I dag skal vi igen tilbage til nutiden for en stund. Vi skal stifte nærmere bekendtskab med den amerikanske kunstner, Raphael Saadiq.

Raphael Saadiq er indbegrebet af old school coolness og er samtidig en gudsbenådet musiker.
Han har lavet musik siden 80’erne og har blandt andet været en del af grupperne Tony! Toni! Toné! og Lucy Pearl.
Udover dette, har han også samarbejdet med prominente kunstnere som Joss Stone, D’Angelo, TLC, Mary J. Blige, John Legend og Q-Tip.

Han har desuden udgivet tre album i eget navn. Senest i 2008 hvor pladen The Way I See It udkom. Og det er lige præcis fra det album at jeg har valgt et track at fremhæve.

Albummet er old school på alle måder. Alt lige fra artworket til indspilningen er lavet efter de gamle dyder. Det vil blandt andet sige, at hele albummet er indspillet analogt. Det vil sige, at der slet ikke er brugt noget digitalt udstyr som computere og synthesizere, men i stedet er der kun brugt rigtige musikere. Dette gør, at hvis man ikke vidste bedre, ville man tro at sangene var fra 60’erne og ikke fra 2008.
Mange af numrene leder ens tanker hen på legender som Marvin Gaye og Sam Cooke.
Hele albummet oser af kærlighed til den klassiske soullyd og det er virkelig albummets helt store styrke.
Dette album har en meget stor plads i mit hjerte, da det viser, at der stadig kan laves musik med hjertet, dedikation og respekt for fortiden.

Derfor er det også utroligt svært, at vælge et specifikt nummer ud, da størstedelen af de 13 skæringer er af rigtig høj kvalitet. Men jeg har valgt tracket, 100 yard dash. Det er et godt gammeldags kærlighedsnummer med masser af funk.
Videoen er i øvrigt også rigtig flot og passer virkelig godt til musikken.

Bonusinfo: Albummet blev nomineret til 3 amerikanske Grammys, men vandt desværre ikke nogen 🙁

Så skal der endelig til at ske noget igen her på bloggen, da der desværre har været ret dødt de sidste par måneder. Det beklager jeg meget, men jeg lover, at der fremover vil komme lidt mere gang i indlæggene igen 🙂

Planen er, at der kommer lidt flere “almindelige” indlæg og at jeg naturligvis vil fortsætte med Soul Sunday konceptet og måske komme med et par nye ideer.

Dagens track er fra 1976 og det er, med den nok mindre kendte gruppe fra Los Angles, Creative Source.

Denne gruppe opnåede kun moderat succes med deres første album der kom i 1974. Deres anden plade, der kom samme år, opnåede ikke rigtig noget der er værd at tale om, men på trods af det, nåede de da at udgive 4 albums i perioden 1973-1976. Efter det, besluttede gruppen at gå hver til sit, og så var det slut med Creative Source.
Dette er som sagt ikke en gruppe der går over i den store musikhistorie, men de har dog haft et par numre der stadig holder i dag, og nummeret jeg har valgt at fokusere på i dag, hedder “I’d Find You Anywhere” og stammer fra deres sidste LP – Consider the Source.

Enjoy 🙂

Jeg vil fatte mig i korthed i dag.

Dagens sang er Lenny Williams “Cause I Love You” fra 1978.
Dette nummer er, i min bog, det bedste nummer om kærlighed der er lavet. Sådan lyder det når man virkelig krænger sine følelser ud.
Mere er der sådan set ikke at sige om det.

Tag 7 minutters pause fra hvad du laver og nyd dette nummer.

I dag skal vi igen lidt tilbage i tiden. Igen er det i 1960’ernes Detroit der skal besøges.

Wilson Pickett (1941-2006) blev født i Alabama, men flyttede senere til Detroit, hvor han begyndte, at synge i et gospelkor. Sidst i 50’erne søgte han dog over i den lidt mere lukrative soul/r&b branche.

Her blev han medlem af gruppen The Falcons, der havde et par hits i løbet af start 60’erne.
Han blev i 1965 signet på det legendariske label, Stax og derefter gik det ret hurtigt. Allerede samme år udkom hans største hit “In the midnight hour” Det blev et rigtig stort hit, både på de amerikanske R&B og pop hitlister.

Nummeret blev, i de efterfølgende år, spillet live af en masse andre bands, så der var ingen tvivl om at det her var et nummer der kunne få gang i folks danselyst.
Udover dette, så indspillede han over 50 numre der kom på de amerikanske hitlister.

