Det Godt Nok - Dansk hiphop blog
  • Nyheder
  • Anmeldelser
  • Interviews
  • Artikler
  • Lister
  • Om bloggen
Nyheder
Anmeldelser
Interviews
Artikler
Lister
Om bloggen
Det Godt Nok - Dansk hiphop blog
  • Nyheder
  • Anmeldelser
  • Interviews
  • Artikler
  • Lister
  • Om bloggen
Lister

Det bedste danske rap fra 2015

december 28, 2015 af Det Godt Nok Ingen kommentarer



2015  er efterhånden ved at være et overstået kapitel, og det er som betyder naturligvis at det er tid til at samle op på årets musikalske højdepunkter. 2015 har været præget af mange stærke udgivelser fra allerede etablerede kunstnere, der i år har formået at levere noget af deres stærkeste materiale overhovedet. 
Enough with that intro shit. Let’s get straight to it!



 

10. Fede Poul – I Centeret 
Fede Poul aka. Khal Allan har alle dage stået for det mere hemmelige og skæve hiphop i Danmark, og det er bestemt ikke en undtagelse på denne udgivelse. der kun er fysisk udgivet på kassettebånd. Udgivelsen emmer af kreativitet, skæve produktioner, legesyge og indeholder features fra en lang række rappere, hvor jeg simpelthen er nødt til at fremhæve Tegnedrengen fra Rent Mel. Det er alt for lidt man hører fra ham i disse dage.
Har du ikke hørt Fede Pouls tur i centeret, kan du gøre det lige her.

9. Xtra Naan – Xtra Naan
Efter flere års rumstering på Soundcloud, blev 2015 endelig året hvor Peder og Simon fra Gramsespektrum samt Tue Track havde samlet numre nok til en decideret udgivelse. Det resulterede i et lækkert naanbrød med en håndfuld stærke skæringer hvor man blandt andet møder fantastiske anti-hiphopstereotyper som Bøssemanden på “Smuglerne” og får Xtra Naans svenske fortolkning af det klassiske “nummer-til-homie-i-spjældet” på “Kære Kalle”.
Pladen er både uhyre velproduceret og proppet med geniale tekster og selvopfundne karakterer som kun de kan gøre det.

8. Jooks – Dyr
Der skulle gå fem år fra debuten til efterfølgeren “Dyr” fra Jooks. Et album der var tæt på aldrig at se dagens lys, da Jooks rent faktisk havde lagt musikken på hylden. Han kom heldigvis på bedre tanker, og det kom der dette album ud af, for selvom “Dyr” til tider er et lidt for overproduceret album, med et par overflødige og mindre interessante numre, så indholder det også et par genistreger der viser at Jooks stadigvæk er én af de mest markante og interessante rappere på den danske scene.

7. Echo Out – Spytbakken 6
Efter at Echo Out udgav de fem første Spytbakken compilations blev der stille omkring de ellers så populære udgivelser. I al hemmelighed gik bagmændende og bryggede på vol. 6, der nu står som den mest helstøbte udgivelse i serien. Skiven er proppet med stærke numre fra både Echo Out medlemmer og rappere fra andre crews. Højdepunkterne står blandt andet Nota Bene (Hva’ sker der med solopladen?), Marki Snøre, Natkat og Lars Virkli & Loke Deph for.

6. Boone & Trepac – De Forkerte Spor
Trepac har længe været en af mine favoritrappere i Danmark. Efter to soloalbum slog han sig sammen med produceren Boone fra Kaput og det kom der albummet “De forkerte Spor” ud af. Her leverer både Trepac og Boone A-game og pladen emmer af tunge beats og skarpe rim der burde kunne tilfredsstille enhver backpacker.

5. Kejser A – Færdig
2015 blev også året hvor Kejser A endelig debuterede som solokunstner med en EP på fem tracks. Der er tale om en håndfuld gamle numre der alle er indspillet i perioden 2011-2012. Man kan mærke at numrene er gennemarbejdede og som lytter fornemmer man Kejser A’s perfektionisme i sine tekster. EP’ens højdepunkt er uden tvivl den meget omtalte “Lukas” – et 13 minutters langt nummer der tager storytelling til nye højder.

4. Mund de Carlo – Ordene Først
Hvis jeg skulle nævne én rapper der for alvor har gjort indtryk på mig i det forgangne år, må det uden tvivl være Mund de Carlo. I forlængelse af nummeret “Hit Med Den“, besluttede rapperen sig for at lave et helt album hvor han lod ordene stå først. Det resulterede i en mesterlig udgivelse pakket til randen med ordspil, vanvittigt originale rim samt danmarks bedste flow og rimstruktur. Pladen bliver enddog rundet af med den meget rørende “Fra ord til handling”, der endnu engang viser at Mund de Carlo, udover at være en rapper med et meget teknisk højt niveau, samtidig er en person der tager stilling til sin omverden.

