Så er det ved at være den tid på året, hvor alle de små og store musikmagasiner, blogs og websites kommer med deres bud på hvilket musik der har været det bedste i det forgange år.
Det er meget forskelligt, om man er enig med disse lister, og det er da også svært, da musiksmag er subjektivt.

Jeg vil her prøve at komme med min ydmyge mening og hvilket musik jeg vil huske 2010 for. Det er tracks som jeg har grovhørt til hudløshed, albums som jeg ikke har kunnet løsrive mig fra og koncerter der har givet kuldegysninger.

Jeg har valgt fem kategorier, og de er som følger:

Årets udenlandske track – Top 5
Årets danske track – Top 5
Årets udenlandske album – Top 5
Årets danske album – Top 5
Årets koncerter – Top 5

Årets udenlandske track – Top 5

5. Aloe Blacc – I Need A Dollar

Dette finanskrise anthem er allerede en klassiker, og teksten kunne ikke være mere relevant. Det er, udover det, et virkelig lækkert soulnummer og det viser Aloe Blaccs kvaliteter som musiker. Det er helt klart et track der har fået en del rotation herhjemme i år.

4. Nas & Damian Marley – As We Enter

Blaaaw!! Så er Nas tilbage i allerfineste form. Han er teamet op med rastaen Damian Marley og de er en fantastisk combo. Beatet er super funky og det er virkelig en banger, men det der virkelig gør dette track specielt, er den måde at Nas og Damian fletter deres tekst ind mellem hinanden. Det fungerer bare!

3. Sage Francis – The Best of Times

Sæt dig ned og lyt til teksten. Dette track er virkelig genialt og Sage Francis er en fantastisk lyriker og rapper. Beatet, der starter stille og langsomt folder det sig ud til et smukt lydbillede der understøtter teksten, er helt perfekt.
Dette nummer giver mig virkelig kuldegysninger!

2. Cee Lo Green – Fuck You

Dette track har jeg har oppe og vende i et tidligere indlæg, og det holder stadig! Jeg tror ikke, at der findes noget menneske der er mere funky end den kære Cee Lo. For dælen hvor er det et fedt nummer!

1. Kanye West – Dark Fantasy

Meget er sagt om Kanye West. Men en ting er sikkert: Manden ved hvordan man laver musik.
Dette nummer åbner MBDTF albummet, og derfra kører det bare. Nummeret er smukt, og det er vist allerede et af de numre som jeg har hørt mest i år.

Årets danske track – Top 5

5. Panamah – Et sted at stå

Det her nummer ramte mig som et lyn fra en klar himmel. Jeg hørte det på P3 en dag, og jeg anede ikke hvem eller hvad det var. Men en ting var sikkert. For pokker hvor var det godt. Jeg ved simpelthen ikke hvad der gør det her nummer så fantastisk, men jeg kan blive ved med at høre det, og glæder mig til at høre mere fra Panamah.

4. Peder – Daylight (ft. Signe Marie Schmidt-Jacobsen)

Vidunderdrengen Peder, er i mine øjne, en af Danmarks mest talentfulde musikere, hvilket kunstnere som bla.a. Beastie Boys allerede har nydt godt af. Dette nummer er bestemt ikke nogen undtagelse. Det er virkelig stemningsfuldt og meget melankolsk. Helt perfekt til en kold decemberdag.

3. M-Cnatet – Rejsen til Utopia

M-Cnatet og hele Echo Out crewet har virkelig givet den gas i år og de har sat sig godt og grundigt på undergrunden i dansk rap.
Dette nummer er helt fantastisk og de to rappere leverer filosofisk hippierap på højt niveau.

2. Mikkel Mund – Mr. Anonym (ft. Khalern)

Denne er desværre ikke til at finde på youtube 🙁
Mikkel Mund er fra den hedengange gruppe, Rent Mel (i posen) og er klart en af mine favoritrappere. Han har efterhånden vist mange gange, at hans lyriske niveau kan måle sig med de bedste i genren. Dette track er klart det bedste fra Mikkels debutalbum og bliver gæstet af en Khalern i topform.

