Bare lige et kort indlæg for at gøre opmærksom på, at den legendariske soulsanger Raphael Saadiq giver koncert i aften i Store VEGA.
Med sig har han et spritnyt album i bagagen, så der bliver rig mulighed for at høre de helt nye numre.
Det er tredie gang, at han gæster Danmark, og jeg står naturligvis klar foran scenen i aften (det er også tredie gang, at jeg skal opleve ham), da denne mand giver sig 100% når han spiller live og der er garanti for soul i store mængder.
Derfor har jeg rigtig store forventninger til aftenens koncert.
Jeg vil, hvis tiden er til det, vende tilbage med en artikel fra koncerten i løbet af denne uge.
Der er desuden stadig mulighed for at sikre sig en billet til koncerten lige her.
Bogstaveligt Talt har huseret noget tid i den danske rapundergrund.
De har blandt andet medvirket på Frisk Mælk mixtapet og for nyligt har de også medvirket på Echo Outs succesfulde “SpytbakkenMixtapes”
Gruppen består af de to rappere, Jos Blaze (der også har produceret en stor del af numrene på pladen) og Ordkløveren. To rappere der, efter min mening, har rigtig meget at byde på. Både når det kommer til det lyriske men også på det rent raptekniske plan, er de på et rigtig højt niveau.
Nu er tiden så endelig blevet moden til, at de kommer med deres første udgivelse, der har fået navnet BST PT. da den er indspillet i løbet af 2010, og derved giver et indblik i hvad der foregik i de to rapperes hoveder i den periode.
Pladen rummer rigtig mange stærke skæringer og er i spændingsfeltet fra meget seriøse numre som “Arven” og “Hudløs” til numre som “Madsvin” der handler om at have ædeflip.
Alt i alt, så står pladens 10 skæringer alle rigtig stærkt og de har med denne udgivelse, klart fortjent at komme ud til alle fans af velovervejet solid dansk rap med noget på hjerte.
Udover musikken, så er det da også værd at fremhæve, at undertegnede har stået for den grafiske del af projektet.
Det har været en spændende process og pladen er endt med at komme til at se helt anderledes ud, end det oprindeligt var tænkt.
Jeg er dog stadig blevet rigtig tilfreds med resultatet og jeg syntes at de 10 ikoner på forsiden spejler indholdet af de 10 tracks på en god måde.
Denne udgivelse kan downloades ganske gratis lige her og det kan kun få min varmeste anbefaling!
Du kunne også kraftigt overveje, at købe den fysiske version til kun 50 kr og derved er du med til at støtte kunstnerne og sikre, at de har råd til at udgive endnu en plade!
Så er det, efter en lille uges pause, endnu engang tid til et nyt Soul Sunday indlæg.
William Bell er en amerikansk soul sanger fra Memphis, Tennessee i USA.
Han begyndte at lave musik i slutningen af 50’erne og i starten af 60’erne blev han signet til pladeselskabet, Stax (hvor blandt andet Isaac Hayes, Wilson Pickett, Otis Redding og Booker T. & the MGs også var)
Her nåede han faktisk, at udgive 7 singler der ikke kom på hitlisterne, men hans pladeselskab troede på ham, så hans første hit kom endelig i 1966. Derefter fik han en håndfuld hits mere. Blandt andet det nummer som du skal høre i dag.
Det drejer sig om nummet “I Forgot To Be Your Lover” fra 1968.
Temaet er endnu engang den svære kærlighed, og William Bell synger her om, at han måske ikke har været den bedste mand for sin dame, og at han vil gøre alt hvad han kan, for at gøre det godt igen.
Nummeret er meget laid back, og jeg er specielt vild med introen. Det er jeg ikke den eneste der er, og derfor er netop denne, blevet samplet et utal af gange af både amerikanske, franske og danske kunstnere.
Specielt Dilated Peoples’ version er helt fantastisk. Samplingen sidder lige i skabet og det er så blandet op med fede cuts og rap – det bliver ikke meget mere hiphop end dette 🙂
Disse fem forskellige tracks viser rigtig fint, hvordan de forskellige producere hver især bruger samplingen til at skabe deres eget nummer.
Billy Idol lavede også en ny version af nummeret tilbage i 1986 i samarbejde med William Bell, hvilket blev et stort hit for ham. Dette nummer er dog bestemt ikke min kop te!