3. Manus Nigra – Blind Vej
For mig står Manus Nigras debut som en af de mest nyskabende debuter i nyere tid. Produceren Swab formår via sine produktioner at skabe et unikt og helstøbt triphop-inspireret univers som danner rammen for Ham Den Langes samfundskritiske rap og Föniks’ smukke vokal. Det er derfor den største fornøjelse, at forsvinde ind i Manus Nigras dybt originale og unikke debut.
Du kan læse hele anmeldelsen af albummet her.

2. Pede B – Byggesten
Hvad kan jeg snart sige om Pede B, som jeg ikke allerede har sagt? Han spytter plader ud i et respektindgydende tempo, samtidig med at han formår at holde et imponerende højt niveau. På “Byggesten” har han således formået at lave karrierens bedste album, der indeholder tunge bangers, dybt personlige numre og nok det tætteste Pede B er kommet på et decideret hit, i form af “Danser Ikk“. Pladen giver indblik i en af dansk raps mest interessante rappere, der bliver ved med at være vedkommende. Det skyldes at han ikke er til fals for tidens tendenser, men derimod holder fast i sit eget udtryk og forstår at forfine det, for hver udgivelse han sender på gaden.
Du kan læse hele anmeldelsen af albummet her.

1. Kasper Spez – Logi

Efter en periode der har virket som en evighed, udgav Kasper Spez endelig sit andet album i år, og hvilken plade! Mine forventninger til albummet var tårnhøje, men de blev i den grad indfriet. “Logi” viser en unik rapper der går sine egne veje, og afviger fra stort set alle klicheer der er at finde i dansk rap. Albummet kræver uden tvivl en hvis fordybelse fra lytterens side, men giver man det tid til at krybe ind under huden, bliver man belønnet med en meget smukt plade, der lader dig komme med når Kasper fortæller historier, som kun han kan. Produktionerne er desuden aldrig hørt bedre fra Es’ hånd og Peders to bidrag til pladen har skabt nogle af de mest stemningsfulde numre jeg længe har hørt.
Det er  langt fra en plade man sætter på inden man skal i byen, men derimod er den ganske ideel til tømmermændene dagen derpå.
Du kan læse hele anmeldelsen af albummet her.



10. Asbetose ft. Kværn og Carl Knast – Du Må Se På
Super tungt beat og fængende vers har givet et virkelig originalt nummer, som jeg ikke har kunnet slippe igen.

9. Sphaeren – Dansk Rap
Jeg er vild med den her slags retrospektive tracks. Sphaeren ser tilbage på deres karriere på fornem vis over et lækkert beat fra Dejen.

8. Xtra Naan – Malk Mig
Tungt beat af Peder og Rune Rask samt fantastisk morsom tekst. Videoen er i øvrigt årets bedste!

7. Boone & Trepac – Ubalanceret
Pac svinger skalpellen for at komme ud af balance, fordi folk med styr på deres liv laver kedelig musik.

6. Manus Nigra ft. Marki Snøre – Den Anden Vej 
Et helt fantstisk samfundskritisk nummer der desuden viser hvorfor Marki Snøre er en rapper man virkelig skal holde øje med.

5. Pede B – Kunstpause
Selvom “Byggesten” er proppet med stærke numre personlige historier, blev det alligevel den her banger der står tilbage som det bedste fra Pede B i år.

4. Benal ft. Katinka – Sprog
Et næsten helt nyt nummer fra Benal, der allerede nu står som et af duoens allerbedste. Jeg kan ikke vente til debutalbummet udkommer i starten af det nye år.

3. Kejser A – Lukas
Et af de mest omtalte numre i år. Jeg kan kun sige én ting: få fat i vinylen og forbered dig på en fantastisk rørende rejse.

2. Kasper Spez – Drivtømmer
Kasper Spez og Peder er en ualmindelig smuk kombination. Åbningsnummret fra “Logi” viser at Spez stadigvæk er den mest originale rapper i landet.

1. Mund de Carlo – Flyver

Hvis du ikke taber kæben over det her nummer, så bliver jeg overrasket. Jeg har aldrig hørt så veludført rap på dansk før. Jeg er hamrende imponeret over alt på det er nummer. Først og fremmest flowet, der måske er det bedst indspillede jeg har hørt på dansk, samt tekst og ordspil er så imponerende at det tangerer Per V når han er skarpest. 2015 har i den grad været Mund de Carlos år, og jeg er meget spændt på at se hvad det nye år vil bringe for ham.


Hvad med 2016?
 
