Så er det, efter en lille uges pause, endnu engang tid til et nyt Soul Sunday indlæg.

William Bell er en amerikansk soul sanger fra Memphis, Tennessee i USA.
Han begyndte at lave musik i slutningen af 50’erne og i starten af 60’erne blev han signet til pladeselskabet, Stax (hvor blandt andet
Isaac Hayes, Wilson Pickett, Otis Redding og Booker T. & the MGs også var)

Her nåede han faktisk, at udgive 7 singler der ikke kom på hitlisterne, men hans pladeselskab troede på ham, så hans første hit kom endelig i 1966. Derefter fik han en håndfuld hits mere. Blandt andet det nummer som du skal høre i dag.

Det drejer sig om nummet “I Forgot To Be Your Lover” fra 1968.
Temaet er endnu engang den svære kærlighed, og William Bell synger her om, at han måske ikke har været den bedste mand for sin dame, og at han vil gøre alt hvad han kan, for at gøre det godt igen.
Nummeret er meget laid back, og jeg er specielt vild med introen. Det er jeg ikke den eneste der er, og derfor er netop denne, blevet samplet et utal af gange af både amerikanske, franske og danske kunstnere.
Specielt Dilated Peoples’ version er helt fantastisk. Samplingen sidder lige i skabet og det er så blandet op med fede cuts og rap – det bliver ikke meget mere hiphop end dette 🙂

Dilated Peoples – Worst Comes To Worst
Ludacris – Growing pains
Joe True – Hot Affære
Jaheim – Put that Woman First
Arsenik – Regarde le Monde

Disse fem forskellige tracks viser rigtig fint, hvordan de forskellige producere hver især bruger samplingen til at skabe deres eget nummer.

Billy Idol lavede også en ny version af nummeret tilbage i 1986 i samarbejde med William Bell, hvilket blev et stort hit for ham. Dette nummer er dog bestemt ikke min kop te!

Billy Idol – To Be A Lover

Og til sidst kommer så originalen:

I dag skal det handle om gruppen The Commodores med Lionel Ritchie i front. Medlemmerne mødte hinanden i 1968, da de gik på universitet i Alabama. De begyndte senere at varme op for Jackson 5, og i 1972 blev de signet til Motown Records.

Gruppen var i starten meget baseret på funk elementer, og de havde et par store hits med instrumentale numre som blandt andet “Machine Gun” fra 1974.

I løbet af 80’erne begyndt flere af medlemmerne dog at forlade gruppen (Lionel begyndte blandt andet en meget succesfuld solokarriere) Gruppen udgav op gennem 80’erne en håndfuld albums, dog uden de store musikalske kvaliteter. Gruppen er derfor i dag bedst husket fra 70’erne hvor de havde deres storhedstid.

Dagens nummer som jeg har valgt at fremhæve, hedder Easy og udkom i 1977 på deres 5. album, der bare hedder “Commodores”.
Dette album blev deres mest succesfulde, ikke mindst takket være Easy. Nummeret er en ballade, der handler om en mand der lige er kommet ud af et forhold. Det er et rigtig dejligt nummer, som jeg altid bliver i godt humør af at høre.

Easy er blandt andet lavet i en coverversion af Faith No More fra 1992, som nok er den version som de fleste kender, men jeg foretrækker nu originalen 🙂

I dagens indlæg har jeg valgt at fokusere på en af mine favoritkunstnere overhovedet.
Hun er en hvid kvinde i en musikalsk verden hvor størstedelen af udøverne er sorte. Hun har en fantastisk tilgang til soulgenren og hun er, efter min mening, undtagelsen der bekræfter reglen om at der aldrig kommer nogen talenter ud af de talentkonkurrencer der er på tv.

Det er naturligvis den 23 årige engelske Joss Stone der her er tale om.

