“Live on stage” er et nyt tema der starter i dag. Som titlen antyder, så handler det om livemusik, og går i alt sin enkelthed ud på, at jeg fortæller lidt om de koncerter som jeg har været inde og se.
Torsdag aften i lille Vega stod programmet på rock n’ roll med det danske band, Black City.
Black City er et forholdsvist nyt band på den danske rockscene, (deres debutalbum udkom i maj 2010) men det kunne man bestemt ikke mærke på deres optræden.
Der var dømt klassisk rock fra første riff, og det stod på i cirka 50 minutter, hvilket var en fin længde for en band med en enkelt udgivelse i baglommen.
Bandet spillet solidt og med en smittende energi der gjorde, at man ikke var i tvivl om at de nød at stå på scenen. Jeg syntes, at der var en god kontakt mellem forsangeren, Bjørn Poulsen og publikum og han havde tid til små sjove kommentarer imellem numrene. Blandt andet mente forsangeren ikke at det var specielt rock n’ roll, at bassisten stod og spiste et æble mellem numrene, hvilket bassisten dog var ganske enig i, og mente heller ikke at han kunne drikke sin øl, som han så gav til sin mor, der var blandt publikum – så hygger man sig sgu 🙂
Nu er rock ikke den genre som jeg kender allermest til, men en ting er sikkert. Jeg var rigtig godt underholdt hele showet igennem og kedede mig ikke et øjeblik, så selvom jeg faktisk kun kendte to af deres numre (Summertime og Every Night) formåede bandet at fyre den så meget af, at man blev revet med af musikken og også nød de numre som man ikke kendte så godt.
Deres lyd er måske ikke super original, men jeg syntes egentlig ikke at dette gør noget, da de stadig formår, at lave gode, fængende og melodiøse numre med rigtig go’ spade på.
Alt i alt, havde jeg en rigtig god aften og hvis jeg får muligheden for at se Black City live igen, så vil jeg helt sikkert gøre det.
Jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen:
Sangerinden Coco fra den danske soulduo Quadron er intet mindre end umådelig talentfuld, og har en vokal som der ikke er mange herhjemme der kan hamle op med.
Derfor syntes jeg lige, at i skal se og ikke mindst høre denne video, hvor hun synger nummeret “Pressure” kun akkompagneret af en harpe.
Det her er virkelig noget der giver kuldegysninger 🙂
Dagens gæst på bloggen bliver af mange, kaldt the king of soul.
Det drejer sig nemlig om legenden Sam Cooke (1931-1964)
Han startede, igen som så mange andre, med at synge gospel. Faktisk så gik han under aliaset “Dale Cooke” da han i 1956 udgav sin første mainstream soul single. Dette blev gjort for ikke at vække foragelse i gospel miljøet, da en crossover fra gospel til ikke-religiøs musik, blev anset for at være meget forkert, da man i miljøet mente, at man kun skulle synge til Gud. Men navneskiftet gjorde dog ikke det store, da der ikke var nogen der var i tvivl om, at det var Sam Cooke der sang. Dette resulterede i, at han blev droppet af sit band (The Soul Stirres) og fra sit label, så han nu rent faktisk var frit stillet til at indspille under sit eget navn.
Derfra tog hans karriere fart, og han bliver i dag betragtet som én af pionerene indefor soulmusikken. Han var også én af de første sorte musikere, der også var en del af forretningsdelen af musikken, da han bl.a. startede sit eget pladeselskab.
Dagens nummer hedder “A Change is Gonna Come” og den handler generelt om racisme, men den handler også som to specifikke episoder i Sams liv. For det første, mistede han sin kun 18 måneder gamle søn, da han drunknede i en pool.
Den anden episode var, da Sam og hans backingband blev nægtet at tjekke ind på et hotel i Louisianna, da hotellet kun var for hvide.
Disse to episoder, der begge fandt sted i 1963, samt Bob Dylans “Blowin’ in the Wind” der udkom samme år, gav Sam lyst til at skrive en sang om racismen i USA. Dette var noget som han længe havde haft et ønske om, men han var bange for, at han ville miste mange af hans hvide fans.