Indtil videre kan man allerede glæde sig til den 29. januar, hvor Benal (endelig!) udgiver deres debutalbum, kaldet “Nu”. Jeg har på fornemmelsen, at det allerede bliver en tidlig contender til årets udgivelse 2016.
Pede B udgiver ligeledes sit nye konceptalbum kaldet “Gin & Cocio” der byder på én sammenhængende historie. Den ser jeg virkelig frem til!

Mon ikke at 2016 kommer til at byde på masser af overraskelser fra både nye og gamle ansigter? Jeg er i hvert fald klar til endnu et stærkt år for dansk rap, der uden tvivl lever i bedste velgående for tiden!

Vi ses i 2016 – Peace fra DGN

 
Læsningstid:7 min
Nyheder

Mund de Carlo ude med tidlig juletalegave

december 21, 2015 af Det Godt Nok Ingen kommentarer

I foråret udgav Mund de Carlo sit indtil videre stærkeste værk, i form af albummet “Ordene Først”, der for alvor viste hvad Struglaz-rapperen havde at byde på.

Nu er han ude med en tidlig i julegave, i form af et over seks minutter langt nummer helt uden omkvæd, men derimod proppet med det der efterhånden er blevet Mund de Carlos varemærker: Intelligente ordspil, skarpe og samfundkritiske pointer, et imponerende flow og en uovertruffen teknisk stil, som de færreste i Danmark kan hamle op med.

Nummeret hedder “Rap Godt” og trækker, både stilmæssigt og i titlen, tydelig inspiration fra Eminems “Rap God“. Her kan du høre Mund de Carlo over et et solidt beat fra Genius og Hanak, hvor der blandt andet bliver namedroppet fra Casper & Mandrilaftalen. Det giver altid bonuspoint hos mig!

Som sædvanlig kræver Mund de Carlos numre, at man tager sig tid til at lytte til teksten, så jeg synes du skal spidse ører, læne dig tilbage og nyde nummeret herunder.

Læsningstid:1 min
Nyheder

Mund de Carlo ude med ny single – “Stik Den”

marts 1, 2015 af Det Godt Nok Ingen kommentarer

 

I dag er Mund de Carlo ude med første single fra den kommende udgivelse “Ordene Først”, der rammer gaden den 23. marts og udkommer på både vinyl og download.
Nummeret hedder “Stik Den” og passer langt fra ned i den traditionelle single-skabelon. Det er et kort nummer på lidt over to et halvt minut, hvor Mund de Carlo, i et enkelt vers flipper ordet stik på alle tænkelige måder, over et lækkert jazzet beat fra produceren Architech.
Mund de Carlo blev inspireret til at lave en hel udgivelse i ordspillets tegn, efter han lavede nummeret “Hit Med Den” fra sidste års album “Frit Fald” der, ligesom dette nummer er et smukt eksempel på hvad man kan med ord, hvis man har tungen skruet rigtigt på.
Jeg er en sucker for ordspil og synes det er helt fantastisk, at det er en tendens der er begyndt at vende tilbage på den danske scene, da det virkelig er noget jeg har savnet.
Det her nummer lover rigtig godt for den kommende plade og ser virkelig frem til at dykke ned i udgivelse hvor der er lagt vægt på teknik, flow, ordspil og tungegymnastik.
Den kommende plade kan forudbestilles hos RunForCover og Ideal Bar lægger lokaler til release- koncerten der går ned den 28. marts. Billetter kan købes på vega.dk.

Læsningstid:1 min
Lister

Det bedste danske rap fra 2014

december 29, 2014 af Det Godt Nok Ingen kommentarer

 

Det har været et spændende år for bloggen. Året startede med store forventninger om et radioprogram som en del af sendefladen hos Radiosyndikatet, men efter kun to udsendelser, blev hele Radiosyndikatet desværre lukket ned. Det var rigtig ærgerligt, men sådan går det nogle gange og man ved aldrig om muligheden dukker op igen. 
Det Godt Nok fik i den forbindelse et helt nyt logo, lavet af den alt for vilde Juse One. Tjek ham ud, han er sindsygt dygtig.
Vanguard Festival blev endnu engang dækket, og det var mindst en ligeså stor fornøjelse som sidste år. 
 
Der er også kommet en masse fantastisk musik i år, og som sædvanlig vil jeg prøve at samle lidt op på, hvad der, efter min mening, er det mest interessante der er udkommet.
 
 
—Udgivelser top 5—


 

5. Aesthetic – Stratosfære
Aesthetic fortsatte stilen fra sidste års “Atmosfære” og udgav i år så efterfølgeren “Stratosfære”, der bød på endnu en håndfuld virkelig solide skæringer fra Vangede-rapperen. Med selvproducerede beats og et flow der sidder lige i skabet, viser Aesthetic at han er en af de rappere der bedst formår at ind
fange den støvede 90’er lyd og gøre den til sin egen. 