I dag skal det handle om gruppen The Commodores med Lionel Ritchie i front. Medlemmerne mødte hinanden i 1968, da de gik på universitet i Alabama. De begyndte senere at varme op for Jackson 5, og i 1972 blev de signet til Motown Records.
Gruppen var i starten meget baseret på funk elementer, og de havde et par store hits med instrumentale numre som blandt andet “Machine Gun” fra 1974.
I løbet af 80’erne begyndt flere af medlemmerne dog at forlade gruppen (Lionel begyndte blandt andet en meget succesfuld solokarriere) Gruppen udgav op gennem 80’erne en håndfuld albums, dog uden de store musikalske kvaliteter. Gruppen er derfor i dag bedst husket fra 70’erne hvor de havde deres storhedstid.
Dagens nummer som jeg har valgt at fremhæve, hedder Easy og udkom i 1977 på deres 5. album, der bare hedder “Commodores”.
Dette album blev deres mest succesfulde, ikke mindst takket være Easy. Nummeret er en ballade, der handler om en mand der lige er kommet ud af et forhold. Det er et rigtig dejligt nummer, som jeg altid bliver i godt humør af at høre.
Easy er blandt andet lavet i en coverversion af Faith No More fra 1992, som nok er den version som de fleste kender, men jeg foretrækker nu originalen 🙂
I dagens indlæg har jeg valgt at fokusere på en af mine favoritkunstnere overhovedet.
Hun er en hvid kvinde i en musikalsk verden hvor størstedelen af udøverne er sorte. Hun har en fantastisk tilgang til soulgenren og hun er, efter min mening, undtagelsen der bekræfter reglen om at der aldrig kommer nogen talenter ud af de talentkonkurrencer der er på tv.
Det er naturligvis den 23 årige engelske Joss Stone der her er tale om.
Lige siden hun i 2003 udgav “Soul Sessions” med covernumre af gamle soul numre, har jeg været solgt. Her er en unik kunstner med en helt fantastisk stemme og en udstråling der ikke er til at tage fejl af. Talentet blev hurtigt anerkendt i branchen, og hun har nu optrådt sammen med nogle af de største kunstnere, blandt andet James Bown, Aretha Franklin og Robbie Williams.
Efter covernumrene på den første plade, følte Joss Stone, at det var på tide, at prøve kræfter med hendes sangskrivertalent, og på hendes anden plade (Mind, Body & Soul fra 2004) var størstedelen af sangene skrevet af hende. Lyden blev også lidt mere radiovenlig.
Det tredie album udkom i 2007 og på dette album følte Joss endelig, at hun kunne være sig selv, og at hun kunne lave en plade præcis som hun ønskede at den skulle lyde, og derfor kom den til at hedde “Introducing Joss Stone.” På albummet fik hun hjælp af den fantastisk Raphael Saadiq, der producerede hele albummet. Dette gav en virkelig sjælfuld lyd og Raphael og Joss var et fantastisk musisk makkerpar.
i 2009 kom hendes fjerde album så på gaden. Et album som hun valgte at kalde for “Color Me Free” i det lå der, at der var en stor konflikt med hendes pladeselskab, EMI pga. kreative uoverensstemmelser som det så fint hedder. Lyden her blev lidt mere rå og upoleret end de tidligere albums.
Angående Joss’ femte album, så lyder det fra hendes facebook profil, at det skulle udkomme engang til sommer, så det er noget som jeg ser rigtig meget frem til.
Af alle Soul Sundays kunstnere som jeg indtil videre har rundet her på bloggen, så er Joss Stone en af de eneste (pånær Raphael Saadiq) som jeg har set live. Også her leverer hun på alle punkter. Hun er utrolig ydmyg og jordnær på scenen, og de første par år af hendes karriere var hun rent faktisk meget genert når hun optrådte. Hvilket er noget hun iøvrigt altid gør barfodet og gerne med en kop the indenfor rækkevidde – man er vel englænder 🙂
Nu kommer vi til det problematiske i dagens indlæg. Med 4 albums i bagkataloget, som jeg holder meget af og virkelig mange numre som jeg virkelig elsker, er det rigtig svært, kun at vælge et nummer at fremhæve, så jeg tror at jeg i dagens anledning vil vælge to numre.
Et covernummer og et af hendes egne numre.
Cover:
“I’ve fallen in love with you” fra debutalbummet “The Soul Sessions”
Originalt indspillet af Carla Thomas i 1968 (kan desværre ikke finde orignalversionen nogen steder)
Dette er et super smukt nummer, som jeg virkelig holder meget af. Alt er rart og godt på dette nummer.