I dagens indlæg skal vi ikke se tilbage i tiden, men derimod kommer det til at handle om et ganske aktuelt hit.

Cee Lo Creen er en sanger/rapper fra Atlanta, USA. Han har lavet musik siden 1992, blandt andet i rapgruppen Goodie Mob og Dungeon Family.
Men han er nok mest kendt som 50% af gruppen Gnarls Barkley der blandt andet havde et
temmelig stort hit i 2006.
Han har dog også kørt en solokarriere ved siden af, og det har resulteret i to albums. Senest i 2004.

Dagens nummer er derimod et helt nyt nummer fra hans kommende album, The lady killer, der gerne skulle udkomme engang til december i år.
Nummeret med den meget radiovenlige titel “Fuck you” giver umiddelbart dårlige associationer for os her i Danmark, men det her nummer er i en helt anden klasse. Og lad os da så håbe, at den ikke også kommer i en tysk version 🙁

Det er lang tid siden, at jeg har hørt et nummer der fangede mig lige fra første sekund. Sangen er virkelig catchy, rigtig soulet og Cee Lo er i absolut topform, og er bakket op af et fantastisk kor.

Det her nummer var ugens uundgåelige på P3 for et par uger siden, og det ligger pt. 9 på den danske iTunes liste, så det er da dejligt at se, at han har fået et godt fodfæste allerede.

Nå.. Ikke så meget mere snak: Nyd nummeret, hvis du da ikke allerede har hørt det, og glæd dig til det nye album udkommer 🙂

Hep! Så er det endnu engang blevet søndag, så her kommer ugens Soul Sunday indlæg 🙂

I dag hopper vi frem til noget lidt mere moderne soul. Helt præcist skal vi tilbage til 2002.

Kunstneren hedder Cody ChesnuTT, og han er vel hvad man kan betegne som en soveværelses musiker. Hans debutalbum (og pt. det eneste) “The Headphone Masterpiece” er nemlig indspillet i hans soveværelse på en gammeldags fire spors båndoptager. Hvilket giver lyden på pladen en meget oldschool og upoleret lyd. Derudover, så blander han generøst flere genrer som rock, blues, hiphop, funk og soul, hvilket også giver hans musik en rigtig lækker lyd.
Det er et dobbeltalbum hvilket også vil sige at der er en del skrammel, og meget korte numre på, men generelt er der rigtig mange fede tracks, og det er klart en plade jeg kan anbefale 🙂

Nummeret som jeg har valgt at fremhæve i dag, er et nummer som der sikkert er en del der kender i den såkaldte “version 2.0” Den kan ses lige nedenunder 🙂

The Roots opdagede nemlig Cody ChesnuTTs lille perle af et nummer, der hedder “The Seed” og de besluttede sig at genindspille tracket et år efter originalen udkom. Så de inviterede Cody med i studiet, hvor han indspillede omkvædet og guitaren, og the Roots tilføjede så lidt rap og lidt af deres magiske touch, der gør deres musik så fantastisk. Og BUM! så har man lige pludselig et hit der blandt andet endte som #2 på den danske single hitliste i marts ’03.

Den super funky original version kan du høre lige her:

Hej alle, så er jeg frisk tilbage efter en lille ferie – så beklager meget at der ikke var noget indlæg sidste søndag 🙂

I dag skal vi tilbage til 1962, og denne gang bliver det et instrumental nummer som jeg har valgt, at fokusere på.

Det drejer sig nemlig om gruppen Booker T & the MG’s. (1962–1977, 1994–nu) Det er en gruppe fra Memphis der udelukkende spiller instrumental musik. De har bl.a. optrådt som band sammen med Otis Redding, Sam & Dave & Wilson Pickett. Kort sagt, så var de rigtig store, respekterede og toneangivende indenfor soul genren.

Dette band skilte sig også ud på en meget markant måde, i forhold til andre soul artister på den tid. De havde nemlig to hvide medlemmer i bandet (Steve Cropper på guitar & Donald “Duck” Dunn på bas)

Hvad der også er værd at bemærke er, at Booker T (på klaver) kun er 17 år, da det her nummer bliver lavet. Det er vist noget som vores unge X-factor deltagere kunne lære noget af 😉

Dette nummer var deres første single, og det skulle vise sig, at blive deres mest poplulære nummer til dato.