1. Agnes Obel – Riverside

Riverside er et fantastisk smukt nummer. Agnes’ stemme og klaveret går i smukt samspil med hinanden og dette resulterer, efter min mening, i årets bedste danske nummer. Jeg kan høre dette nummer hele tiden og det er lige godt hver gang.

Årets udenlandske album – Top 5
5. DJ Muggs vs. Ill Bill – Kill Devil Hills

Dette er det fjerde album i “DJ Muggs vs.” serien. Det står som et rigtigt stærkt album med rigtig mange gode numre. DJ Muggs’ dystre beats klæder den aggressive Ill Bill rigtig godt. Glæder mig allerede til næste udspil i serien.

4. Aloe Blacc – Good Things

Aloe Blacc var en kunstner som jeg først stiftede bekendtskab med i år, selvom han har lavet musik i nogle år, og det har jeg bestemt ikke fortrudt. Dette album indeholder, udover hittet “I need a dollar” rigtig mange andre gode numre. Blandt andet, det smukke “Momma hold my hand” og det fabelagtige “Femme Fatale”

3. Sage Francis – Li(f)e

Sage Francis er endnu en kunstner som jeg først lærte at kende i år, og sikke da et bekendtskab! Sage er en fantastisk rapper og er dejligt langt væk fra den mainstream rapscene der forpester MTV. Li(f)e er hans fjerde album, og der bliver trukket ligeså meget fra den amerikanske indierock scene som fra rappen. Alt i alt, et virkelig stærk album.

2. Cee Lo Green – The Ladykiller

Cee Lo Green har lavet intet mindre end en fantastisk plade. Sådan skal moderne soul lyde. Der er så mange fantastiske numre på denne plade. Lige fra monsterhittet “Fuck You” over “Bright lights bigger city” til et covernummer af Band of Horses’ “No One’s Gonna Love You” Denne plade er et must i kapløbet om den bedste udenlandske plade i år.

1. Kanye West – My Beautiful Dark Twisted Fantasy
… Men der er ingen tvivl om, at Kanye West tager førstepladsen på min liste også. Der er rigtig mange der har dette album som nummer 1, og det er med god grund. Dette album er uden tvivl et mesterværk og uden tvivl Kanyes’ Magnum opus, da jeg tvivler på, at han kan toppe dette album. Alle numrene er innovative, kreative og ikke mindst, hamrende iørefaldende. Højdepunkterne er dog intronummeret “Dark Fantasy”, den monstrøse “Monster” og det smukke “Runaway”
Denne plade bliver ved med at give noget nyt af sig, og den bliver derfor aldrig kedelig eller ensformig.
Årets danske album – Top 5

5. Per Vers – 10-20-30

Dette er jo egentlig lidt af en blandet landhandel. Der er en slags opsamlings cd med forskellige “hemmelige” numre med Per Vers, der er en DVD med en tidsrejse gennem hiphoppens historie der bliver fortalt af mere end 500 af de vigtigste numre i amerikansk hiphop, og så er der cd’en Danish Operation, hvor Per har inviteret sine favorit MC’s forbi til at rappe over nye og gamle DJ Premier beats, hvilket helt klart er en oplevelse, og det er fedt at høre mange af ens yndlingsrappere rappe over klassiske Premo beats. Dette bokssæt er derfor et must i enhver danskrapfans samling.

4. M-Cnatet – Om Nogen

Hippiehopperne fra Echo Out har begået en rigtig solid debutplade, der har været mere end 10 år undervejs. Det her er ikke bling bling rap, men derimod eftertænksom, klog og følsom rap der rammer lige hvor det skal. Numre som “Den kreative klasse”, “Rejsen til Utopia” og “Under himlen i din opgang” har været med til at gøre mit 2010 meget bedre!

3. Peder – Dirt & Gold

Peder er, som jeg har nævnt tidligere, en fantastisk musiker, og han rammer plet med sin anden plade. Der er skruet ekstra op og melankolien og den filmiske stemning sidder lige i skabet. Pladen er gennemarbejdet og er gæstet af nogle virkelig dygtige kunstnere, og det kan man virkelig høre.