4. Pede B – Vi ❤ Alberte
Pede B fortsætter med 120 km/t og udgav i år, i samarbejde med DJ Noize, EP’en “Vi ❤ Alberte”. Det er en konceptplade, hvor alle beats er samplet fra sangerinden Albertes mere jazzede bagkatalog. Resultatet er en gennemført og ualmindelig smuk plade, der, blandt andet grundet EP-formatet formår at fremstå som en helstøbt musikalsk oplevelse, som jeg synes manglede på de to “Over Askeskyen” album.  


3. Benal – Baby EP
I maj måned udgav Benal deres 2. EP, der indtil videre står klart som deres stærkeste udspil. EP’en indeholder syv skæringer, der allesammen er af uhyggelig høj kvalitet, både hvad angår produktion og tekst. Det der gør Benal så interessante er, at de formår at skabe deres helt eget unikke univers som er ulig noget som helst andet på den danske musikscene.  

Læs anmeldelse her.

2. Marwan – Marwan
Marwan har aldrig rigtig sagt mig det store, men det blev der lavet grundigt om på i år, da han udgav album nummer tre, “Marwan” tilbage i februar. 

Albummet er én af de mest gennemførte og sammenhængende produktioner jeg længe har hørt i dansk rap, og pladen oser af kvalitet og kærlighed til musikken.
Det er tydeligt at Marwan har samlet en masse dygtige folk omkring sig: LA-produceren Battlecat samt Troo.l.s. og Jonathan Elkær på produktionssiden skaber en moderne westcoast-lyd, der spænder fra klassisk westcoast til en mere poppet lyd. 
Sivas, Jooks og Just er nogle af de rappere der gæster pladen, og her står især Just frem og leverer et suverænt vers til et i forvejen lækkert nummer.
Alle disse elementer er med til at tage Marwans univers op til et nyt og meget ambitiøst niveau, der gør at jeg nu er stolt af at kalde mig fan af Marwan.

1. Suspekt – V
Nyheden om Suspekts femte album, ramte som en tonstung forhammer i hovedet, med førstesinglen “Søn af en Pistol” der uden tvivl hører til en af de tungeste numre i Suspekts bagkatalog. Lidt efter udkom albummet så, og overraskede mange ved ikke at have et decideret tema eller koncept, som man ellers er vant til. De udtalte selv, at den røde tråd i albummet, var at der ikke var nogen. 
I starten skal man lige vende sig til den løse, nærmest mixtape-agtige opbygning, men når den først er accepteret, åbner der sig en kaskade af lumre, tilbagelænede, hårde, upassende og indignerede numre, hvor man kan høre, at den har stået på fri leg i studiet.
Produktionerne kan man stadig ikke sætte en finger på. Om det er “Vogn Ninerfyrre pt. 49” hvor beatet går i opløsning i takt med hoedpersonen kommer længere og længere ud, eller den konga-bårne hymne “S.U.S.P.E.K.T.” der trækker tydelige spor tilbage til Suspekt anno 2003, er det tydeligt at Rune Rask stadigvæk er én af landets dygtigste producere. 
Bai-D og Orgi-E kredser stadigvæk om de samme emner, men hvis man, ligesom mig, endnu ikke er blevet træt af at høre dem rappe om at “en pik, er en pik, er en pik, er en pik” så er alt stadig godt i den lesbiske hule.
Det klæder Suspekt at bryde de faste rammer, og selvom der er et par missere på albummet, ændrer det ikke ved det faktum, at Suspekt med “V”, endnu engang har cementeret deres titel som førsteholdet i dansk rap.  

—Tracks top 10—

Der har været et hav af virkelig stærke numre, så det har virkelig været svært at komme frem til de 10 bedste af slagsen. 
 

10. Amro ft. Gilli – Korrupt
9. Aesthetic ft. Benjamin – Op
8. Kasper Spez – Angst (“Original” version)
7. EnniOne – Dovne Robot
6. Intensiv MC – Et Længe Ventet Drama
5. Mund de Carlo – Hit Med Den
4. Marwan ft. Jooks – Vi Vågner Når Vi Dør
3. Benal – Tæt
2. Suspekt – Søn Af En Pistol
1. Loke Deph, Esben og Just – Nok Ik’ I Dag


—Hvad med 2015?—
 

Det er som bekendt svært at gætte på hvad fremtiden kommer til at byde på, men jeg har helt klart et par ting som jeg ser gevaldigt frem til.

Jeg ser uden tvivl mest frem til at Kasper Spez gerne skulle udgive efterfølgeren til “Fantasten” fra 2009. Det er alt for længe siden, sidst og Spez er savnet.