Lige siden hun i 2003 udgav “Soul Sessions” med covernumre af gamle soul numre, har jeg været solgt. Her er en unik kunstner med en helt fantastisk stemme og en udstråling der ikke er til at tage fejl af. Talentet blev hurtigt anerkendt i branchen, og hun har nu optrådt sammen med nogle af de største kunstnere, blandt andet James Bown, Aretha Franklin og Robbie Williams.

Efter covernumrene på den første plade, følte Joss Stone, at det var på tide, at prøve kræfter med hendes sangskrivertalent, og på hendes anden plade (Mind, Body & Soul fra 2004) var størstedelen af sangene skrevet af hende. Lyden blev også lidt mere radiovenlig.

Det tredie album udkom i 2007 og på dette album følte Joss endelig, at hun kunne være sig selv, og at hun kunne lave en plade præcis som hun ønskede at den skulle lyde, og derfor kom den til at hedde “Introducing Joss Stone.” På albummet fik hun hjælp af den fantastisk Raphael Saadiq, der producerede hele albummet. Dette gav en virkelig sjælfuld lyd og Raphael og Joss var et fantastisk musisk makkerpar.

i 2009 kom hendes fjerde album så på gaden. Et album som hun valgte at kalde for “Color Me Free” i det lå der, at der var en stor konflikt med hendes pladeselskab, EMI pga. kreative uoverensstemmelser som det så fint hedder. Lyden her blev lidt mere rå og upoleret end de tidligere albums.

Angående Joss’ femte album, så lyder det fra hendes facebook profil, at det skulle udkomme engang til sommer, så det er noget som jeg ser rigtig meget frem til.

Af alle Soul Sundays kunstnere som jeg indtil videre har rundet her på bloggen, så er Joss Stone en af de eneste (pånær Raphael Saadiq) som jeg har set live. Også her leverer hun på alle punkter. Hun er utrolig ydmyg og jordnær på scenen, og de første par år af hendes karriere var hun rent faktisk meget genert når hun optrådte. Hvilket er noget hun iøvrigt altid gør barfodet og gerne med en kop the indenfor rækkevidde – man er vel englænder 🙂

Nu kommer vi til det problematiske i dagens indlæg. Med 4 albums i bagkataloget, som jeg holder meget af og virkelig mange numre som jeg virkelig elsker, er det rigtig svært, kun at vælge et nummer at fremhæve, så jeg tror at jeg i dagens anledning vil vælge to numre.
Et covernummer og et af hendes egne numre.

Cover:
“I’ve fallen in love with you” fra debutalbummet “The Soul Sessions”
Originalt indspillet af Carla Thomas i 1968 (kan desværre ikke finde orignalversionen nogen steder)

Dette er et super smukt nummer, som jeg virkelig holder meget af. Alt er rart og godt på dette nummer.

Original:
Tell Me What We Gonna Do Now (Akustisk version)
Ikke at originalversionen med rapperen Common ikke er fantastisk, for det er den. Men denne akustiske version er lige en tand smukkere, og så er der måske ikke så mange der kender den i forhold til originalen.

I dag skal vi endnu engang have fat i en lidt nyere kunstner fra neo soul genren, og denne gang bliver det en kvindelig en af slagsen.

India.Arie er vokset op i Denver og Atlanta, og musik har altid fyldt meget i hendes liv (hendes mor var sangerinde og har blandt andet opvarmet for Al Green og Stevie Wonder) og som teenager begyndte hun, at spille guitar.

India.Arie albumdebuterede i 2001 med den lille albumperle “Acoustic Soul” på det legendariske Motown selskab, hvor hun blev lovet kunstnerisk frihed, til at lave det album som hun gerne ville lave.
Albummet blev en succes og blev nomineret til 7 grammys. Hun vandt dog ingen, men det var også hårde odds, da Alicia Keys samme år udgav “Songs in A Minor”

India har dog senere vundet et par stykker for hendes andet album. Hun har indtil videre udgivet 4 albums, og skulle gerne komme med hendes femte engang senere på året.