Sam Cooke døde dog desværre allerede som 33 årig, efter at han angiveligt prøvede at overfalde en hotelrecptionist, pga. nogle uoverensstemmelser, hvilket resulterede i, at receptionisten skød ham i selvforsvar.
Heldigvis var han blevet færdig med indspilningen af nummeret, og det udkom kort efter hans død.
Det blev ikke hans største hit, rent salgsmæssigt, men rent kulturelt blev dette et meget vigtigt nummer, og det er højt placeret på mange lister over de vigtigste numre i musikhistorien.
Dette nummer blev også meget vigtigt for de amerikanske borgerrettighedsforkæmpere i 60’erne, og nummeret blev også spillet til Malcom X’s begravelse i 1965.
Så blev det endnu engang Soul Sunday, og i dag skal vi have fat i en gruppe der har eksisteret i omkring 60 år (dog med varierende medlemmer)
Gruppen, der startede med at bestå af 6 brødre og en svoger, startede, som så mange andre soulkunstnere, med at lave gospelmusik. Dette var i de tidlige 50’ere. Men ligesom mange andre, fandt de hurtigt ud af, at ikke-religiøs musik var vejen frem til stjernene, og de fik deres første hit i 1959.
I løbet af 60’erne og 70’erne havde de rigtig stor succes, med bl.a. 5 top 40 singler i 60’erne og 12 stk i 70’erne. Der har dog også været meget tumult i gruppen i løbet af årene, og med så mange medlemmer, er der ikke noget at sige til, at der til tider har været gnidninger og problemer.
I dag består gruppen kun af to medlemmer, brøderne Ronald og Ernie Isley, men de er stadig populære i hjemlandet og gruppens sidste album, der kom i 2006, var højt placeret på de amerikanske hitlister.
Dagens nummer som jeg har valgt at fremhæve, hedder “Between the Sheets” og er fra en periode som jeg ikke har dækket så meget af endnu, nemlig 1980’erne. Dette nummer er fra 1983, og er et rigtigt lummert nummer, som titlen også antyder.
Nummeret lægger sig ret tæt op ad Marvin Gayes “Sexual Healing” der kom året inden. Det er rent baby making music 🙂 og det var med til at rette op på brødrenes karriere, der ikke var gået så godt i de foregående år. Men med dette nummer, fik de fornyet respekt i branchen.
Nummeret vil garanteret også få en stor klokke til at ringe, hvis du, som mig, lytter meget til rap.
Det er nemlig blevet heftigt samplet af kunstnere som Notorious B.I.G., Jay-Z, Common, The Game og 2Pac. Hvor Notorious B.I.G.s “Big Poppa” fra 1995, nok er den mest kendte.
Denne søndag, har jeg valgt at tage fat i én af de store legender inden for amerikansk soul, netop Teddy Pendergrass.
Teddy Pendergrass blev født i 1950 i den amerikanske by Philadelphia, og ligesom så mange andre i de amerikanske ghettoer, er han vokset op uden en far, da han valgte at forlade den lille familie, da Teddy var ganske ung.
Han fandt hurtigt ud af, at han skulle være noget inden for musikken, og begyndte at synge gospel rundt omkring de lokale kirker, samtidlig med at han lærte at spille på trommer.
Senere kom han med som trommeslager i bandet The Caddilacs.
Sidst i 60’erne slog The Cadillacs sig så sammen med gruppen Harold Melvin & the Blue Notes, hvor Teddy Pendergrass fik jobbet som forsanger. Dette skulle vise sig, at være en succes, da gruppen fik en del solide hits, og udgav to albums, der begge gik guld i USA.
Teddy fandt dog ud af, at hans eget talent rækkede ud over gruppens, og i 1976 besluttede han sig for at gå solo.
Det skulle vise sig, at være det rigtige valg, og fra 1977 til 1997 udgav han 13 albums, hvorfra 7 af dem enten er gået guld eller platin.
Det nummer som jeg har valgt, at fremhæve, er faktisk lidt nyere end mange af de numre jeg har fremhævet. Det er nemlig fra 1980, fra albummet TP, der er hans 4. album.
Nummeret hedder “Love T.K.O.” og det er et virkelig smukt og sjælfuldt nummer der, sjovt nok, handler om det der kærlighed, der kan være så svært 🙂
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er meget stor fan af dansk rap, og selvom det ikke er en genre som jeg har nævnt ret meget her på bloggen, så er det i perioder, det jeg lytter mest til.