I dag springer vi lige en hel del år frem i tiden, da det skal handle lidt om neo soul. Det er en genrebetegnelse, der dækker den nye soullyd der opstod i slutningen af 90’erne. Kunstnere som D’angelo, Lauryn Hill, Jill Scott, Raphael Saadiq og Alicia Keys har været med til at gøre denne genre utrolig populær, og jeg har da også et par favoritkunstnere, der hører til i denne gruppe.

I dag har jeg valgt at fremhæve sangeren John Legend.

Han har efterhånden 6 grammys stående hjemme på kaminhylden, og det er på trods af, at han kun har udgivet albums siden 2004.
Hans karriere startede, da Lauryn Hill hyrede ham til at spille klaver på “Everything is Everything” fra hendes soloplade, “The Miseducation of Lauryn Hill” nogle år senere blev han “opdaget” af Kanye West, der fik ham til at synge på et par numre til hans plader. Derefter blev han signet på Kanyes pladeselskab og så gik tingene pludselig ret hurtigt, og kunstnere som Jay-Z og Alicia Keys fik glæde af Johns Legends store stemme.

Han har indtil videre udgivet 3 albums, og hans næste plade bliver sammen med hiphop bandet The Roots – her er der virkelig noget at se frem til 🙂

Styrken ved ham er, at han både besidder evnen til at lave meget moderne soulnumre, samtidig med, at han også kan lave soul på den old school måde, og det er det sidstnævnte som jeg har valgt at fremhæve her.

Sangen hedder “Ordinary People” og det er fra hans første album “Get Lifted” fra 2005.
Det er en rigtig, rigtig smuk sang. Selvom den er simpel (det eneste instrument der bliver brugt, er pianoet) er den meget stærk sang og manden synger jo helt fantastisk. Teksten er også rigtig god – den handler om noget så kompliceret som parforhold.
Alle disse ting gør dette nummer til en absolut nyklassiker!

Otis Redding var én af de største kunstnere indenfor soulgenren og der er mange der kalder ham for The King of Soul.
Desværre døde han allerede som 26 årig i et tragisk flystyrt i 1967.

På trods af at han kun var aktiv som kunstner i perioden 1960-1967, nåede han, at udgive 6 albums og han fik en stor stak hits. Men det var hans sidst skrevne nummer der skulle vise sig, at blive hans største hit, hvilket han desværre aldrig selv fik lov til at opleve.

Nummeret som vi skal høre i dag, udkom nemlig en måned efter hans død – altså i januar 1968 og det blev det førte posthume nummer til at gå #1 på en amerikansk hitliste.

Nummeret hedder “(Sittin’ On) The Dock of the Bay” og Otis skrev det mens han var på tour i San Francisco, og teksten kom til ham da han sad på kajen og så på de både der sejlede ind og ud af havnen. Det blev indspillet 3 dage før han døde.

Det er et meget smukt, melankolsk og stemningsfuldt nummer og helt sikkert en udødelig klassiker fra én af de helt store.

Bonusinfo: Den fløjten man hører til sidst er faktisk fordi Otis ikke havde skrevet sangen færdig endnu, så han fyldte verset ud med fløjten i stedet, men da han desværre døde, blev sangen aldrig færdig og den blev udgivet som den var.

“All my friends drive a low rider” – Året er 1975. Vi er i Californien, nærmere bestemt Los Angeles. Gruppen hedder War og dagens nummer hedder Low Rider.

War er, som sagt, et band fra Los Angeles, hvilket man også godt kan høre på deres lyd. Musikken og stilen er laid back og L.A. funky, så det er nok mere funk end soul, men jeg synes stadig at den hører til her på bloggen.

Første gang jeg hørte nummeret, var i filmen Gone in 60 seconds. – En klassisk scene som kan ses lige her:

Nummeret er en klassiker, og det er blevet brugt i en masse film, og der er blevet lavet et utal af covernumre af den, blandt andet af Korn og Barry White, og det er blevet samplet af grupper som Beastie Boys og The Offspring.

Nummeret handler egentlig bare om, som titlen antyder, low riders – altså biler der er sænket mest muligt og har fået tilføjet hydralik og generelt bare liret godt op. Denne stil ses særligt i LA, så det må have være oplagt af War, at lave et nummer om denne kultur.
Det er super funky, og man kan ikke undgå at sidde og rocke med til nummret. Det fanger stilen fra lowriderkulturen rigtig godt, så der er ikke noget at sige til, at det er blevet en klassiker.

Enjoy 🙂