Original:
Tell Me What We Gonna Do Now (Akustisk version)
Ikke at originalversionen med rapperen Common ikke er fantastisk, for det er den. Men denne akustiske version er lige en tand smukkere, og så er der måske ikke så mange der kender den i forhold til originalen.
I dag er der et ganske særligt album der fylder 25!
Det er intet mindre end en milepæl og det har været med til at definere en hel genre.
Der er naturligvis tale om Metallicas 3. studiealbum: Master of Puppets.
Det er helt klart et af mine favorit Metallica albums og bare et af mine favorit albums generelt.
Jeg vil derfor gerne bruge denne særlige dag til at minde alle om, hvor fantastisk dette album er, og jeg vil derfor også fremhæve nummeret “Welcome home (Sanitarium)”, der er en af de bedste skæringer på albummet, og da det ville være for oplagt at fremhæve titelnummeret, så derfor bliver det dette nummer i stedet 🙂
Sangen er oprindeligt skrevet som en hyldest til filmen One Flew Over the Cuckoo’s Nest, og er, efter min mening, en af Metallicas bedste numre.
I dag skal vi endnu engang have fat i en lidt nyere kunstner fra neo soul genren, og denne gang bliver det en kvindelig en af slagsen.
India.Arie er vokset op i Denver og Atlanta, og musik har altid fyldt meget i hendes liv (hendes mor var sangerinde og har blandt andet opvarmet for Al Green og Stevie Wonder) og som teenager begyndte hun, at spille guitar.
India.Arie albumdebuterede i 2001 med den lille albumperle “Acoustic Soul” på det legendariske Motown selskab, hvor hun blev lovet kunstnerisk frihed, til at lave det album som hun gerne ville lave.
Albummet blev en succes og blev nomineret til 7 grammys. Hun vandt dog ingen, men det var også hårde odds, da Alicia Keys samme år udgav “Songs in A Minor”
India har dog senere vundet et par stykker for hendes andet album. Hun har indtil videre udgivet 4 albums, og skulle gerne komme med hendes femte engang senere på året.
Nummeret som jeg har valgt, at fremhæve, er den første single fra Acoustic Soul. Nummeret hedder Video, og har først og fremmest et rigtigt behageligt guitardrevet beat, og det er så krydret med Indias smukke stemme.
Temaet i sangen er, at kvinder ikke skal prøve at leve op til de skønhedsidealer der bliver påduttet fra diverse medier osv, men at man skal elske sig selv som man er.
“I’m not the average girl from your videoand I ain’t built like a supermodel. But, I learned to love myself unconditionallyBecause I am a queen. I’m not the average girl from your video.My worth is not determined by the price of my clothes. No matter what I’m wearing I will always be the India Arie”
Dagens gæst på bloggen bliver af mange, kaldt the king of soul.
Det drejer sig nemlig om legenden Sam Cooke (1931-1964)
Han startede, igen som så mange andre, med at synge gospel. Faktisk så gik han under aliaset “Dale Cooke” da han i 1956 udgav sin første mainstream soul single. Dette blev gjort for ikke at vække foragelse i gospel miljøet, da en crossover fra gospel til ikke-religiøs musik, blev anset for at være meget forkert, da man i miljøet mente, at man kun skulle synge til Gud. Men navneskiftet gjorde dog ikke det store, da der ikke var nogen der var i tvivl om, at det var Sam Cooke der sang. Dette resulterede i, at han blev droppet af sit band (The Soul Stirres) og fra sit label, så han nu rent faktisk var frit stillet til at indspille under sit eget navn.
Derfra tog hans karriere fart, og han bliver i dag betragtet som én af pionerene indefor soulmusikken. Han var også én af de første sorte musikere, der også var en del af forretningsdelen af musikken, da han bl.a. startede sit eget pladeselskab.
Dagens nummer hedder “A Change is Gonna Come” og den handler generelt om racisme, men den handler også som to specifikke episoder i Sams liv. For det første, mistede han sin kun 18 måneder gamle søn, da han drunknede i en pool.
Den anden episode var, da Sam og hans backingband blev nægtet at tjekke ind på et hotel i Louisianna, da hotellet kun var for hvide.
Disse to episoder, der begge fandt sted i 1963, samt Bob Dylans “Blowin’ in the Wind” der udkom samme år, gav Sam lyst til at skrive en sang om racismen i USA. Dette var noget som han længe havde haft et ønske om, men han var bange for, at han ville miste mange af hans hvide fans.