Nummeret som jeg har valgt, at fremhæve, er den første single fra Acoustic Soul. Nummeret hedder Video, og har først og fremmest et rigtigt behageligt guitardrevet beat, og det er så krydret med Indias smukke stemme.
Temaet i sangen er, at kvinder ikke skal prøve at leve op til de skønhedsidealer der bliver påduttet fra diverse medier osv, men at man skal elske sig selv som man er.

“I’m not the average girl from your video and I ain’t built like a supermodel.
But, I learned to love myself unconditionally Because I am a queen.
I’m not the average girl from your video.My worth is not determined by the price of my clothes.
No matter what I’m wearing I will always be the India Arie”

Alt i alt, en dejlig sang fra et dejligt album 🙂

Dagens gæst på bloggen bliver af mange, kaldt the king of soul.
Det drejer sig nemlig om legenden Sam Cooke (1931-1964)

Han startede, igen som så mange andre, med at synge gospel. Faktisk så gik han under aliaset “Dale Cooke” da han i 1956 udgav sin første mainstream soul single. Dette blev gjort for ikke at vække foragelse i gospel miljøet, da en crossover fra gospel til ikke-religiøs musik, blev anset for at være meget forkert, da man i miljøet mente, at man kun skulle synge til Gud. Men navneskiftet gjorde dog ikke det store, da der ikke var nogen der var i tvivl om, at det var Sam Cooke der sang. Dette resulterede i, at han blev droppet af sit band (The Soul Stirres) og fra sit label, så han nu rent faktisk var frit stillet til at indspille under sit eget navn.

Derfra tog hans karriere fart, og han bliver i dag betragtet som én af pionerene indefor soulmusikken. Han var også én af de første sorte musikere, der også var en del af forretningsdelen af musikken, da han bl.a. startede sit eget pladeselskab.

Dagens nummer hedder “A Change is Gonna Come” og den handler generelt om racisme, men den handler også som to specifikke episoder i Sams liv. For det første, mistede han sin kun 18 måneder gamle søn, da han drunknede i en pool.
Den anden episode var, da Sam og hans backingband blev nægtet at tjekke ind på et hotel i Louisianna, da hotellet kun var for hvide.
Disse to episoder, der begge fandt sted i 1963, samt Bob Dylans “Blowin’ in the Wind” der udkom samme år, gav Sam lyst til at skrive en sang om racismen i USA. Dette var noget som han længe havde haft et ønske om, men han var bange for, at han ville miste mange af hans hvide fans.

Sam Cooke døde dog desværre allerede som 33 årig, efter at han angiveligt prøvede at overfalde en hotelrecptionist, pga. nogle uoverensstemmelser, hvilket resulterede i, at receptionisten skød ham i selvforsvar.

Heldigvis var han blevet færdig med indspilningen af nummeret, og det udkom kort efter hans død.
Det blev ikke hans største hit, rent salgsmæssigt, men rent kulturelt blev dette et meget vigtigt nummer, og det er højt placeret på mange lister over de vigtigste numre i musikhistorien.
Dette nummer blev også meget vigtigt for de amerikanske borgerrettighedsforkæmpere i 60’erne, og nummeret blev også spillet til Malcom X’s begravelse i 1965.

Så blev det endnu engang Soul Sunday, og i dag skal vi have fat i en gruppe der har eksisteret i omkring 60 år (dog med varierende medlemmer)
Gruppen, der startede med at bestå af 6 brødre og en svoger, startede, som så mange andre soulkunstnere, med at lave gospelmusik. Dette var i de tidlige 50’ere. Men ligesom mange andre, fandt de hurtigt ud af, at ikke-religiøs musik var vejen frem til stjernene, og de fik deres første hit i 1959.

I løbet af 60’erne og 70’erne havde de rigtig stor succes, med bl.a. 5 top 40 singler i 60’erne og 12 stk i 70’erne. Der har dog også været meget tumult i gruppen i løbet af årene, og med så mange medlemmer, er der ikke noget at sige til, at der til tider har været gnidninger og problemer.
I dag består gruppen kun af to medlemmer, brøderne Ronald og Ernie Isley, men de er stadig populære i hjemlandet og gruppens sidste album, der kom i 2006, var højt placeret på de amerikanske hitlister.