2. Mikkel Mund – Udsigten Fra Den Usle Side

Mikkel Mund er én af mine favoritrappere, og han skuffer bestemt ikke på hans solodebut. Der er dog et par missere på pladen, men helhedsindtrykket er rigtig højt. Det er dejligt at høre mere skarp lyrik fra Mikkels mund. Nummeret “Velkommen” er én stor stikpille til det danske samfund og alle de smålige ting som mange helt sikkert kan nikke genkendende til, og “Mr. Anonym” har været i meget heftig rotation her.
Og så er det iøvrigt HELT FANATISK at høre Tegnedrengen rappe igen!!
Kom så med den plade, T!

1. Agnes Obel – Philharmonics

Agnes Obel kom ud af den blå luft, og slog en stor del af Danmark omkuld med hendes melankolske album. Med en håndfuld udsolgte koncerter, en nominering til P3 Guld næste år og en solid plads i top 10 på iTunes, har hun sikret sig en masse omtale, og det kunne ikke være mere fortjent! Jeg glæder mig allerede til februar hvor jeg (endelig) får mulighed for at opleve hende live.

Årets koncerter – Top 5

5. Kasper Spez – Cosmopol @ Roskilde festival

Jeg har set Kasper Spez live, et utal af gange. Fra bittesmå spillesteder hvor der mangler både backup rapper og publikum til stort anlagte koncerter med visuals, lir og gæsteoptrædende.
Roskilde koncerten havner i sidstnævnte kasse, og jeg har kun rosende ord om den koncert. Alt fungerede bare. Lige fra Pernille Valentin på storskærm til “Dagen Derpå” til mit personlige højdepunkt: Den fantastisk smukke “Trøstepræmier”
Sådan skal en dansk rap koncert udføres!

4. Sage Francis – Lille Vega

Sage Francis er, som sagt, en rapper som jeg først for nyligt har stiftet bekendtskab til, og jeg tog til hans koncert uden stort set nogen forventninger, og hold da op hvor jeg blev positivt overrasket. Hans fremtræden med paryk, kappe og manglende sko, skiller han sig ud fra mængden af rappere, og når man samtidig besidder et skarpt flow, fede tekster og samtidig har overskud til at komme med sjove kommentarer om den igangværende tour, viser det tydeligt, at Sage Francis er en rapper der elsker det han laver. Og det er bestemt noget som de fremmødte i lille Vega fik at føle.

3. Joss Stone – Store Vega

Joss Stone har længe været én af mine yndlings sangerinder, og denne koncert gjorde mig bare endnu mere fascineret af hende. Det er fantastisk at se en kunstner så nede på jorden, som Joss Stone er. Hendes efterhånden mellemstore bagkatalog og hendes hamrende smukke stemme, gjorde klart denne koncert til en af 2010’s bedste i min bog.

2. Muse – Orange Scene @ Roskilde festival

Det er først indenfor det sidste par år, at jeg rigtig har fået øjnene op for det engelske rockband. Det kom først rigtigt, da de udgav deres fantastiske “The Resistance” fra 2009. Efter det, havde jeg hørt dem en del, så jeg havde efterhånden ret store forventninger til koncerten på Orange Scene.
Det var en fantastisk koncert. Muse forstår virkelig at spille r***en ud af bukserne, og især forsanger og guitarist Matthew Bellamy er en utrolig på en scene. Alt i alt, så havde jeg en fantastisk oplevelse, og det er helt sikkert ikke sidste gang, at jeg skal se dem live.

1. Dansk Rapkavalkade 1988-2010 – Århus Took It @ Voxhall

Årets bedste koncertoplevelse kom i form af en 2.5 times gennemgang af dansk raps historie fra 1988-2010.
Af de mange optrædende kan jeg nævne: MC Einar, RBC, Østkyst Hustlers, Den Gale Pose, Kongehuset, Rent Mel i Posen og Majors.
Det var fantastisk, at se alle disse kunstnere på bare én aften, hvor specielt Rent Mel i Posen fik mig helt op at ringe! Der var rigtig god stemning i salen og det virkede som om, at alle de optrædende kunstnere nød at være tilstede til dette enestående arrangement. Alle disse faktorer gjorde, at jeg netop denne aften, havde den bedste koncertoplevelse i år.

