Hej alle, så er jeg frisk tilbage efter en lille ferie – så beklager meget at der ikke var noget indlæg sidste søndag 🙂
I dag skal vi tilbage til 1962, og denne gang bliver det et instrumental nummer som jeg har valgt, at fokusere på.
Det drejer sig nemlig om gruppen Booker T & the MG’s. (1962–1977, 1994–nu) Det er en gruppe fra Memphis der udelukkende spiller instrumental musik. De har bl.a. optrådt som band sammen med Otis Redding, Sam & Dave & Wilson Pickett. Kort sagt, så var de rigtig store, respekterede og toneangivende indenfor soul genren.
Dette band skilte sig også ud på en meget markant måde, i forhold til andre soul artister på den tid. De havde nemlig to hvide medlemmer i bandet (Steve Cropper på guitar & Donald “Duck” Dunn på bas)
Hvad der også er værd at bemærke er, at Booker T (på klaver) kun er 17 år, da det her nummer bliver lavet. Det er vist noget som vores unge X-factor deltagere kunne lære noget af 😉
Dette nummer var deres første single, og det skulle vise sig, at blive deres mest poplulære nummer til dato.
I dag springer vi lige en hel del år frem i tiden, da det skal handle lidt om neo soul. Det er en genrebetegnelse, der dækker den nye soullyd der opstod i slutningen af 90’erne. Kunstnere som D’angelo, Lauryn Hill, Jill Scott, Raphael Saadiq og Alicia Keys har været med til at gøre denne genre utrolig populær, og jeg har da også et par favoritkunstnere, der hører til i denne gruppe.
I dag har jeg valgt at fremhæve sangeren John Legend.
Han har efterhånden 6 grammys stående hjemme på kaminhylden, og det er på trods af, at han kun har udgivet albums siden 2004.
Hans karriere startede, da Lauryn Hill hyrede ham til at spille klaver på “Everything is Everything” fra hendes soloplade, “The Miseducation of Lauryn Hill” nogle år senere blev han “opdaget” af Kanye West, der fik ham til at synge på et par numre til hans plader. Derefter blev han signet på Kanyes pladeselskab og så gik tingene pludselig ret hurtigt, og kunstnere som Jay-Z og Alicia Keys fik glæde af Johns Legends store stemme.
Han har indtil videre udgivet 3 albums, og hans næste plade bliver sammen med hiphop bandet The Roots – her er der virkelig noget at se frem til 🙂
Styrken ved ham er, at han både besidder evnen til at lave meget moderne soulnumre, samtidig med, at han også kan lave soul på den old school måde, og det er det sidstnævnte som jeg har valgt at fremhæve her.
Sangen hedder “Ordinary People” og det er fra hans første album “Get Lifted” fra 2005.
Det er en rigtig, rigtig smuk sang. Selvom den er simpel (det eneste instrument der bliver brugt, er pianoet) er den meget stærk sang og manden synger jo helt fantastisk. Teksten er også rigtig god – den handler om noget så kompliceret som parforhold.
Alle disse ting gør dette nummer til en absolut nyklassiker!
Nådada.. Så er der gang i debatten om hvorvidt Roskilde festival, efter svensk forbillede, skal have de såkaldte kvindekvoter (kan ikke lade være med at tænke på fiskekvoter når jeg hører det..men lad nu det ligge)
Jeg mener lidt, at det er noget pjat. Ikke fordi jeg har noget imod kvindelige musikere overhovedet, men jeg mener bare at man skal gøre sig fortjent til at spille på festivaller som Roskilde osv.. og ikke komme med pga. hvilket køn man er.
Det virker tåbeligt, at fravælge et band pga. hvilke køn medlemmerne har.
Skulle vi så have undværet Muse eller Prince på årets Roskilde Festival til fordel for mindre kendte eller populære kvindelige kunstnere, bare fordi mand/kvinde ratioen skal være fair?
Men ligemeget hvad jeg mener om denne sag, kan vi ikke komme udenom alle de fantastiske kvindelige kunstnere der er derude, så jeg vil derfor gerne komme med et par bud på nogle fantastiske danske kvindelige musikere som jeg synes fortjener lidt (meget) opmærksomhed – enjoy 🙂
Naja Rosa
Hun er yngste datter af Thomas og Anisette Koppel, og hendes ventede debutalbum er på gaden den 16. august. Førstesinglen kan ses lige her.
Ane Trolle
Åh.. hvor starter man med Ane Trolle.. Hun har været frontkvinde for bl.a. JaConfetti, Balstyrko og Trolle Siebenhaar og lavet musik med Peder, Trentemøller og Per Vers. Hun er én af de mest produktive sangerinder i landet, og så har hun tilmed én af de aller fineste vokaler.
Kom så med den soloplade!
Karen Karen er helt klart én af DK’s mest undervurderede sangerinder. Jeg ved ikke om det hænger sammen med, at hun ikke er singer/songwriter typen, eller fordi hun også laver clubnumre.. Men der er ingen tvivl om, at jeg synes at hendes musik er helt fantastisk – både numrene til clubben og de mere stille og eftertænksomme numre.
