappere på scenen, hvilket resulterede i at publikum gik amok.

Har man oplevet Meth & Red før, så ved man nogenlunde hvad man får, Iikke at det på nogen måde gør oplevelsen ringere. De er nogle af de mest “live” rappere jeg har oplevet, og om de hopper rundt, pjatter med hinanden eller kaster vand ud over publikum, er det altid med smørede smil på læberne, og der er ingen tvivl om at de virkelig elsker at stå på scenen og jo mere energi publikum giver dem, jo mere energi og spas og løjer får publikum tilbage.
Som man kan forvente fra Meth & Red, så var de super tighte på mikrofonerne og alle rim lå lige som de skulle. De to MC’er komplimenterer hinanden super godt, men det er vel også hvad man kan forvente af to rappere der har optrådt så længe sammen, og som de to herrer har.

På den time som koncerten varede, kom de godt rundt i både fælles- og solonumre og det var en fornøjelse at høre ældre numre som Redmans “Time 4 Sum Aksion”, “Pick It Up” og “Let’s Get Dirty” og Method Mans “Bring the Pain”, “All I Need” og naturligvis kom klassikeren “Method Man” også, til publikums store begejstring.
Der blev dog også plads til en håndfuld af duoens fælles numre. Vi fik naturligvis både part 1 og 2 af “How High” samt den lidt kedelige “A-Yo” Fra Blackout 2 og koncerten blev rundet af med überbangeren “Da Rockwilder”.
Dog savnede jeg lidt flere, som for eksempel “Blackout”, “Checka”, “Y.O.U.” og “Fire Ina Hole”, der er en af mine favoritter fra det første Blackout-album.   

Der er ikke en rigtig “Wu-Tang” koncert, uden en O.D.B.R.I.P. tribute, så det blev der naturligvis også plads til. Publikum fik smidt deres W’er op i luften til tonerne af “Shimmy Shimmy Ya” og det er bare sådan det skal være.

Der er ingen tvivl om Meth & Red ved hvordan man holder en fest, og det fik Søndermarken også at mærke i år. Der er ganske få rappere der er ligeså karismatiske som de to herrer, og det er imponerende at se hvordan de får alle blandt publikum til at gå amok. Det er ikke for sjov, at de har så stor en fanskare, for de gør det virkelig godt!

Selvom The Roots var aftenens hovednavn, så var der uden tvivl mange der var kommet for at høre The Pharcyde. Gruppen der står bag én af de mest anerkendte alternative hiphopudgivelser i 90’erne “Bizarre Ride II: the Pharcyde”. Der er dog sket meget for gruppen siden debuten i 1992 og interne stridigheder har gjort at gruppen nu ikke længere turnerer sammen, men i stedet optræder som to separate instanser. Den “fede” version bestående af Fatlib og Tre hardson, og så den “lidt mindre fede” version som gæstede Søndermarken, bestående af Imani og Bootie Brown. 

Selvom det ok var de to rappere som publikum mindst havde lyst til at se, så gjorde de to rappere gjorde det dog rigtig godt. De havde super meget overskud, god energi og de var klar på at give publikum alle klassikerne, uden så meget pjat. Der blev lagt ud med den (stadig) herlige “Ya Mama” og efter en lang opbygning kom “Oh Shit”. Vi fik også “Pack Da Pipe” der udviklede sig ud fra Luniz’ klassiker “I Got 5 On It”. Vi fik naturligvis også “Passing Me By” og da det chillede beat der danner rammen om deres vel nok største hit “Runnin’” lød over Søndermarken, var de fleste hiphophoveder i ekstase.
Det var tydeligt, at der var lagt vægt på de to første album, men der var også plads til enkelte afstikkere, som for eksempel Gorillaz’ “Dirty Harry” der bliver gæstet af Bootie Brown. 

På trods af at jeg aldrig rigtig har dyrket The Pharcyde, så synes jeg faktisk, at det var en rigtig god koncert. De havde en god energi på scenen og der var tale om en yderst chillet og laid back affære med The Pharcydes tilbagelænede tilgang til westcoast hiphop, der sørgede for super god stemning blandt dem der var troppet op for at høre deres halvfemserhelte.