Tak for i år – vi ses i 2011!

– Det Godt Nok

I dag bliver det intet mindre end legendarisk!
Vi skal have i et af de vildeste, bedste og mest funky numre fra 70’erne.

Vi skal til 1972. I Detroit aka. Motown i USA og gruppen er The Temptations.
Nummeret hedder “Papa was a rolling stone” og er i dag anerkendt som et af de største hits fra det legendariske selskab Motown.

En sjov ting omkring dette nummer, som mange måske ikke er klar over er, at The Temptations’ version faktisk ikke er originalen. Den udkom derimod i starten af 1972 og denne version var med gruppen “The Undisputed Truth” Nummeret opnående dog ikke nævneværdig succes, og er i dag, stort set glemt.

Hør originalen her:

For at være helt ærlig, så er der ikke meget at komme efter i denne version. Den er lidt kedelig og der sker ikke så meget rent musikalsk. Men sangens skæbne var bestemt ikke afgjort endnu.

Produceren og sangskriveren bag nummeret, besluttede nemlig, at genindspille nummeret med The Temptations, der allerede dengang var rigtig store, og havde flere store hits bag sig og de lavede de istedet til et 7 minutter langt nummer, der gik ind som #1 på den amerikanske Billboard hitliste, og den vandt senere 3 grammys.

Der går næsten 2 minutter før de første ord bliver ytret, og hurtigt bliver scenen lagt for temaet i nummeret:

“It was the third of September. That day I’ll always remember, yes I will. ‘Cause that was the day that my daddy died. I never got a chance to see him. Never heard nothing but bad things about him. Mama, I’m depending on you, tell me the truth.”

Versene bygger på børnenes spørgsmål om deres afdøde far, og omkvædet er morens svar, og det giver en socialrealistisk skildring om hvordan det var/er for mange unge i USA, der vokser op uden en far. Nummeret kunne hurtigt have været gået hen og blevet et meget stille nummer, for at underbygge den tragiske tekst, men istedet er det en tour de force udi klassisk soullyd. Der er en lækker basgang og wah wah pedal på guitaren. Alt dette er med til, at gøre nummeret virkelig funky!

Så læn dig tilbage og brug lige 7 minutter på dette klassiske og udødelige soulnummer. Det bliver ikke meget bedre end det her.

I dag skal vi igen tilbage til nutiden for en stund. Vi skal stifte nærmere bekendtskab med den amerikanske kunstner, Raphael Saadiq.

Raphael Saadiq er indbegrebet af old school coolness og er samtidig en gudsbenådet musiker.
Han har lavet musik siden 80’erne og har blandt andet været en del af grupperne Tony! Toni! Toné! og Lucy Pearl.
Udover dette, har han også samarbejdet med prominente kunstnere som Joss Stone, D’Angelo, TLC, Mary J. Blige, John Legend og Q-Tip.

Han har desuden udgivet tre album i eget navn. Senest i 2008 hvor pladen The Way I See It udkom. Og det er lige præcis fra det album at jeg har valgt et track at fremhæve.

Albummet er old school på alle måder. Alt lige fra artworket til indspilningen er lavet efter de gamle dyder. Det vil blandt andet sige, at hele albummet er indspillet analogt. Det vil sige, at der slet ikke er brugt noget digitalt udstyr som computere og synthesizere, men i stedet er der kun brugt rigtige musikere. Dette gør, at hvis man ikke vidste bedre, ville man tro at sangene var fra 60’erne og ikke fra 2008.
Mange af numrene leder ens tanker hen på legender som Marvin Gaye og Sam Cooke.
Hele albummet oser af kærlighed til den klassiske soullyd og det er virkelig albummets helt store styrke.
Dette album har en meget stor plads i mit hjerte, da det viser, at der stadig kan laves musik med hjertet, dedikation og respekt for fortiden.