Sam Cooke døde dog desværre allerede som 33 årig, efter at han angiveligt prøvede at overfalde en hotelrecptionist, pga. nogle uoverensstemmelser, hvilket resulterede i, at receptionisten skød ham i selvforsvar.
Heldigvis var han blevet færdig med indspilningen af nummeret, og det udkom kort efter hans død.
Det blev ikke hans største hit, rent salgsmæssigt, men rent kulturelt blev dette et meget vigtigt nummer, og det er højt placeret på mange lister over de vigtigste numre i musikhistorien.
Dette nummer blev også meget vigtigt for de amerikanske borgerrettighedsforkæmpere i 60’erne, og nummeret blev også spillet til Malcom X’s begravelse i 1965.
Så blev det endnu engang Soul Sunday, og i dag skal vi have fat i en gruppe der har eksisteret i omkring 60 år (dog med varierende medlemmer)
Gruppen, der startede med at bestå af 6 brødre og en svoger, startede, som så mange andre soulkunstnere, med at lave gospelmusik. Dette var i de tidlige 50’ere. Men ligesom mange andre, fandt de hurtigt ud af, at ikke-religiøs musik var vejen frem til stjernene, og de fik deres første hit i 1959.
I løbet af 60’erne og 70’erne havde de rigtig stor succes, med bl.a. 5 top 40 singler i 60’erne og 12 stk i 70’erne. Der har dog også været meget tumult i gruppen i løbet af årene, og med så mange medlemmer, er der ikke noget at sige til, at der til tider har været gnidninger og problemer.
I dag består gruppen kun af to medlemmer, brøderne Ronald og Ernie Isley, men de er stadig populære i hjemlandet og gruppens sidste album, der kom i 2006, var højt placeret på de amerikanske hitlister.
Dagens nummer som jeg har valgt at fremhæve, hedder “Between the Sheets” og er fra en periode som jeg ikke har dækket så meget af endnu, nemlig 1980’erne. Dette nummer er fra 1983, og er et rigtigt lummert nummer, som titlen også antyder.
Nummeret lægger sig ret tæt op ad Marvin Gayes “Sexual Healing” der kom året inden. Det er rent baby making music 🙂 og det var med til at rette op på brødrenes karriere, der ikke var gået så godt i de foregående år. Men med dette nummer, fik de fornyet respekt i branchen.
Nummeret vil garanteret også få en stor klokke til at ringe, hvis du, som mig, lytter meget til rap.
Det er nemlig blevet heftigt samplet af kunstnere som Notorious B.I.G., Jay-Z, Common, The Game og 2Pac. Hvor Notorious B.I.G.s “Big Poppa” fra 1995, nok er den mest kendte.
Denne søndag, har jeg valgt at tage fat i én af de store legender inden for amerikansk soul, netop Teddy Pendergrass.
Teddy Pendergrass blev født i 1950 i den amerikanske by Philadelphia, og ligesom så mange andre i de amerikanske ghettoer, er han vokset op uden en far, da han valgte at forlade den lille familie, da Teddy var ganske ung.
Han fandt hurtigt ud af, at han skulle være noget inden for musikken, og begyndte at synge gospel rundt omkring de lokale kirker, samtidlig med at han lærte at spille på trommer.
Senere kom han med som trommeslager i bandet The Caddilacs.
Sidst i 60’erne slog The Cadillacs sig så sammen med gruppen Harold Melvin & the Blue Notes, hvor Teddy Pendergrass fik jobbet som forsanger. Dette skulle vise sig, at være en succes, da gruppen fik en del solide hits, og udgav to albums, der begge gik guld i USA.
Teddy fandt dog ud af, at hans eget talent rækkede ud over gruppens, og i 1976 besluttede han sig for at gå solo.
Det skulle vise sig, at være det rigtige valg, og fra 1977 til 1997 udgav han 13 albums, hvorfra 7 af dem enten er gået guld eller platin.
Det nummer som jeg har valgt, at fremhæve, er faktisk lidt nyere end mange af de numre jeg har fremhævet. Det er nemlig fra 1980, fra albummet TP, der er hans 4. album.
Nummeret hedder “Love T.K.O.” og det er et virkelig smukt og sjælfuldt nummer der, sjovt nok, handler om det der kærlighed, der kan være så svært 🙂