Dog er standarden meget svingende, og hvis man ser på det forgangne år, med dansk rap brillerne på, blir man ikke synderligt imponeret! Der var bestemt et par solide skiver af bl.a.
Mikkel Mund og M-cnatet, men udover det, havde 2010 ikke meget at byde
på.
Men det ser allerede ud som om at 2011 går hen og bliver et meget mere
interessant år for fans af dansk rap og det skal jeg give dig tre rigtig gode grunde til. L.O.C. – Libertiner
Den 14/3 udkommer L.O.C.s 5. soloalbum, der traditionsmæssigt har
fået en titel på 10 bogstaver, nemlig “Libertiner”
Jeg er meget spændt på at se hvad dette 5. Album byder på, da jeg var
meget glad for hans sidste “XxxCouture/Melankolia” Jeg var dog ikke
synderligt begejstret for Selvmord pladen, så jeg håber at stilen
bliver mere som hans solomaterialem hvilket der da også er noget der tyder på.
Mon ikke, at Liam kan gøre det igen og lave en plade der endnu engang rykker grænserne for dansk rap?
Den 18/4 udkommer Per Vers’ 2. regulære album, som han har valgt at
døbe “Ego”
Hans første soloplade udkom i 2005, men det er bestemt ikke
fordi at den originale Gramster har ligget på den lade side siden hans
solodebut. Han har udgivet en god stak EPer , og sidste år udgav han det første boxsæt i dansk rap. Plus at han har spillet flere hundrede livejobs sammen med hans partner in rhyme, Ole Omkvæd.
Per V er, efter min mening, en af de mest interessante og dygtigste rappere på den danske scene , så denne plade er virkelig noget som jeg ser frem til.
Jeg forventer ligeledes en helstøbt lydside, idet hele pladen er produceret af de to Looptroop Rockers: Dj Large og Embee, så der er bestemt grobund for en rigtig, rigtig solid plade, med gennemførte tekster hvor der både er plads til humor, alvor og vanvittige rim.
Tjek lige Smells Like Team Spirit 2, som den gavmilde Per V har lagt til gratis
download lige her
Malk de Koijn – TBA
Den sidste udgivelse (som også er den jeg ser mest frem til) er helt klart Malk de Koijns 3. Album.
Der er dog ikke meget info om denne plade endnu, kun at den udgives via Target Distribution.
Men mon ikke a vi kan forvente/håbe at de nye tracks som de spillede på Roskilde ’09 (Malks tobak, Jans Break, Bap på bønnen og Du min pige) vil ligge derpå?
Der er heller ikke sat nogen releasedate på albummet, men jeg krydser fingre for, at den kommer her i 2011, og at der ikke går hiphop tid i den 😉
Hvis jeg for et øjeblik skal komme med et personligt ønske for hvilken plade der også kommer i år, så så jeg meget gerne at 2011 bliver det år hvor Tegnedrengen fra Rent Mel, endelig udgiver sit debutalbum, som vi har ventet på siden han droppede den fantastiske EP “Løg til dine kindposer” tilbage i 2001.
Han er jo efterhånden begyndt at røre lidt på sig, i form af features på Mikkel Munds album og på Per Vers’ “Danish operation”, så lad os håbe på, at han er ved at varme op til en ny udgivelse!
Den 63 årige Charles Bradley er indtil videre et temmelig ubeskrevet blad på den amerikanske soul scene, men det er ved at ændre sig nu.
Han udgiver nemlig snart sit debutalbum og det er bestemt noget som jeg ser frem til.
Han har haft et hård liv, og det er noget der kommer til udtryk gennem musikken.
Han har arbejdet som kok, det meste af sit liv og det har blandt andet ført ham til Alaska og Californien. Lige siden, han som 14 årig så James Brown live, har musikken været en vigtig del af hans liv, og den har altid fulgt ham, men nogen decideret karriere blev det ikke til, før han for ganske få år siden, blev opdaget af pladeselskabet Dumham records.
Der er ingen tvivl om, at denne mand besidder et rigtig stort talent, og hans stemme minder en del om James Browns, som han jo også så som en kæmpe inspirationskilde.