Derfor er det også utroligt svært, at vælge et specifikt nummer ud, da størstedelen af de 13 skæringer er af rigtig høj kvalitet. Men jeg har valgt tracket, 100 yard dash. Det er et godt gammeldags kærlighedsnummer med masser af funk.
Videoen er i øvrigt også rigtig flot og passer virkelig godt til musikken.

Bonusinfo: Albummet blev nomineret til 3 amerikanske Grammys, men vandt desværre ikke nogen 🙁

Så skal der endelig til at ske noget igen her på bloggen, da der desværre har været ret dødt de sidste par måneder. Det beklager jeg meget, men jeg lover, at der fremover vil komme lidt mere gang i indlæggene igen 🙂

Planen er, at der kommer lidt flere “almindelige” indlæg og at jeg naturligvis vil fortsætte med Soul Sunday konceptet og måske komme med et par nye ideer.

Dagens track er fra 1976 og det er, med den nok mindre kendte gruppe fra Los Angles, Creative Source.

Denne gruppe opnåede kun moderat succes med deres første album der kom i 1974. Deres anden plade, der kom samme år, opnåede ikke rigtig noget der er værd at tale om, men på trods af det, nåede de da at udgive 4 albums i perioden 1973-1976. Efter det, besluttede gruppen at gå hver til sit, og så var det slut med Creative Source.
Dette er som sagt ikke en gruppe der går over i den store musikhistorie, men de har dog haft et par numre der stadig holder i dag, og nummeret jeg har valgt at fokusere på i dag, hedder “I’d Find You Anywhere” og stammer fra deres sidste LP – Consider the Source.

Enjoy 🙂

Jeg vil fatte mig i korthed i dag.

Dagens sang er Lenny Williams “Cause I Love You” fra 1978.
Dette nummer er, i min bog, det bedste nummer om kærlighed der er lavet. Sådan lyder det når man virkelig krænger sine følelser ud.
Mere er der sådan set ikke at sige om det.

Tag 7 minutters pause fra hvad du laver og nyd dette nummer.

I dag skal vi igen lidt tilbage i tiden. Igen er det i 1960’ernes Detroit der skal besøges.

Wilson Pickett (1941-2006) blev født i Alabama, men flyttede senere til Detroit, hvor han begyndte, at synge i et gospelkor. Sidst i 50’erne søgte han dog over i den lidt mere lukrative soul/r&b branche.

Her blev han medlem af gruppen The Falcons, der havde et par hits i løbet af start 60’erne.
Han blev i 1965 signet på det legendariske label, Stax og derefter gik det ret hurtigt. Allerede samme år udkom hans største hit “In the midnight hour” Det blev et rigtig stort hit, både på de amerikanske R&B og pop hitlister.

Nummeret blev, i de efterfølgende år, spillet live af en masse andre bands, så der var ingen tvivl om at det her var et nummer der kunne få gang i folks danselyst.
Udover dette, så indspillede han over 50 numre der kom på de amerikanske hitlister.

I dagens indlæg skal vi ikke se tilbage i tiden, men derimod kommer det til at handle om et ganske aktuelt hit.

Cee Lo Creen er en sanger/rapper fra Atlanta, USA. Han har lavet musik siden 1992, blandt andet i rapgruppen Goodie Mob og Dungeon Family.
Men han er nok mest kendt som 50% af gruppen Gnarls Barkley der blandt andet havde et
temmelig stort hit i 2006.
Han har dog også kørt en solokarriere ved siden af, og det har resulteret i to albums. Senest i 2004.

Dagens nummer er derimod et helt nyt nummer fra hans kommende album, The lady killer, der gerne skulle udkomme engang til december i år.
Nummeret med den meget radiovenlige titel “Fuck you” giver umiddelbart dårlige associationer for os her i Danmark, men det her nummer er i en helt anden klasse. Og lad os da så håbe, at den ikke også kommer i en tysk version 🙁

Det er lang tid siden, at jeg har hørt et nummer der fangede mig lige fra første sekund. Sangen er virkelig catchy, rigtig soulet og Cee Lo er i absolut topform, og er bakket op af et fantastisk kor.