Mund de Carlo udgiver i starten af det nye år, EP’en “Ordene Først” der gerne skulle ligge i forlængelse af “Hit Med Den”, så det lover bestemt rigtig godt.

Pede B og DJ Noize har desuden lagt sidste hånd på deres fjerde fælles projekt, hvilket har resulteret i albummet “Byggesten” der gerne skulle komme til marts.

Sidste år, skrev jeg at jeg så frem til Nota Benes debutalbum. Det har vi ikke set meget til i år, men mon ikke at vi får lov til at høre mere til Echo Outs Nota Bene i 2015?
Appropos Echo Out, så ser jeg også frem til de nye udspil fra Trepac, i form af Torden & Lynild (i samarbejde med Melankolia) og hans nye projekt med Boone fra Kaput. 

Mon ikke også at vi kan forvente flere udskejelser fra drengene fra Kaput.
Ellers håber jeg på at høre lidt fra nogle af de “nye” kunstnere i form af Nixen, Sigma, Intensiv MC, Ergo og Natkat.


Det var vist det. Tak for alle dem der læser bloggen og støtter op omkring den. Det sætter jeg stor pris på, og kom endelig med jeres favoritter fra 2014!

Peace – DGN

Læsningstid:5 min
1 time til dit sind

Det Godt Nok – Nu på Spotify!

april 1, 2014 af Det Godt Nok Ingen kommentarer



Som jeg meldte ud for et par dage siden, så gik det desværre ikke længere med radioen, så nu prøver vi lige noget andet i stedet for.

Jeg havde allerede forberedt en del af de kommende programmer, så jeg syntes at det var synd hvis de slet ikke skulle blive delt med omverden. Derfor har jeg gået og bakset med hvad man så kunne gøre, og det er endt op med en løsning som jeg egentlig synes er meget cool.

Så fra i dag af, kan Det Godt Nok derfor findes på Spotify.
Jeg er godt klar over at det ikke er alle der bruger det, men sådan er det. Det koster ikke noget at bruge det, og alle kan joine, så der er ikke nogen undskyldning for ikke at tjekke op 😉

Planen med denne konto er, at der løbende vil komme playlister op med forskellige temaer med en masse nyt og gammelt rap fra in- og udland, lidt ligesom det var meningen med radioen. De her lister vil som regel blive suppleret med et indlæg der går lidt i dybden med numrene. 

For at finde playlisterne, skal man bare hoppe ind på Spotify, klikke på søgefeltet og skrive følgende:

spotify:user:det_godt_nok 

så burde man gerne kunne finde profilen. Det er lidt kringlet, men jeg tænker at det er til at klare. Følg gerne profilen derinde og tjek de playlister der allerede nu er oppe.

Der bliver startet ud med tre playlister. Der kan blandt andet findes tracklisterne til de to radioprogrammer (minus en håndfuld numre der ikke er på spotify) plus et nyt tiltag der hedder “1 time til dit sind” der kort og godt går ud på, at der hver måned kommer en liste med blandet hiphop som jeg har digget i perioden op til.

1 time til dit sind – april ’14 


Den allerførste playliste består af 15 tracks som jeg har haft optur over, i løbet af den sidste måned.

Marwan – Vænner mig ikk’ til det (ft. Just)

Marwan har uden tvivl lavet årets bedste album indtil videre og det her nummer er en af grundene. Med en banger af et beat og et besøg fra Just (tidligere kendt som HR) og Troo.l.s. på hook, er der lagt op til et af de stærkeste numre på albummet.


Mund de Carlo – En smilende motherfucker (ft. Trepac)

Mund de Carlo har lige udgivet et rigtig stærkt album, der dog af præget af en lidt for lang spilletid og mindre gode numre. Der er dog heldigvis en masse stærke numre på pladen, og dette her er en tilbagelænet en af slagsen, der gæstes af en af mine yndlingsrappere for tiden.


Tudsegammelt – Sovet for lidt (ft. Stig Møller)

Tudsen kvækker igen og varmer med det her nummer, op til deres kommende EP der udkommer den 19. april. 
Nummeret er super catchy og har en flabet sampling fra Shaun of the Dead, børnekor og gæstes desuden af Stig Møller fra hippiegruppen Steppeulvene.


Trepac – Maskinpistoler

Endnu en Echo Out makker er endt på listen. Xeren har næsten lige udgivet en dope EP, hvor det her nummer klart er favoritten. Jagten er gået ind på sjollerne og Trepac har i dén grad ladt maskinpistolerne.


Manus Nigra – Bag Dig

Endnu et helt nyt nummer fra en helt ny gruppe, der består af rapperen Ham Den Lange, produceren Swab (bl.a. kendt fra Bumsestilen) og sangerinden Lea Harder. Lyden er ret trip-hoppet og har et melankolsk udtryk. Det er et rigtig flot nummer og gruppen har lovet et helt album. Hvis det lyder sådan her, så ser jeg virkelig frem til det. 


