Efter fire imponerende singleudspil plus et enkelt bidrag til Ordet På Gadens “Stærkt” udgivelse, er den Aarhus-baserede trio, Manus Nigra endelig klar med debutalbummet “Blind Vej”, som jeg personligt har set utroligt meget frem til.
Manus Nigra består af rapperen Ham den Lange, sangerinden Fönix og produceren Swab. Sammen har de formået at skabe et unikt og interessant univers, der ikke minder om noget man tidligere har hørt her i landet. Der er ikke tale om hverken fest- eller feelgood musik, og der er langt fra Langes tidligere projekt, Klub Dovensmart til Manus Nigra.
Men er man til reflekterende tekster der kredser om temaer som kærlighed og samfundet, kombineret med et dystert og mørkt lydbillede, så skal man gøre sig selv den tjeneste at tage Manus Nigra i hånden og dykke ned i deres univers.