Det her nummer var ugens uundgåelige på P3 for et par uger siden, og det ligger pt. 9 på den danske iTunes liste, så det er da dejligt at se, at han har fået et godt fodfæste allerede.

Nå.. Ikke så meget mere snak: Nyd nummeret, hvis du da ikke allerede har hørt det, og glæd dig til det nye album udkommer 🙂

Dette indlæg kommer ikke til at handle om musik, men derimod én af mine andre passioner; nemlig grafisk design.

Jeg har længe syntes, at de filmplakater der er kommet de sidste mange år, er en ganske ensformig affære. Det er gerne noget med nogle flydende hoveder eller overdreven brug af photoshop, og det er sjældent at originaliteten tager overhånd.

Derfor har jeg rodet lidt rundt med at redesigne nogle danske filmplakater, og valgt at køre en helt anden stil end hvad man normalt ser. Det er netop at gå efter en meget simpel stil, hvor der er fokus er på elementer fra filmen istedet for personerne der medvirker.

Jeg prøver at bruge så få farver som muligt og ellers at få elementer fra filmen til at træde i karakter.

Her kommer et par stykker. (Klik på billederne for at se dem i større versioner)

Festen – Se original her

Adams æbler – Se original her

De grønne slagtere – Se original her

I Kina spiser de hunde – Se original her

Zappa – Se original her

Hep! Så er det endnu engang blevet søndag, så her kommer ugens Soul Sunday indlæg 🙂

I dag hopper vi frem til noget lidt mere moderne soul. Helt præcist skal vi tilbage til 2002.

Kunstneren hedder Cody ChesnuTT, og han er vel hvad man kan betegne som en soveværelses musiker. Hans debutalbum (og pt. det eneste) “The Headphone Masterpiece” er nemlig indspillet i hans soveværelse på en gammeldags fire spors båndoptager. Hvilket giver lyden på pladen en meget oldschool og upoleret lyd. Derudover, så blander han generøst flere genrer som rock, blues, hiphop, funk og soul, hvilket også giver hans musik en rigtig lækker lyd.
Det er et dobbeltalbum hvilket også vil sige at der er en del skrammel, og meget korte numre på, men generelt er der rigtig mange fede tracks, og det er klart en plade jeg kan anbefale 🙂

Nummeret som jeg har valgt at fremhæve i dag, er et nummer som der sikkert er en del der kender i den såkaldte “version 2.0” Den kan ses lige nedenunder 🙂

The Roots opdagede nemlig Cody ChesnuTTs lille perle af et nummer, der hedder “The Seed” og de besluttede sig at genindspille tracket et år efter originalen udkom. Så de inviterede Cody med i studiet, hvor han indspillede omkvædet og guitaren, og the Roots tilføjede så lidt rap og lidt af deres magiske touch, der gør deres musik så fantastisk. Og BUM! så har man lige pludselig et hit der blandt andet endte som #2 på den danske single hitliste i marts ’03.

Den super funky original version kan du høre lige her:

Hej alle, så er jeg frisk tilbage efter en lille ferie – så beklager meget at der ikke var noget indlæg sidste søndag 🙂

I dag skal vi tilbage til 1962, og denne gang bliver det et instrumental nummer som jeg har valgt, at fokusere på.

Det drejer sig nemlig om gruppen Booker T & the MG’s. (1962–1977, 1994–nu) Det er en gruppe fra Memphis der udelukkende spiller instrumental musik. De har bl.a. optrådt som band sammen med Otis Redding, Sam & Dave & Wilson Pickett. Kort sagt, så var de rigtig store, respekterede og toneangivende indenfor soul genren.

Dette band skilte sig også ud på en meget markant måde, i forhold til andre soul artister på den tid. De havde nemlig to hvide medlemmer i bandet (Steve Cropper på guitar & Donald “Duck” Dunn på bas)

Hvad der også er værd at bemærke er, at Booker T (på klaver) kun er 17 år, da det her nummer bliver lavet. Det er vist noget som vores unge X-factor deltagere kunne lære noget af 😉

Dette nummer var deres første single, og det skulle vise sig, at blive deres mest poplulære nummer til dato.