Jeg glæder mig super meget til at tjekke hans debutalbum, der udkommer den 25. Januar
Herunder vil jeg gerne vise 1. singlen “The World Is (Going Up In Flames)”
Et stærkt nummer med en klassisk old school soul lyd, som lover godt for det forestående album.
Hej alle sammen og godt nytår!
Håber at i er kommet godt ind i det.
Som i nok kan se, har bloggen fået et nyt udseende, da jeg synes at den trængte til det. Håber i synes om det.
Nå.. Så blev det årets første søndag, og det betyder naturligvis en helt ny omgang Soul Sunday!
I dag har jeg tænkt mig at hive fat i én af de helt store. Nemlig, den nu afdøde, Isaac Hayes.
Han er en legende inden for soul genren, og har udgivet mere end 20 albums og vundet en håndfuld amerikanske grammys.
Han startede som sangskriver og producer på pladeselskabet Stax, hvor han skrev blandt andet “soul man” som jeg tidligere har skrevet om.
Han blev så senere også udøvende artist, og i 1967 udkom så hans første plade. Den blev dog ikke nogen stor succes, og det var først da han i 1969 udgav “Hot Buttered Soul” at han fik sit kommercielle gennembrud.
Der er faktisk kun fire skæringer på den LP, men alligevel løber hele albummet op på omkring 45 minutter, da det er nogle utrolig lange numre (noget som skulle vise sig at blive en af hans varemærker) Det nummer som vi skal høre i dag, er fra denne plade, og det hedder “Walk On By”
Det er skrevet af Burt Bacharac, og der er lavet rigtig mange covernumre af det, men Isaac Hayes er en af dem der har gjort det bedst.
Lyt og kig lige her – Det er i øvrigt i en super funky live version fra 2005
Isaac Hayes døde desværre alt for tidligt i 2008, af et hjertestop.
Ud over bl.a. dette nummer, er han også kendt for soundtracket til 1971 filmen “Shaft” som han vandt en Oscar for, for bedste originale soundtrack.
Han blev også kendt for en helt ny generation, da han i 1999 startede med at lægge stemme til den syngende kok, Chef fra kulttegneserien South Park.
Så er det ved at være den tid på året, hvor alle de små og store musikmagasiner, blogs og websites kommer med deres bud på hvilket musik der har været det bedste i det forgange år.
Det er meget forskelligt, om man er enig med disse lister, og det er da også svært, da musiksmag er subjektivt.
Jeg vil her prøve at komme med min ydmyge mening og hvilket musik jeg vil huske 2010 for. Det er tracks som jeg har grovhørt til hudløshed, albums som jeg ikke har kunnet løsrive mig fra og koncerter der har givet kuldegysninger.
Jeg har valgt fem kategorier, og de er som følger:
Årets udenlandske track – Top 5
Årets danske track – Top 5
Årets udenlandske album – Top 5
Årets danske album – Top 5
Årets koncerter – Top 5
Årets udenlandske track – Top 5
5. Aloe Blacc – I Need A Dollar
Dette finanskrise anthem er allerede en klassiker, og teksten kunne ikke være mere relevant. Det er, udover det, et virkelig lækkert soulnummer og det viser Aloe Blaccs kvaliteter som musiker. Det er helt klart et track der har fået en del rotation herhjemme i år.
4. Nas & Damian Marley – As We Enter
Blaaaw!! Så er Nas tilbage i allerfineste form. Han er teamet op med rastaen Damian Marley og de er en fantastisk combo. Beatet er super funky og det er virkelig en banger, men det der virkelig gør dette track specielt, er den måde at Nas og Damian fletter deres tekst ind mellem hinanden. Det fungerer bare!
3. Sage Francis – The Best of Times
Sæt dig ned og lyt til teksten. Dette track er virkelig genialt og Sage Francis er en fantastisk lyriker og rapper. Beatet, der starter stille og langsomt folder det sig ud til et smukt lydbillede der understøtter teksten, er helt perfekt.
Dette nummer giver mig virkelig kuldegysninger!
2. Cee Lo Green – Fuck You
Dette track har jeg har oppe og vende i et tidligere indlæg, og det holder stadig! Jeg tror ikke, at der findes noget menneske der er mere funky end den kære Cee Lo. For dælen hvor er det et fedt nummer!