Dagens nummer som jeg har valgt at fremhæve, hedder “Between the Sheets” og er fra en periode som jeg ikke har dækket så meget af endnu, nemlig 1980’erne. Dette nummer er fra 1983, og er et rigtigt lummert nummer, som titlen også antyder.
Nummeret lægger sig ret tæt op ad Marvin Gayes “Sexual Healing” der kom året inden. Det er rent baby making music 🙂 og det var med til at rette op på brødrenes karriere, der ikke var gået så godt i de foregående år. Men med dette nummer, fik de fornyet respekt i branchen.

Nummeret vil garanteret også få en stor klokke til at ringe, hvis du, som mig, lytter meget til rap.
Det er nemlig blevet heftigt samplet af kunstnere som Notorious B.I.G., Jay-Z, Common, The Game og 2Pac. Hvor Notorious B.I.G.s “Big Poppa” fra 1995, nok er den mest kendte.

Denne søndag, har jeg valgt at tage fat i én af de store legender inden for amerikansk soul, netop Teddy Pendergrass.

Teddy Pendergrass blev født i 1950 i den amerikanske by Philadelphia, og ligesom så mange andre i de amerikanske ghettoer, er han vokset op uden en far, da han valgte at forlade den lille familie, da Teddy var ganske ung.

Han fandt hurtigt ud af, at han skulle være noget inden for musikken, og begyndte at synge gospel rundt omkring de lokale kirker, samtidlig med at han lærte at spille på trommer.
Senere kom han med som trommeslager i bandet The Caddilacs.
Sidst i 60’erne slog The Cadillacs sig så sammen med gruppen Harold Melvin & the Blue Notes, hvor Teddy Pendergrass fik jobbet som forsanger. Dette skulle vise sig, at være en succes, da gruppen fik en del solide hits, og udgav to albums, der begge gik guld i USA.

Teddy fandt dog ud af, at hans eget talent rækkede ud over gruppens, og i 1976 besluttede han sig for at gå solo.
Det skulle vise sig, at være det rigtige valg, og fra 1977 til 1997 udgav han 13 albums, hvorfra 7 af dem enten er gået guld eller platin.

Det nummer som jeg har valgt, at fremhæve, er faktisk lidt nyere end mange af de numre jeg har fremhævet. Det er nemlig fra 1980, fra albummet TP, der er hans 4. album.

Nummeret hedder “Love T.K.O.” og det er et virkelig smukt og sjælfuldt nummer der, sjovt nok, handler om det der kærlighed, der kan være så svært 🙂

Den 63 årige Charles Bradley er indtil videre et temmelig ubeskrevet blad på den amerikanske soul scene, men det er ved at ændre sig nu.
Han udgiver nemlig snart sit debutalbum og det er bestemt noget som jeg ser frem til.

Han har haft et hård liv, og det er noget der kommer til udtryk gennem musikken.
Han har arbejdet som kok, det meste af sit liv og det har blandt andet ført ham til Alaska og Californien. Lige siden, han som 14 årig så James Brown live, har musikken været en vigtig del af hans liv, og den har altid fulgt ham, men nogen decideret karriere blev det ikke til, før han for ganske få år siden, blev opdaget af pladeselskabet Dumham records.

Der er ingen tvivl om, at denne mand besidder et rigtig stort talent, og hans stemme minder en del om James Browns, som han jo også så som en kæmpe inspirationskilde.

Jeg glæder mig super meget til at tjekke hans debutalbum, der udkommer den 25. Januar

Herunder vil jeg gerne vise 1. singlen “The World Is (Going Up In Flames)”
Et stærkt nummer med en klassisk old school soul lyd, som lover godt for det forestående album.

Hej alle sammen og godt nytår!
Håber at i er kommet godt ind i det.