Petter – Längesen (ft. Veronica Maggio)

Her på det sidste er jeg begyndt at høre en del Petter igen. Dét her nummer havde jeg aldrig hørt før, men jeg skal love for at jeg er kommet efter det. Det er et klassisk hjerte/smerte nummer, men for fanden hvor er det smukt! Når Veronica kommer ind på nummeret, er det instant kuldegysninger. 

Timbuktu – Spring

Endnu en svensker på listen. Timbuktu er ude med et nyt nummer og jeg skal love for at der er smæk på. Det har en hvis ligehed med Kanyes “New Slaves” og det er bestemt ikke en dårlig ting. Har aldrig været kæmpe fan af MC’en fra Skåne, men det her nummer holder 100%


Dark Time Sunshine – Never Cry Wolf (ft. Reva DeVito)

En af mine venner gjorde mig opmærksom på det her nummer og det er jeg glad for at han gjorde. Duoen fra Seattle er undergundsrap når det er rigtig godt. Det her nummer har en sindsyg god vibe.


Oddisee – Killin’ Time

Endnu en undergrundsrapper fra the US. Her er det Oddisee der her får sit dobbelttempo flow på. Han har et super tight flow og kører generelt rigtig godt stil. Hele albummet kan varmt anbefales. 


Dag Savage – For Oldtimes Sakes 

Undergrundshoveder vil hurtigt høre at det produceren Exile der står bag dette nummer (og resten af pladen i øvrigt) Sindsygt fedt nummer og en temmelig seriøs tekst fra Dag Savage, der i øvrigt snart rammer DK, til hvad der godt kunne gå hen og blive en rigtig fed aften.


Sage Francis – Blue

Sage Francis har hurtigt fået en stor plads i mit hip-hop hjerte. Med sin originale tilgang til lyrikken og musikken, har han skabt et hudløst ærligt og dybt univers. Det her nummer er fra hans nyeste mixtape, der er en opvarmning til hans nye album “Copper Gone” der rammer gaden den 3. juni


Atmosphere – Bitter

Atmosphere er ligeledes snart klar med deres nye album, der har fået titlen “Southsiders” Første single er nummeret Bitter, der bestemt lover godt for det nye album. 


Grieves – Astronauts (ft. Slug)

Endnu en Rhymesayers ting. Grives har lige udgivet sit nye album, som jeg kun har fået hørt igennem et par gange, men umiddelbart virker det til at være en rigtig solid plade. På det her nummer er Slug fra Atmosphere med som gæst.


ONYX – Wakedafucup (ft. Dope D.O.D.) 

ONYX er tilbage, og de er ikke blevet mindre vrede med årene. Det er god hidsig rapmusik, som der bestemt også skal være plads til. Nummeret er desuden produceret af Snowgoons der jo som bekendt tæller den danske rapper/producer Sicknature.


DMX – Bring Your Whole Crew

Månedens liste bliver rundet af med et gammelt nummer fra DMXs første album. DMX er ude på ballade og deler gerne øretæver og det der er værre, ud til dem der lyster.





Læsningstid:5 min
Nyheder

Mund de Carlo vil gerne have fat i mikrofonen

februar 15, 2014 af Det Godt Nok Ingen kommentarer

Så er Mund de Carlo ude med det første udspil fra sit nye album Frit Fald der dropper den 7. marts.
Nummeret hedder Hit Med Den og er en chillet old school sag hvor unge Carlos dropper ordspil og har et temmelig fresh flow. Det hele får lige et ekstra spark i bagdelen af producer/dj’en X-farm der lægger nogle lækre cuts.

Jeg er nede med det, og jeg er så småt begyndt at se frem til hans nye album.

Nummeret kan købes på Bandcamp.

Læsningstid:1 min
Lister

Det bedste dansk rap fra 2012

december 27, 2012 af Det Godt Nok Ingen kommentarer

Så er 2012 ved at være slut og det betyder naturligvis, at det er tid til at se tilbage på det bedste den danske rapscene har haft at byde på i det forgangne år.

2012 har ikke været ligeså interessant som 2011 var og det har generelt været præget af, at der ikke har været ret mange stærke albumudgivelser, men derimod en del rigtig gode enkeltstående numre fra både nye og gamle kunstnere.

Derfor vil der være en top 5 der består af de bedste danske hiphop udgivelser, hvadenten det er albums, EP’er eller mixtapes og vi slutter af med en top 10 over de bedste enkeltstående numre.