1. Kanye West – Dark Fantasy
Meget er sagt om Kanye West. Men en ting er sikkert: Manden ved hvordan man laver musik.
Dette nummer åbner MBDTF albummet, og derfra kører det bare. Nummeret er smukt, og det er vist allerede et af de numre som jeg har hørt mest i år.
Årets danske track – Top 5
5. Panamah – Et sted at stå
Det her nummer ramte mig som et lyn fra en klar himmel. Jeg hørte det på P3 en dag, og jeg anede ikke hvem eller hvad det var. Men en ting var sikkert. For pokker hvor var det godt. Jeg ved simpelthen ikke hvad der gør det her nummer så fantastisk, men jeg kan blive ved med at høre det, og glæder mig til at høre mere fra Panamah.
4. Peder – Daylight (ft. Signe Marie Schmidt-Jacobsen)
Vidunderdrengen Peder, er i mine øjne, en af Danmarks mest talentfulde musikere, hvilket kunstnere som bla.a. Beastie Boys allerede har nydt godt af. Dette nummer er bestemt ikke nogen undtagelse. Det er virkelig stemningsfuldt og meget melankolsk. Helt perfekt til en kold decemberdag.
3. M-Cnatet – Rejsen til Utopia
M-Cnatet og hele Echo Out crewet har virkelig givet den gas i år og de har sat sig godt og grundigt på undergrunden i dansk rap.
Dette nummer er helt fantastisk og de to rappere leverer filosofisk hippierap på højt niveau.
2. Mikkel Mund – Mr. Anonym (ft. Khalern)
Denne er desværre ikke til at finde på youtube 🙁
Mikkel Mund er fra den hedengange gruppe, Rent Mel (i posen) og er klart en af mine favoritrappere. Han har efterhånden vist mange gange, at hans lyriske niveau kan måle sig med de bedste i genren. Dette track er klart det bedste fra Mikkels debutalbum og bliver gæstet af en Khalern i topform.
1. Agnes Obel – Riverside
Riverside er et fantastisk smukt nummer. Agnes’ stemme og klaveret går i smukt samspil med hinanden og dette resulterer, efter min mening, i årets bedste danske nummer. Jeg kan høre dette nummer hele tiden og det er lige godt hver gang.
Årets udenlandske album – Top 5 5. DJ Muggs vs. Ill Bill – Kill Devil Hills
Dette er det fjerde album i “DJ Muggs vs.” serien. Det står som et rigtigt stærkt album med rigtig mange gode numre. DJ Muggs’ dystre beats klæder den aggressive Ill Bill rigtig godt. Glæder mig allerede til næste udspil i serien.
4. Aloe Blacc – Good Things
Aloe Blacc var en kunstner som jeg først stiftede bekendtskab med i år, selvom han har lavet musik i nogle år, og det har jeg bestemt ikke fortrudt. Dette album indeholder, udover hittet “I need a dollar” rigtig mange andre gode numre. Blandt andet, det smukke “Momma hold my hand” og det fabelagtige “Femme Fatale”
3. Sage Francis – Li(f)e
Sage Francis er endnu en kunstner som jeg først lærte at kende i år, og sikke da et bekendtskab! Sage er en fantastisk rapper og er dejligt langt væk fra den mainstream rapscene der forpester MTV. Li(f)e er hans fjerde album, og der bliver trukket ligeså meget fra den amerikanske indierock scene som fra rappen. Alt i alt, et virkelig stærk album.
2. Cee Lo Green – The Ladykiller
Cee Lo Green har lavet intet mindre end en fantastisk plade. Sådan skal moderne soul lyde. Der er så mange fantastiske numre på denne plade. Lige fra monsterhittet “Fuck You” over “Bright lights bigger city” til et covernummer af Band of Horses’ “No One’s Gonna Love You” Denne plade er et must i kapløbet om den bedste udenlandske plade i år.