Quadron
Quadron er en dansk duo, bestående af sangerinden Coco O & produceren Robin Hannibal (fra bl.a. Boom Clap Bachelors) Det kan beskrives som elektronisk vintage soul, og det er super super lækkert 🙂
Otis Redding var én af de største kunstnere indenfor soulgenren og der er mange der kalder ham for The King of Soul.
Desværre døde han allerede som 26 årig i et tragisk flystyrt i 1967.
På trods af at han kun var aktiv som kunstner i perioden 1960-1967, nåede han, at udgive 6 albums og han fik en stor stak hits. Men det var hans sidst skrevne nummer der skulle vise sig, at blive hans største hit, hvilket han desværre aldrig selv fik lov til at opleve.
Nummeret som vi skal høre i dag, udkom nemlig en måned efter hans død – altså i januar 1968 og det blev det førte posthume nummer til at gå #1 på en amerikansk hitliste.
Nummeret hedder “(Sittin’ On) The Dock of the Bay” og Otis skrev det mens han var på tour i San Francisco, og teksten kom til ham da han sad på kajen og så på de både der sejlede ind og ud af havnen. Det blev indspillet 3 dage før han døde.
Det er et meget smukt, melankolsk og stemningsfuldt nummer og helt sikkert en udødelig klassiker fra én af de helt store.
Bonusinfo: Den fløjten man hører til sidst er faktisk fordi Otis ikke havde skrevet sangen færdig endnu, så han fyldte verset ud med fløjten i stedet, men da han desværre døde, blev sangen aldrig færdig og den blev udgivet som den var.
“All my friends drive a low rider” – Året er 1975. Vi er i Californien, nærmere bestemt Los Angeles. Gruppen hedder War og dagens nummer hedder Low Rider.
War er, som sagt, et band fra Los Angeles, hvilket man også godt kan høre på deres lyd. Musikken og stilen er laid back og L.A. funky, så det er nok mere funk end soul, men jeg synes stadig at den hører til her på bloggen.
Første gang jeg hørte nummeret, var i filmen Gone in 60 seconds. – En klassisk scene som kan ses lige her:
Nummeret er en klassiker, og det er blevet brugt i en masse film, og der er blevet lavet et utal af covernumre af den, blandt andet af Korn og Barry White, og det er blevet samplet af grupper som Beastie Boys og The Offspring.
Nummeret handler egentlig bare om, som titlen antyder, low riders – altså biler der er sænket mest muligt og har fået tilføjet hydralik og generelt bare liret godt op. Denne stil ses særligt i LA, så det må have være oplagt af War, at lave et nummer om denne kultur.
Det er super funky, og man kan ikke undgå at sidde og rocke med til nummret. Det fanger stilen fra lowriderkulturen rigtig godt, så der er ikke noget at sige til, at det er blevet en klassiker.
Gruppen vi skal høre fra, hedder the O’Jays og blev grundlagt i slutningen af 50’erne, men det var først i 70’erne at de blev rigtig store, og begyndte at lave hits der blev solgt flere millioner kopier af.
I dag er de bl.a. i Vocal Group Hall of Fame og i The Rock and Roll Hall of Fame.
Nummeret hedder “For the Love of Money” og er fra albummet “Ship Ahoy”
Dette nummer er så fedt – basgangen i starten er super lækker, og så kører det bare derfra.
Det er virkelig et nummer som jeg sætter stor pris på, så jeg håber at i også kan lide det 🙂
Det fine ved det her nummer, er at O’jays formår at have en sang der er anti-materialistisk, men stadig er super funky. Det kan jo ikke handle om kærlighed alt sammen…
Videoen er en live optræden fra det legendariske Soul Train program fra 1974 – enjoy 🙂
Bonusinfo: L:Ron:Harald har brugt basgangen til sit gennembrudshit: Mæ Å Min Kadet.
Damn det er varmt i dag! Jeg er rykket indenfor for en kort bemærkning, for at køle lidt ned og for at få skrevet dette indlæg.
Året er 1977. Kunstneren er Bill Withers og nummeret hedder Lovely Day.
Der er ikke så meget at sige om nummeret, udover at det er ganske fantastisk, og at jeg altid kommer i godt humør når det bliver spillet 🙂
Nogle gange skal man bare lade musikken tale for sig selv, så det har jeg tænkt mig (kan desuden ikke koncentrere mig om noget som helst i denne varme!)
Så nyd omkring 30 grader og nyd Bill Withers fantastiske nummer.
Bonusinfo: Det er Ray Parker jr. (i ved, ham med Ghostbusters sangen) der spiller guitar på nummeret.
Så er det endelig blevet tid til årets Roskilde festival!
Jeg tager derned i morgen og håber på dejligt vejr, fantastiske mennesker og skøn musik.
Jeg tænkte, at jeg ville give et par bud på hvad jeg skal se dernede.
Gorillaz
Allerede i morgen spiller det band som jeg nok har størst forventninger til og som jeg aldrig har set live, nemlig Gorillaz.