TOP 5: DANSK RAP UDGIVELSER

5. DJ Static – Rolig Under Pres (ALBUM)

Er det bare mig, eller var det kun mainstream medierne der gik fuldstændig apeshit over det her album?
Bevars, der er bestemt en del rigtig gode numre på dobbeltalbummet, men jeg kan personligt skære albummet ned fra 28 til 10 skæringer som jeg gider at høre. Men de 10 skæringer er til gengæld også af det høje niveau som man kan forvente af en veteran som DJ Static.
Så hvis albummet var holdt til en 10-12 skæringer, så var det helt klart et virkelig stærkt album, men alle de numre som bare er fyld, trækker desværre en hel del ned.

 

4. Orgi-E – Klamfyr (ALBUM)

2012 blev året hvor Orgi-E fra Suspekt endelig droppede sit første soloalbum. Det er rap som vi kender det fra ham: Teksterne er klamme og ærlige og rappen er tight som bare fanden. Albummet indeholder både klassiske lumre historier men åbner også op for en mere eftertænksom side af rapperen.

 

3. Tudsegammelt – Tudsegammelt (ALBUM)

Tudsegammelt var i 2012 med til at give et godt alternativt bud på hvordan dansk rap kan lyde, med deres old school jazz og swing-inspirerede lyd. Dette debutalbum indeholder solide beats og rap og det er bestemt et lyt værd. Hvis du har mulighed for at fange de her gutter live, så må du bestemt ikke snyde dig selv for det, for her skinner de virkelig.

 

2. Koldfront – Fimbul: 1. vinter (EP)

Koldfront, der består af Stik Op Jakob, Pede B og Marco lagde hårdt ud den 1. januar, hvor de udgav første del af deres fimbul trilogi. 7 dystre tracks med emner som vinterdepressioner, angst og ulykkelig kærlighed passede perfekt til de kolde vintermåneder og det holder hele vejen igennem.
I øvrigt, så udkommer 2. del den 1.1.2013 og vil kunne hentes lige her, hvor du også kan hente den første EP.

1. Dialekten – Spis rester II (MIXTAPE)

Når årets udgivelse er et mixtape med “kaserede” numre, så siger det lidt om hvad der ellers er udkommet i år, men det viser også, at Dialekten har et ernormt potentiale til deres debut fuldlænge album, kaldet “Stiplede linjer” der gerne skulle udkomme i 2013. Alt går op i en højere enhed på den her udgivelse, lige fra de virkelig velproducerede og støvede beats til den lyrisk og teknisk veludførte rap fra begge rappere.
Mixtapet er i øvrigt ganske gratis og kan hentes lige her, så der er absolut ikke nogen undskyldning for ikke at hente det. Det er jeg sikker på at du ikke vil fortryde.

TOP 10: DANSK RAP TRACKS

10.   Tudsegammelt – Ingen Som Tudse

Tudsegammelt åbner deres debutalbum med det her nummer, der straks sætter nakkemusklerne på overarbejde. De har helt ret i at man ikke finder nogen som dem, for deres unikke lyd er en kærkommen tilføjelse til den danske rapscene.

(Findes desværre ikke på youtube)

9. Koldfront – Kan Du Mærke Det?!

Dette nummer er ret atypisk i forhold til resten af numrene på Koldfronts første EP, da det generelle koncept ligger langt fra punchlinefokuseret rap. Men når man nu har med to af rappere der netop er så gode til netop den slags rap, så ville det da være en skam hvis man ikke skulle udnytte det, og det er jeg glad for at der også var plads til.

8. DJ Static ft. Peter Sommer, Shaka Loveless & Tue Track – Fucker Rundt Alene

Et af de bedste numre fra DJ Statics album. Sommer, Loveless og Track lyder på papiret som en underlig cocktail, men det er ekstremt velfungerende og så er Tue Tracks vers intet mindre end genialt.

7. Benal ft. Nixen og Pede B – Tung Mand Tid

Nixen er dope på det her. Benjamin er endnu dopere. Bum! Så kommer Pede B med et flow i verdensklasse og river hele tracket midt over. Det er fuldstændig sindsygt.

6. DJ Static ft. Joe True – Ram Gulvet

Joe True er tilbage som vi kender ham: med sublime ordspil og en overlegen levering som ikke ret mange kan hamle op med og når man tilmed har fornøjelsen af at høre ham over et bombastisk og klassisk beat fra DJ Static, så kan man ikke andet end at elske det.

5. Orgi-e – City2Musik #HvaGlorDuPå

Jeg er så vild med det her track! Det er et vestegnsanthem og en solid banger og det får mig næsten til at ønske at jeg var fra vestegnen. Beatet er vildt tungt og flowet kan man naturligvis ikke sætte en finger på.
Og så er omkvædet så tilpas dumt, at man ikke kan gøre andet end at elske det og skråle med.