1. Kanye West – My Beautiful Dark Twisted Fantasy … Men der er ingen tvivl om, at Kanye West tager førstepladsen på min liste også. Der er rigtig mange der har dette album som nummer 1, og det er med god grund. Dette album er uden tvivl et mesterværk og uden tvivl Kanyes’ Magnum opus, da jeg tvivler på, at han kan toppe dette album. Alle numrene er innovative, kreative og ikke mindst, hamrende iørefaldende. Højdepunkterne er dog intronummeret “Dark Fantasy”, den monstrøse “Monster” og det smukke “Runaway”
Denne plade bliver ved med at give noget nyt af sig, og den bliver derfor aldrig kedelig eller ensformig. Årets danske album – Top 5
5. Per Vers – 10-20-30
Dette er jo egentlig lidt af en blandet landhandel. Der er en slags opsamlings cd med forskellige “hemmelige” numre med Per Vers, der er en DVD med en tidsrejse gennem hiphoppens historie der bliver fortalt af mere end 500 af de vigtigste numre i amerikansk hiphop, og så er der cd’en Danish Operation, hvor Per har inviteret sine favorit MC’s forbi til at rappe over nye og gamle DJ Premier beats, hvilket helt klart er en oplevelse, og det er fedt at høre mange af ens yndlingsrappere rappe over klassiske Premo beats. Dette bokssæt er derfor et must i enhver danskrapfans samling.
4. M-Cnatet – Om Nogen
Hippiehopperne fra Echo Out har begået en rigtig solid debutplade, der har været mere end 10 år undervejs. Det her er ikke bling bling rap, men derimod eftertænksom, klog og følsom rap der rammer lige hvor det skal. Numre som “Den kreative klasse”, “Rejsen til Utopia” og “Under himlen i din opgang” har været med til at gøre mit 2010 meget bedre!
3. Peder – Dirt & Gold
Peder er, som jeg har nævnt tidligere, en fantastisk musiker, og han rammer plet med sin anden plade. Der er skruet ekstra op og melankolien og den filmiske stemning sidder lige i skabet. Pladen er gennemarbejdet og er gæstet af nogle virkelig dygtige kunstnere, og det kan man virkelig høre.
2. Mikkel Mund – Udsigten Fra Den Usle Side
Mikkel Mund er én af mine favoritrappere, og han skuffer bestemt ikke på hans solodebut. Der er dog et par missere på pladen, men helhedsindtrykket er rigtig højt. Det er dejligt at høre mere skarp lyrik fra Mikkels mund. Nummeret “Velkommen” er én stor stikpille til det danske samfund og alle de smålige ting som mange helt sikkert kan nikke genkendende til, og “Mr. Anonym” har været i meget heftig rotation her.
Og så er det iøvrigt HELT FANATISK at høre Tegnedrengen rappe igen!!
Kom så med den plade, T!
1. Agnes Obel – Philharmonics
Agnes Obel kom ud af den blå luft, og slog en stor del af Danmark omkuld med hendes melankolske album. Med en håndfuld udsolgte koncerter, en nominering til P3 Guld næste år og en solid plads i top 10 på iTunes, har hun sikret sig en masse omtale, og det kunne ikke være mere fortjent! Jeg glæder mig allerede til februar hvor jeg (endelig) får mulighed for at opleve hende live.
Årets koncerter – Top 5
5. Kasper Spez – Cosmopol @ Roskilde festival
Jeg har set Kasper Spez live, et utal af gange. Fra bittesmå spillesteder hvor der mangler både backup rapper og publikum til stort anlagte koncerter med visuals, lir og gæsteoptrædende.
Roskilde koncerten havner i sidstnævnte kasse, og jeg har kun rosende ord om den koncert. Alt fungerede bare. Lige fra Pernille Valentin på storskærm til “Dagen Derpå” til mit personlige højdepunkt: Den fantastisk smukke “Trøstepræmier”
Sådan skal en dansk rap koncert udføres!
4. Sage Francis – Lille Vega
Sage Francis er, som sagt, en rapper som jeg først for nyligt har stiftet bekendtskab til, og jeg tog til hans koncert uden stort set nogen forventninger, og hold da op hvor jeg blev positivt overrasket. Hans fremtræden med paryk, kappe og manglende sko, skiller han sig ud fra mængden af rappere, og når man samtidig besidder et skarpt flow, fede tekster og samtidig har overskud til at komme med sjove kommentarer om den igangværende tour, viser det tydeligt, at Sage Francis er en rapper der elsker det han laver. Og det er bestemt noget som de fremmødte i lille Vega fik at føle.