Det må være et syn i sig selv, at se et band der kun består af animerede figurer, så jeg er ret spændt på hvordan det forløber, og se hvilke gæster de har valgt at tage med.
Gorillaz – Feel Good Inc. (ft. De La Soul)
Kasper Spez
puha.. Man skal være frisk kl. 13.30 på lørdag. Der går DK’s pt. bedste rapper nemlig på. Så du kan roligt regne med at finde mig på forreste række på Cosmopol der.
Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har set denne langelænder, men der er altid garanti for et nærværende show med en fantastisk stemning som man ikke finder andre steder end til en Kasper Spez koncert. Nå ja.. og sæbebobler.. masser af sæbebobler!!!
Kan desværre ikke finde en liveoptagelse i god kvalitet, så i får lige mit favoritnummer fra hans nyeste plade, Fantasten istedet 🙂
Kasper Spez – Trøstepræmier
Brother Ali
Den amerikanske rapper, Brother Ali, er virkelig en fantastisk mc og en dygtig entertainer. Jeg har oplevet ham én gang før på Lille Vega, hvor han havde puplikum i sin hule hånd – specielt da han lagde salen ned med en virkelig potent acapella rap.
Kort sagt er han alt hvad en mc skal være: teknisk dygtig, en god performer og hans tekster er fantastiske.
Brother Ali – Tight Rope
Jack Johnson
Du kan roligt regne med, at jeg, søndag eftermiddag sidder ved Orange scene med en kold bajser og hører surferboy #1 – Jack Johnson. Mere laidback musik skal man lede længe efter. Solen har bare at skinne 🙂
Glæder mig virkelig til at se ham, og jeg håber på at han giver et godt show.
Jack Johnson – Banana Pancakes
The Prodigy
Åh shit!! Lørdag nat bliver der for alvor varmt foran Orange! Der står den på raverpunk fra de britiske The Prodigy. Det er 5. gang at jeg skal se dem, og jeg glæder mig ligeså meget som jeg har gjort de andre 4 gange. De er nok mit favorit liveband, og de er helt klart ét af de bands som man skal se live, da de virklig giver den 110% plus at der også plejer at være godt smadder på lysshowet. Eejjjjj jeg glæder mig så meget til at se dem igen, på trods af at det er 6 mrd. siden jeg så dem sidst.
The Prodigy – Take me to the Hospital
Udover det, så ser jeg også virkelig frem til at se Muse, Den sorte skole, the floor is made of lava, Möterhead og Julian Marley.
Det var det for i dag – jeg må hellere komme i gang med at pakke. Go’ festival til dem der skal derned og i andre må også have det rart 🙂
P.S. pga. Roskilde bliver der desværre ikke noget Soul Sunday indlæg i denne uge.
Så kom dagens blog endelig op. Har været et smut forbi Roskilde, for at sætte telt op og gøre klar til en lille uge i solen med masser af god musik og det der følger med – men det skal der nok komme mere om.
Vejret har været, og er stadig super i dag, så derfor bliver dagens track, funky med ekstra funk på.
Vi skal tilbage til 1979 og Bandet er det Chicago-baserede, 6 x grammy vindende, Earth, Wind & Fire. Herhjemme er de nok mest kendt for nummeret “September” men det er ikke det nummer som i skal høre. Nummeret hedder “In the Stone” og det er faktisk endnu et nummer som jeg ikke har kendt i ret lang tid, men fik øjnene op for det, da en kollega spillede det for mig for noget tid siden, og det var kærlighed ved første lyt 🙂
Bare introen giver næsten kuldegysninger, og da beatet først går rigtig i gang, er der funk ud over det hele 🙂
Videoen er en liveoptræden fra 2004, hvor de gamle drenge viser at de, efter at have spillet i over 40 år, stadig har det der skal til 🙂 Jeg er egentlig pænt smadret efter en hård weekend med skateboarding og grillmad @ CPH Pro og Roskilde, så derfor bliver der ikke så meget mere fra mig i dag 🙂
Så derfor – dette nummer er en dejlig afslutning på en rar og solfyldt søndag.
Så er det blevet Soul Sunday igen, og dagens kunstner er faktisk én som jeg ikke kender ret meget til, men jeg faldt tilfældigvis over nummeret på en opsamlings cd med en masse blandet soul.
Nummeret er, ligesom i sidste uge, fra 1976 og det hedder Memphis Soul Stew. Det er med en funky fyr der hedder King Curtis, og hans band: The Kingpins.
Nummeret er super funky, og idéen er, at det er opbygget lidt som en madopskrift – bare med musik, hvilket vil sige at de forskellige instrumenter bliver tilføjet løbende – yay!
Det starter med man tager en lækker basgang. Derefter tilsætter man lidt trommer og lader dem simre lidt. Så tilføjer man lidt guitar, en lille portion orgel og til sidst skal der bruges en rigtig stor mængde saxofon. Efter cirka 6 minutter har man så en rigtig lækker Memphis soul stew, der lyder helt fantastisk. Velbekomme 🙂
Bonusinfo: King Curtis har spillet saxofon på John Lennons album “Imagine”