4. L.O.C. ft. Jokeren – Jeg Er Judas

Jeg er kæmpe Cypress Hill fan og det er der vist noget der tyder på, at Es også er. Han er i hvert fald bagmanden bag dette monster af et track. L.O.C. lyder næsten som han gjorde i de gode gamle westcoast dage og det er en sand fornøjelse at høre. Det er uden tvivl sådan jeg bedst kan lide ham. Jokeren leverer desuden et rigtig lækkert spoken word vers der giver nummeret en ekstra dimension.

3. Dialekten – Grobund

Det her track er det perfekte åbningsnummer og det er nok det smukkeste og mest stemningsmættede danskproducerede beat jeg længe har hørt. Det er forbandet smukt og sætter virkelig stemningen for resten af mixtapet. Har du husket at hente det?

 2. Nemo – Tre Om Natten

Det her nummer er så sindsygt fedt, at lidt over 2 minutter slet ikke er nok. Det er dystert, intenst og sindsygt fængende. Nemos nye stil er noget der i dén grad klæder ham og jeg har efterhånden ret store forventninger til hans kommende album, for hvis de tre numre der indtil videre er offentliggjort, er en indikation for hvordan albummet kommer til at lyde, så er der rigtig gode ting i vente.

1. Mund de Carlo – Kan De Forstå Os?

Mund de Carlo er, på grund af både nye numre og hans deltagelse i Rap Slam Battles, gået hen og blevet en rapper som jeg finder virkelig interessant, hvilket er blevet yderligere forstærket af dette fantastiske nummer. Det her er nemlig godt. Virkelig godt! Over et smooth pianodrevet beat går Mund de Carlo til kamp for mangfoldigheden i samfundet.
Nummeret stammer fra opsamlingsalbummet “Spredehagl” der udkommer i morgen på både iTunes og Spotify.

Hva’ med 2013?

Det bliver spændende at se hvad 2013 kommer til at byde på. På albumfronten ser jeg specielt frem til Nemos andet album “Nocturne”, Dialektens “Stiplede Linjer”og Trepacs nye album. Desuden kan man  håbe på at der kommer nyt fra Pudekamp og så er det vist noget om, at Sphaeren dropper et mixtape med uudgivede gamle numre.
Rap Slam Battle er efterhånden vokset til en betydelig størrelse og 2012 har budt på en masse gode battles, så jeg er spændt på at se hvad der kommer til at ske med det koncept i det nye år.
Tue Track kører videre med programmet “På de 2 fladhjul af stål” og i år har han haft en masse interessante gæster inde for at nørde hiphop, og det har været en ren fornøjelse at lytte til. Mere af det tak!

Og nu hvor vi er ved radio, så glæder jeg mig ekstremt meget til at tjekke op for Radiosyndikatet, som er et nyt internetradiokoncept som Spol Op er en af bagmændende bag. De sender første gang i januar og jeg sidder i hvert fald klar til at lytte når de går i luften.

Tak for i år – vi ses i 2013.
/Det Godt Nok
Læsningstid:7 min
Nyheder

Mund de Carlo spørger “Hvem er du?”

oktober 23, 2012 af Det Godt Nok Ingen kommentarer

Mund de Carlo er aktuel med et rigtig fedt track, kaldet “Kan De Forstå Os?” der omhandler emner som tolerance og mangfoldighed.
Beatet er produceret af Stekt Flesk og udkommer både på Stekt Flesks kommende album “Sort Kaffe” og på Mund de Carlos egen albumopsamling “Spredehagl” der gerne skulle udkomme til november.
Det her er rigtig, rigtig lækkert. Jeg glæder mig til at høre mere.

Læsningstid:1 min
Page 4 of 4«1234

Hold dig opdateret

Facebook Pagelike Widget

Arkiv

Udvalgte tags

Adam Sampler Annelise Antik Balthasar Benal Binær Boone Clemens Dialekten DJ Noize Es Esben Ham den Lange IngrediJens Intensiv MC Jooks Jøden Kaput Kasper Spez Khal Allan L.O.C. Lars Virkli Loke Deph LuXx Machacha Malk de Koijn Manus Nigra Marwan Milad Genius Mund De Carlo Nota Bene Orgi-E Parlør Pede B Per Vers Soul Sunday Supardejen Suspekt Swab Trepac Tudsegammelt Tue Track Vanguard Festival Vigsø Xeren

Instragram

This error message is only visible to WordPress admins

Error: No posts found.

Make sure this account has posts available on instagram.com.

Homies

BEEFYSAUCE
Hip Hop Anmeldelser
PTA/Peter Trier Aagaard
Rekords
SPOL OP!
Caroline Bohn Foto

© 2017 copyright Det Godt Nok // All rights reserved