Som i nok kan se, har bloggen fået et nyt udseende, da jeg synes at den trængte til det. Håber i synes om det.

Nå.. Så blev det årets første søndag, og det betyder naturligvis en helt ny omgang Soul Sunday!
I dag har jeg tænkt mig at hive fat i én af de helt store. Nemlig, den nu afdøde, Isaac Hayes.
Han er en legende inden for soul genren, og har udgivet mere end 20 albums og vundet en håndfuld amerikanske grammys.

Han startede som sangskriver og producer på pladeselskabet Stax, hvor han skrev blandt andet “soul man” som jeg tidligere har skrevet om.

Han blev så senere også udøvende artist, og i 1967 udkom så hans første plade. Den blev dog ikke nogen stor succes, og det var først da han i 1969 udgav “Hot Buttered Soul” at han fik sit kommercielle gennembrud.

Der er faktisk kun fire skæringer på den LP, men alligevel løber hele albummet op på omkring 45 minutter, da det er nogle utrolig lange numre (noget som skulle vise sig at blive en af hans varemærker) Det nummer som vi skal høre i dag, er fra denne plade, og det hedder “Walk On By”
Det er skrevet af Burt Bacharac, og der er lavet rigtig mange covernumre af det, men Isaac Hayes er en af dem der har gjort det bedst.

Lyt og kig lige her – Det er i øvrigt i en super funky live version fra 2005

Isaac Hayes døde desværre alt for tidligt i 2008, af et hjertestop.
Ud over bl.a. dette nummer, er han også kendt for soundtracket til 1971 filmen “Shaft” som han vandt en Oscar for, for bedste originale soundtrack.
Han blev også kendt for en helt ny generation, da han i 1999 startede med at lægge stemme til den syngende kok, Chef fra kulttegneserien South Park.

I dag bliver det intet mindre end legendarisk!
Vi skal have i et af de vildeste, bedste og mest funky numre fra 70’erne.

Vi skal til 1972. I Detroit aka. Motown i USA og gruppen er The Temptations.
Nummeret hedder “Papa was a rolling stone” og er i dag anerkendt som et af de største hits fra det legendariske selskab Motown.

En sjov ting omkring dette nummer, som mange måske ikke er klar over er, at The Temptations’ version faktisk ikke er originalen. Den udkom derimod i starten af 1972 og denne version var med gruppen “The Undisputed Truth” Nummeret opnående dog ikke nævneværdig succes, og er i dag, stort set glemt.

Hør originalen her:

For at være helt ærlig, så er der ikke meget at komme efter i denne version. Den er lidt kedelig og der sker ikke så meget rent musikalsk. Men sangens skæbne var bestemt ikke afgjort endnu.

Produceren og sangskriveren bag nummeret, besluttede nemlig, at genindspille nummeret med The Temptations, der allerede dengang var rigtig store, og havde flere store hits bag sig og de lavede de istedet til et 7 minutter langt nummer, der gik ind som #1 på den amerikanske Billboard hitliste, og den vandt senere 3 grammys.

Der går næsten 2 minutter før de første ord bliver ytret, og hurtigt bliver scenen lagt for temaet i nummeret:

“It was the third of September. That day I’ll always remember, yes I will. ‘Cause that was the day that my daddy died. I never got a chance to see him. Never heard nothing but bad things about him. Mama, I’m depending on you, tell me the truth.”

Versene bygger på børnenes spørgsmål om deres afdøde far, og omkvædet er morens svar, og det giver en socialrealistisk skildring om hvordan det var/er for mange unge i USA, der vokser op uden en far. Nummeret kunne hurtigt have været gået hen og blevet et meget stille nummer, for at underbygge den tragiske tekst, men istedet er det en tour de force udi klassisk soullyd. Der er en lækker basgang og wah wah pedal på guitaren. Alt dette er med til, at gøre nummeret virkelig funky!

Så læn dig tilbage og brug lige 7 minutter på dette klassiske og udødelige soulnummer. Det bliver ikke meget bedre end det her.