3. Joss Stone – Store Vega
Joss Stone har længe været én af mine yndlings sangerinder, og denne koncert gjorde mig bare endnu mere fascineret af hende. Det er fantastisk at se en kunstner så nede på jorden, som Joss Stone er. Hendes efterhånden mellemstore bagkatalog og hendes hamrende smukke stemme, gjorde klart denne koncert til en af 2010’s bedste i min bog.
2. Muse – Orange Scene @ Roskilde festival
Det er først indenfor det sidste par år, at jeg rigtig har fået øjnene op for det engelske rockband. Det kom først rigtigt, da de udgav deres fantastiske “The Resistance” fra 2009. Efter det, havde jeg hørt dem en del, så jeg havde efterhånden ret store forventninger til koncerten på Orange Scene.
Det var en fantastisk koncert. Muse forstår virkelig at spille r***en ud af bukserne, og især forsanger og guitarist Matthew Bellamy er en utrolig på en scene. Alt i alt, så havde jeg en fantastisk oplevelse, og det er helt sikkert ikke sidste gang, at jeg skal se dem live.
1. Dansk Rapkavalkade 1988-2010 – Århus Took It @ Voxhall Årets bedste koncertoplevelse kom i form af en 2.5 times gennemgang af dansk raps historie fra 1988-2010.
Af de mange optrædende kan jeg nævne: MC Einar, RBC, Østkyst Hustlers, Den Gale Pose, Kongehuset, Rent Mel i Posen og Majors.
Det var fantastisk, at se alle disse kunstnere på bare én aften, hvor specielt Rent Mel i Posen fik mig helt op at ringe! Der var rigtig god stemning i salen og det virkede som om, at alle de optrædende kunstnere nød at være tilstede til dette enestående arrangement. Alle disse faktorer gjorde, at jeg netop denne aften, havde den bedste koncertoplevelse i år.
I dag bliver det intet mindre end legendarisk!
Vi skal have i et af de vildeste, bedste og mest funky numre fra 70’erne.
Vi skal til 1972. I Detroit aka. Motown i USA og gruppen er The Temptations.
Nummeret hedder “Papa was a rolling stone” og er i dag anerkendt som et af de største hits fra det legendariske selskab Motown.
En sjov ting omkring dette nummer, som mange måske ikke er klar over er, at The Temptations’ version faktisk ikke er originalen. Den udkom derimod i starten af 1972 og denne version var med gruppen “The Undisputed Truth” Nummeret opnående dog ikke nævneværdig succes, og er i dag, stort set glemt.
Hør originalen her:
For at være helt ærlig, så er der ikke meget at komme efter i denne version. Den er lidt kedelig og der sker ikke så meget rent musikalsk. Men sangens skæbne var bestemt ikke afgjort endnu.
Produceren og sangskriveren bag nummeret, besluttede nemlig, at genindspille nummeret med The Temptations, der allerede dengang var rigtig store, og havde flere storehits bag sig og de lavede de istedet til et 7 minutter langt nummer, der gik ind som #1 på den amerikanske Billboard hitliste, og den vandt senere 3 grammys.
Der går næsten 2 minutter før de første ord bliver ytret, og hurtigt bliver scenen lagt for temaet i nummeret:
“It was the third of September. That day I’ll always remember, yes I will. ‘Cause that was the day that my daddy died. I never got a chance to see him. Never heard nothing but bad things about him. Mama, I’m depending on you, tell me the truth.”
Versene bygger på børnenes spørgsmål om deres afdøde far, og omkvædet er morens svar, og det giver en socialrealistisk skildring om hvordan det var/er for mange unge i USA, der vokser op uden en far. Nummeret kunne hurtigt have været gået hen og blevet et meget stille nummer, for at underbygge den tragiske tekst, men istedet er det en tour de force udi klassisk soullyd. Der er en lækker basgang og wah wah pedal på guitaren. Alt dette er med til, at gøre nummeret virkelig funky!
Så læn dig tilbage og brug lige 7 minutter på dette klassiske og udødelige soulnummer. Det bliver ikke meget bedre end det her.
